Et nyt kapitel

Det er igen tid til et nyt kapitel for mig med uvisse forandringer. Dem har jeg gennemgået mange af gennem de sidste 5-10 år - store og små usikkerheder omkring hvad fremtiden ville bringe pga. fortiden eller nutidens valg. Personligt kan det være ret svært for mig at håndtere disse forandringer til trods for, at jeg har ret meget erfaring med at gennemleve dem efterhånden. Jeg forsøger at give slip og påminde mig selv om, at bussen kører og at jeg blot er en passager, der må accepterer, at jeg ikke kan stå af før vi er fremme ved mit stoppested…. Det er svært at acceptere, at jeg ikke altid er buschaufføren i mit eget liv. At slippe kontrollen og bare køre med. Naturligvis har jeg selv valgt hvilken linje jeg hopper på - ligesom jeg har fravalgt andre ruter. Men konsekvensen er valgene er jeg ikke altid tryg ved selvom jeg ved, at de utrøsteligt følger med. Hver gang! Det koster fortvivlelse, tårer og søvnløse nætter. Og tankemylder fyldt med bekymringer. Jeg har igen sagt højt til omverdenen, at jeg har brug for hjælp til at håndtere det nye kapitel, at jeg er hundeangst for, at de forandringer som venter om hjørnet. Min kæreste holder mig trygt i hånden og psykolog/læge/mm. lytter, men giver ikke altid de brugbare værktøjer jeg mangler. Det nye kapitel i mit liv betyder et uvelkomment gensyn med den grumme depression. Den har nemlig vist sin ucharmerende træk igennem de sidste måneder sammen med en ubeskrivelig mental træthed. Træt af at kæmpe, orker, mærke efter og acceptere. Træt af at sige NEJ TAK, være asocial og føle mig ensom med mine tanker og ikke mindst følelser.

Det er så pudsigt, at de store ting i livet, som kan være noget-af-det-lykkeligste for virkelig mange mennesker, kan give de fuldstændigt modsatte følelser for mig. Er det mon depressionens tågede slør, der ligger et filter på min verden? Jeg skal være mor lige om lidt. Det virker hverken naturligt, rigtigt eller romantisk lykkeligt for mig i skrivende stund. Omverdenen gør bestemt heller ikke sit for at give et nuanceret billede af hvordan det bør føles eller opleves at vente barn eller være mor. Det påvirker mig negativt at så mange kvinder har så travlt med at påvirke, dele, fortælle om egne erfaringer og holdninger - på en ganske ensidig måde. Alle har en holdning til graviditet og baby - det er dejligt, skønt, lykkeligt, naturligt, rigtigt, skønt og det bedste i hele verden. Det er helt fair antagelser. Men måske har jeg det bare ikke på samme måde lige nu. MÅske skal jeg bare have min egen tid til at vurdere hvordan det føles for mig. Mine egen erfaringer - uden andres påvirkning. Måske skal min kæreste og jeg have lov til at finde ud af hvordan VORES forældreskab skal være. Og første step for mig er acceptere, at nu kører bussen og et nyt kapitel i mit liv er om hjørnet. På rejsen er mit vigtiste mål, at bekæmpe og undgå depressionens grimme ansigt - og ikke mindst forebygge en evt. efterfødselsdepression!

Fra social og udadvendt til introvert og asocial.

Det med, at et år afsluttes og et nyt skal begynde kan godt gøre mig meget eftertænksom. 2014 har ærligt talt ikke været det mest fantastiske år for mig, men været præget af forandringer på godt og ondt, frustrationer og udfordringer med at acceptere mig som den jeg er. NU. For engang var jeg meget social og udadvendt. Havde meget overskud og tog ofte initiativ til at ses, lave ting eller gå i gang med nye projekter. Efter 3 års kamp med depression, stress, angst og udbrændthed - så er der kommet andre boller på suppen i mit liv. Jeg er ofte den der må sige nej tak til at være med når mine veninder ses eller når kollegaerne skal mødes efter arbejde. Jeg bliver nødt til at sidde hjemme og være alene for at mit nervesystem kan holde til de mest basale ting som at handle ind, være til familie komsammen eller blot at komme igennem en almindelig arbejdsdag med det, den kræver. Min energi er ikke uendelig. Og konsekvensen ved at løbe tør for energi er simpelthen for stor i forhold til at deltage i et social arrangement, som mit tidligere jeg ville have storelsket. Kampen om at acceptere dette ligger både inden i mig (fordi jeg går glip af ting, jeg plejer at synes er superfedt og som giver positiv energi), men også i min omverden der har meget svært ved at forstå, at jeg har forandret mig. Der er røget en håndfuld gode veninder i svinget. Det er også hårdt at acceptere, at de har svært ved at forholde sig til den nye mig, der måske takker nej til at ses i sidste øjeblik. For dem er min sygdom usynlig. Jeg ser jo næsten ud som jeg plejer, men inden i er det anderledes. De ved ikke hvad prisen er hvis jeg brænder ud, men det ved min kæreste. Og jeg kan ikke se ham i øjnene gang på gang fordi jeg ikke har formået at passe på mig selv og brænder ud. For det er ham, der gang på gang samler mig op når jeg mentalt og fysisk nærmest er som et lille uselvstændigt barn, der bare tuder og har ondt i livet. Det er ham, der stadig skal elske mig og rumme mig, selvom mit sind og humør svinger ned i det mørkeste hul og sjældnere kigger op.

