fredag den 29. november 2013

Kundalini Yoga

I snart et år har jeg gået til Kundalini Yoga. Det er en special yogaform, der integrerer dynamiske rørelser, meditationsøvelser og mantra-sang. I starten var det lidt grænseoverskridende da man trækker vejret højlydt i takt med rørelserne - og mantra-sangen føltes også lidt som man var med i en sekt. Men sandheden er, at jeg de sidste 12 måneder har fået allermest velvære og afslapning ud af kundalini-yogaen. Min stressede, udbrændte hjerne ELSKER meditation. Både åndedrætsmeditation og meditation med mantra-sang. Det er som om, at når den skal fokusere på f.eks. rørelser, vejrtrækningstekning eller ordene i et mantra - så kobler den fuldstændig fra og lader mig være tilstede i kroppen og i nuet. Mellem de dynamiske og aktive rørelser er der hvile hvor man slapper af på bløde uldmåtter. Forskning har vist en positiv effekt på kroppens nervesystem og immunforsvar, som jo er overbelastet når man har stress, gennem Kundalini-yoga.

Uanset hvad, så har det været mit allerbedste middel til at bekæmpe både depression, stress og løse op for blokeringer i min udbrændte krop. Når jeg går fra min yoga-time smiler jeg. Jeg føler mig faktisk lykkelig og lettet..... måske varer effekten ikke resten af dagen, men den giver mig ihvertfald en pause fra kaosset indeni mig. Kundalini-yogaen har også lært mig at trække vejret helt ned i maven - og forsøge at være meget mere mindfull i hverdagen.

torsdag den 21. november 2013

En bedre uge end sidste

Sidste uge var skod. Jeg havde det ikke godt, sov dårligt om natten og var ret ked af det efter et møde med min læge, chef, HR-kontakt og sygedagpenge-kontakt. Vi drøftede hvorfor jeg ikke kan holde til at være projektleder mens jeg stadig er sygemeldt og hvilken type opgaver, lægen fraråder at jeg er tovholder på. Min chef påstår at alle stillinger i afdelingen er projektledelse - og at, der ikke findes andre typer af opgaver. Jeg ved det er løgn. Jeg ved, at der finde så meget andet jeg kunne arbejde med og stadig bidrage til arbejdsmængden, men hvor jeg ikke nødvendigvis skal stå i spidsen for et team på tværs af organisationen for at nå resultaterne. Til tiden. Det handler om vilje og overblik fra arbejdspladsens side. Og derfor er jeg pisseskuffet! For nu skal jeg enten omplaceres og ha en anden stilling internt - eller også bliver jeg nok opsagt. Tankerne fløj rundt i mit hovede hele sidste uge da jeg både var skuffet, bitter og træt af at kæmpe for at få lov til at blive rask! Samtidig opdagede jeg at jeg har taget ca. 10 kg på siden jeg startede med antidepressiv medicin! Oh happy days..... Men denne uge er bedre. Måske har jeg givet slip på tankerne og i stedet formået at fokusere på mig selv. Jeg har cyklet til og fra arbejde trods det dårlige vejr, jeg har lavet små yogaøvelser herhjemme - og så har jeg spist sundt, som allerede kan mærkes på maven. Jeg har været social og haft det godt sammen med mine kollegaer. Fået massage og krammet babyer. Nu er det endelig fredag og jeg kan snart slippe arbejdsopgaverne for et par døgn!

søndag den 17. november 2013

10 tricks til at hjælpe dig ud af en nedtur


Når jeg er nede har jeg gennem mange, mange erfaringer, opdaget en række mulige tricks til at få det bedre. Det er ikke altid de virker hvor så nedturen bliver ekstra skod, men indimellem kan en eller flere af disse 10 tricks hjælpe mig på rette spor igen inden jeg falder i det allerdybeste, sorte hul:

