mandag den 1. september 2014

For meget hverdag. For lidt weekend.

Lige pt. føler jeg der er alt for meget hverdag og alt for lidt weekend. Fredag og halvdelen af lørdag går med at sunde mig oven på arbejdsugen. Søndag er dejlig, men ved aftenstid begynder jeg allerede at frygte hverdagspresset igen. Dette har været min store udfordring siden jeg startede med at arbejde fuldtid igen - at jeg har for lidt tid til at hvile, motion samt aktiviteter, der giver positiv energi. Det lyder måske lidt luksusagtigt, men her 2 år efter jeg fik konstateret at jeg var udbrændt pga. stress, så er jeg stadig sensitiv, følsom og ude af balance. Det går da fremad, men det går meget langsomt fremad. Hver eneste dag skal jeg tænke over hvad jeg takker ja til - og sikre, at jeg hviler mig mellem aktiviteter. Og det er virkelig ikke let på en almindelig arbejdsplads hvor hverdagen går huhej-derud af. Mandag er altid en hård dag for mig. I dag har den været ekstra hård. Jeg glemte at tage min medicin i morges og jeg aner ikke om det, der er årsagen til, at jeg har fået det meget skidt. Efter job var jeg både svimmel, havde migræne-agtigt hovedpine og måtte skynde mig hjem for at kaste op! Kan det virkelig være fordi jeg glemte en enkel dosis af lykkepillerne, som jeg ellers er igang med at trappe ud af?