Så hvor er jeg på min rejse tilbage til balancen og det almindelige liv uden ustabilitet og usikkerhed?
- Jeg har trappet ud af medicinen. 100 %. Det føles som en lettelse, selvom det har været meget hårdt. Nul medicin betyder igen pænere hud, stærkere negle og sundt hår. Jeg håber stadig også, at det får en postiv virkning på vægten.

- Jeg formår at arbejde fuldtid, har fået en rigtig god chef og fundet en anden balance i work-life.

- Jeg takker nej til ting, der føles uoverskuelige og mærker efter om jeg reelt har energien til at deltage - også selvom det koster på venskabs-kontoen at jeg føler mig tvunget til at være egoistisk og ærlig omkring min situation og mit energi-niveau.

- Jeg har meget svært ved at acceptere, at jeg stadig ikke er "som jeg plejer". Jeg drømmer om den frihed der er i, at jeg ikke hele tiden er nødt til at være bevidst om alt hvad jeg bruger min tid og energi på, og hvad jeg udsætter mit sensitive nervesystem for.

- Meditation er min ven. Naturen er min ven. Jo mere jeg tilbringer tid med disse to, des bedre kan jeg kapere det øvrige liv.

Hvor er du i dit liv?

Ensomhed & afsavn.

Jeg har en kæreste, en mor, en søster, nevøer og veninder. Jeg har et job med kolleager og et netværk omkring. På den måde er jeg meget taknemmelig og heldig. Alligevel rammer ensomhedsfølelsen mig ofte. Jeg føler mig alene med mine udfordringer. Min depression og udbrændthed tvinger mig også til at være asocial eller takke nej til ting. Mit selvværd er ustabilt og der er dage hvor jeg ikke forstår hvorfor min kæreste stadig gider at være sammen med mig. Der er også dage hvor jeg lider så store kærlighedsafsavn, at jeg ikke tror, at nogen kan lide mig mere eller gider at være sammen med mig. På den måde er mental sygdom meget tricky fordi at de tanker og følelser jeg har er min virkelighed. Det føles rigtigt og ægte når jeg er ensom og savner kærlighed. Men det er ikke nødvendigvis sandheden. For mig er det svært at navigere i hvornår det er den ægte sandhed eller hvornår det er min egen fejlfortolkning af virkeligheden. Mon det bliver bedre med tiden? Min dømmekraft for om føleserne er min sindstilstand, der spiller mig et puds - eller om mine følelser er virkelige i virkeligheden…..

Depression & arbejdsliv

Nu arbejder jeg fuldtid på en ny arbejdsplads. Jeg er omgivet af søde mennesker og jeg må indrømme, at jeg trives mere end jeg troede. Et rigtigt godt udgangspunkt for et nyt liv. Jeg er træt. Uendelig træt. Naturligt så længe jeg er ny og skal bearbejde alle nye indtryk fra arbejdsdagen. Det har været godt, at få en mere struktureret hverdag, men jeg har langt fra overskud til meget andet i løbet af arbejdsdagene. Dvs. jeg undgår sociale aftaler og passer ekstragodt på mig selv. Jeg kæmper med, at finde den pokkers balance. Jeg kæmper med at komme ud af døren for at gå en lillebitte tur når jeg har fri, fordi jeg bruger alt min energi på jobbet. Jeg har haft dage hvor jeg i træthed bare har tårer, der triller ned af kinderne. I nat lå jeg vågen 2 timer og tænkte på job - og det giver mig flash back til de symptomer som var værst, da min depression var slemmest. I morges havde jeg mest lyst til at melde mig syg, men det forpligter at være den nye. Jeg har hverken oplyst at jeg har været langtidssygemeldt med stress og depression eller at jeg kan blive dødtræt. Burde jeg dele den slags oplysninger med min nye arbejdsplads? Og kan jeg "skjule" hvis jeg skulle ha dage, hvor jeg reelt ikke har det godt mens jeg er på job?