1. Et varmt bad evt. med lidt hjemme-wellness (ansigtsmaske, skrub e.l.)
2. En lun kop te og dyne i sofaen.
3. At min kæreste trykker mig under fødderne eller nusser mig i håret. I det hele taget får fysisk kontakt mig til at slappe af, så bamsekram eller massage er også godt.
4. Beroligende musik eller guidet meditation i mine hørebøffer.
5. Dybe åndedrætsøvelser igennem næsen og helt ned i maven. Jeg tæller gerne til 4 på indåndingen, pauser på 4, udånder på 4, pauser på 4, indånder... osv.
6. At skrive alle skodtanker ned i en notesbog for at komme UD med negativiteten. At skrive hjælper mig meget.
7. En lur, da nedturen også kan komme bare fordi jeg er for overtræt
8. En frisk gåtur alene i rask trav- uanset vejr. Fysisk rørelse hjælper min hjerne til at slappe af og fokusere på noget andet end det negative. Selvom det er virkelig en udfordring at komme ud af døren når man har det ad helvede til. Jeg har også prøvet at lave lidt yoga eller danse hjemme til happy-feel-good-musik.
9. En sjov TV-serie, youtube-klip eller andet som gør mig glad. Jeg har også oplevet at jeg bare skal se en masse billeder af de dejligste hundehvalpe, som så kan gøre mig i lidt bedre humør.
10. STOP & TÆNK. Et psykologisk værktøj, som min samtaleterapeaut har givet mig. Stop op i situationen og overvej hvilke valg jeg har. Hvad plejer jeg at gøre? Hjælper det? Hvilke andre muligheder har jeg? På den måde kan man øve sig i at komme ud af de negative adfærdsmønstre ved at prøve ANDRE veje end de sædvanlige, som man oftest ikke får det bedre af.

Hvad hjælper mon dig når du har det skod?

mandag den 4. november 2013

Den pokkers balance



Det lyder pissesimpelt, men dette er virkelig den største udfordring når du er ramt af stress for alvor - alt balancere din energi, så du sikre at du både er frisk nok til at arbejde lidt, men også sørger for at forny din energi via motion, meditation og frisk luft - eller til at gå til læge, psykolog eller på stresshåndteringskursus. Alt, tager på kræfterne uanset om det er en aktivitet, som du også får energi af. Og det er svært at håndterer når man er vant til at orke meget mere og have energi til meget, meget mere. Kunsten handler nok om "Time Management" og om, at lave realistiske planer for sig selv i løbet af dagen. Min læge har f.eks. sagt at for hver aktivitet jeg gør i en time - uanset om det er motion, spa, opvask, arbejde eller noget sjovt i fritiden - så skal jeg ca. regne med at hvile 30 min. Det siger sgu lidt om at det er ufatteligt vigtigt at prioritere sin tid, sige nej tak og begynde at være mere egoistisk så egen tid og egen sundhed står i første række. Det ser så såre simpelt ud, men det er pokkers svært at finde den her balance.....

fredag den 1. november 2013

Nyt initiativ

Den "gamle" mig ville ikke synes at dette initiativ var noget særligt. Dengang var jeg nemlig vant til at være den, der gerne tog nye initiativ og igangsatte alverdens aktiviteter og ideer. Det var ikke noget problem at finde på nye ideer eller engagerer mig alt muligt mærkeligt, men nu hvor jeg er ramt med stress og udmatningssyndrom kræver nye initiativer ufatteligt meget af mig. Ting, gøremål og sager bliver primært i tanken og på to do listen - og er sjældent noget, som rent faktisk bliver til et nyt initiativ. Men lige netop i dag vil jeg gerne rose mig selv for, at jeg endelige har søsat noget nyt - nemlig denne blog, som skal danne rammerne for mine og en andens personlige erfaringer med livet som stressramt. Jeg er glad for at jeg fik spurgt hende om hun ville være med. For ellers ville jeg aldrig have fået gjort noget ved det. Nu er vi igang. Velkommen til bloggen for udbrændte ildsjæle. Ord og tanker. Tips og tricks. Erfaringer på godt og ondt.