Er vi hvad vi arbejder med? Hvor blev work/life balancen af?

"Vi vælger selv at gøre alt på én gang. For fuld skrue. Få børn, købe drømmehus, idyllisk sommerhus, designermøbler, lækker bil og eksotiske ferier – og gøre karriere. Alt, hvad der karakteriserer et succesfuldt, behageligt, moderne liv… Og vores jobtitel er vores personlige brand. Vi er, hvad vi arbejder med. Uddannelse og arbejde er afgørende for identitet og prestige. Og vi bliver tudet ørene fulde med, at huller i CV’et er farlige, og hvor svært det er at stå på karrierebussen igen, hvis man først har trykket stop eller bare sænket farten."

Jeg har lige læst en tankevækkende artikel i Informationen med disse ord. Artiklen handler om hvordan vores samfund, liv og individuelle identitet handler om ARBEJDE. Om ikke mindst om hvilken konsekvens det har for børn. Uanset om du har børn eller ej, så er der stof til eftertanke her. Jeg tror ikke selv jeg har lyst til at stå på karrierebussen igen efter halvandet år med stress, udbrændthed, depression og krise - alt sammen fordi jeg havde for travlt med for mange ting på een gang. Og måske ting, der egentlig ikke giver værdi i virkeligheden. 

De sorte skyer, tomhed og frustrationerne.

Jeg har haft to frustrerende dage fyldt med tomhed og sorte skyer i sindet. Fuldstændig uforklarlige skyer. Når de trækker sig sammen og farver mit sind, så er det en ond cirkel og en spiral af negative tanker fyldt med tvivl. Jeg tvivler på mine værdier, min fremtid, min sundhed. Min tvivl bliver til frustration og tomhed. Frustration over, at jeg ikke kan gøre noget bedre for mig selv og ændre den dårlige situation og stemning.  Tomheden føles enorm indeni – som om at krop og sind bare er fyldt med forfærdelig sorg over et skodliv, der gør ondt. Frustrationerne vokser. Tankerne bliver dårligere og dårligere. Jeg bliver handlingslammet og kan næsten kun græde, ligge ned og kæmpe med tankerne. For jeg  aner virkelig ikke hvad fanden jeg snart skal gøre ved de her senarier. Jeg græd og græd og græd. Jeg lå bare som stenet i sengen og stirrede tomt ud i luften. Tænk at jeg kan føle mig så ulykkelig og værdiløs uden en reel grund. Tænk, at de sorte skyer kan styre humør og sind så meget, at jeg bare bliver en zombie. Tænk, at for lang tids stress kan give en slem depression og vende fuldstændig op og ned på ens livsstil.  Jeg har så mange drømme og forhåbninger om fremtiden. Jeg har så mange gode værdier, holdninger til sundhed og enorme ønsker om at forandre mig, så jeg kan leve lykkeligere og være mere stabil. Masser af viden, men ikke tilstrækkeligt med handling. Men hvad skal der til? Læge og psykolog siger TID. Tiden læger alle sår. Og medicin, meditation samt motion….. og den slags giver jeg det da også. Masser af meditation, hvile og behandling. Moderat motion og daglig medicin. Alligevel venter jeg stadig på den store, åbenbarende effekt. Nu er der gået over et år og jeg er snart ved at være opslidt af at fokusere så meget indad og gør alt i min magt for at få det bedre når resultaterne stadig lader vente på sig…...