Det er ikke nemt, at bøvle med en usynlig sygdom, som kræver forklaring og som nemt bliver en personlig historier, som jeg ikke har lyst til at dele med alle. Til folk jeg kender rigtigt godt fortæller jeg jo gerne, at jeg ikke er på toppen og at mit sind er udbrændt. At det er lidt som at have et brækket ben man ikke må bruge eller som man skal træne op igen - bare at mit ben er brækket i hjernen og sindet….

Uro og ubalance

Jeg har været stille. For jeg har haft en periode hvor den ene forandring har erstattet den anden. Først var jeg jo så lettet over at have sagt mit job op. Jeg svævede nærmest og følte mig glad og nærmest normal igen. Men nu begynder puslespilsbrikkerne at falde på plads - på et praktisk plan. F.eks venter et nyt job om hjørnet og jeg håber sådan, at jeg formår at holde min balance så jeg ikke brænder ud igen eller forværre min situation. Men i de sidste uger jeg ikke haft styr på mine daglige rutiner og haft en struktur på hverdagen. Tiden er løbet fra mig - og jeg hverken hvilet, trænet eller passes på mig selv. Derfor har jeg også været plaget af uro og ubalance. En dag i sidste uge var jeg så meget ved siden af min selv, at jeg måtte bede min søster om at hente mig da min bedre halvdel var tvunget til at ta på job. Selv blev jeg meget forskrækket over min tilstand… forskrækket over hvor følsom jeg stadig er og hvor  meget jeg skal passe på min krop og mit sind. Kroppen har behov for rutine: faste spise- og sovetider. Hjernen bliver nødt til at få ro via meditation og afslapning - ikke bare bekymringer og grublerier når jeg er alene hjemme….Jeg må erkende, at grænsen mellem nedtur og normal balance er hårfin. Og at jeg virkelig, virkelig kommer til at få en udfordring med at passe på mig selv når jeg fra mandag igen skal formå at arbejde fuldtid på et nyt arbejde.  

Sol og forårsglæde udendørs. Tristhed og grå skyer i mit sind.

Jeg kan virkelig godt se, mærke og nyde, at der er blevet forår og solskinsvarmt udendørs. Jeg bruger min energi på at fortælle mig selv, at det er dejligt. Dejligt med lys, sol og varme. Dejligt at spise is eller holde i hånd med min kæreste. Dejligt at gå tur udenfor uden jakke. Jeg anerkender det - det ER dejligt og jeg nyder både foråret og vejret, som nu endelig er blevet rigtigt godt og varmt. Men samtidig er jeg ramt af ambivalente følelser… jeg har haft 3-4 dage med triste og deprimerede tanker, som om de grå skyer bare har trukket sig sammen i mit sind. Ubegrundet, som det nok tit er, når det er en reel depression. Jeg har været træt, grædt og følt mig ussel. Jeg har været hård ved mig selv fordi jeg har fået et jobafslag, ikke får trænet som jeg skal og ikke i det hele taget ikke føles, at jeg lykkes eller kan finde ud af at være rigtig glad. Negative tanker rumsterer i mit sind, mens verden omkring mig er samlet til påskehygge og solbadning…. jeg bliver misundelig på at andre kan være glade og have det sjovt. Og at de kan gøre lige hvad de vil uden at bekymre sig om træthed, udmattelse eller angstanfald. At de smukke kvinder kan vimse rundt i korte kjoler og shoppe eller være sociale i hele dage uden at de pludselig mister selvtilliden, selvværdet eller bliver så udmattede, at de skal gå med museskridt hjem eller ringe efter nogen, der kan hente dem inden tårerne bare triller ned af kinderne. Det gælder om ikke at sammenligne sig selv med andre. I know. Og jeg forsøger ikke at sammenligne mig selv, min "tilstand" eller mit liv med "de andre" - men for pokker hvor gad jeg godt holde fri bare en måned fra det her triste, hårde humørhelvede som dagligt er en kamp. Bare en måned hvor jeg ikke konstant behøver at tænke over hvad jeg laver, om jeg spiser sundt, træner, sover ordentligt, tager min medicin, balancerer energien, går til yoga, slapper af, passer på med ikke at spise for meget, få rørt mig, få lys, meditere, at jeg skal til læge og andre små ting, der hurtigt bliver store i mængden. Det her er vel bare endnu en lille nedtur på vejen op ad, men hver nedtur er hård og streng. Jeg vil op på toppen, holde balancen og blive der….. Og nu skal jeg bare have vendt den her nedtursskude om, så jeg også kan få fuld fornøjelse af både sol og forårsglæden.

Hvad hjælper dig når du er trist eller ramt af grå skyer i sindet? 

Mit Humør. En gratis app, der holder styr på dit humør dag for dag

Denne app er udviklet af et medicinal firma sammen med psykiateren Bodil Andersen og Depressionsforeningen. Den kan downloades gratis på app store og er et enkelt værktøj til at holde styr på hvordan du har det dag for dag. Altså en slags humørdagbog. Derudover har appen en håndfuld gode råd til hvis du er depressiv ligesom den har en række gode mindfulness øvelser, som jeg vil mene, at alle - depressiv eller ej -  kan have nytte og fornøjelse af at lytte til - de er korte, enkelte og anvendelige som et pusterum i hverdagen. Hvis du får lykkepiller eller anden medicin mod depression, angst eller stress, så kan du også bruge appen som en daglig påmindelse om, at du skal tage dine piller.

Motion mod udbrændthed, depression & angst

I dag har jeg været til en samtale hos en slags træningsvejleder. Det var min læge, der anbefalede mig en snak med sådan en slags coach i forhold til hvordan jeg skal tilrettelægge min træning. Sagen er nemlig den, at jeg bliver alt for ambitiøs med hvad jeg skal lave af motion. Jeg læser om sunde diæter og nye træningsmetoder - laver træningsskemaer og skriver alt ned. Mine mål er naturligvis vægttab, bedre kondition og lavere BMI fordi jeg har taget på under min sygdom. Se f.eks. det meget ambitiøse skema, som jeg delte her på bloggen i starten af februar med min træningsplaner. Jeg indser igen og igen, at dette er en klassisk fejl, jeg ofte begår. Jeg bruger tid og energi på at planlægge og strukturere hvad jeg skal gøre for at blive sund, tabe mig og få det bedre. Jeg skriver ned, printer ud og sætter i system hvad, hvornår og hvorfor - men i virkeligheden holder mine planer altid kun meget kortvarigt. Derfor ender jeg også tit med at give op i mine træningstiltag fordi det hurtigt bliver langt mere ekstremt end hvad jeg orker, har tid til og synes er sjovt. Heldigvis fik jeg følgende råd omkring motion mod udbrændthed, depression og angst i dag og deler gerne mine noter med dig:

Mærk efter dagsformen. Har du alm energiniveau, er du udkørt, angstfyldt eller deprimeret? Vælg dagens aktivitet ud fra dagsformen. 

A. Har du alm. energi, så sørg for at bevæge dig ca. 40 min i løbet af dagen 5 af ugens dage. Evt. deles motionen op i 2 x 20 min. Det kan være en gåtur i frokostpausen, på vej til job eller måske hjem fra arbejdet.  5-7 min skal du ha pulsen op i løbet af din dagelige gåtur. Det er faktisk okey bare at styrke op af trapper eller en bakke på vejen for at få gang forbrændingen.

B. Er du deprimeret og nedstemt så gælder det faktisk om at gå en endnu længere tur, men uden at få pulsen eller intensiteten specielt højt op. På den måde får du gang i de hormoner, der påvirker psyken positivt uden at du udmatter dig selv yderligere. Yoga og meditation er også godt på dage hvor du er nedstemt og trist.

C. Har du angst og føles dig uroligt, så er det bedste med høj intensitetstræning f.eks. løb. Det afhjælper kroppen med at modarbejde angsten.

I stedet for at opsætte urealistiske mål eller lave en for ambitiøs plan for din træning, så er det bedre at have en træningsstrategi, der fokuserer på frekvens og rutine så længe du er ramt af stress, udbrændthed og depression. 

Kroppen og fysikken elsker rutiner både når det kommer til måltider, søvn og træning. Det er vores hjerne og psyke der søger forandring og fornyelse uden at vide hvad der egentlig er bedst for kroppens helbred som helhed. Altså bliver vi let grebet af stemningen fra vores omgivelser, sundhedsblade og trends, der kan være for ekstreme for os, der har en mental- og fysisk ubalance pga. stress. Dvs. ingen slankekure, maratontræning eller andet som er alt for krævende med tanke på kroppens tilstand og situationen lige nu. Derfor må jeg igen påminde mig selv om at finde balancen.

Balancen mellem aktivitet og hvile. Balancen mellem hvad jeg spiser og hvor meget jeg rører mig. Balancen i forhold til frekvens, intensitet og varighed mellem den motion jeg dyrker i det daglige for at passe på min krop og mit sind.  

Lykkepiller eller ej?

For halvandet år siden da jeg kom til lægen første gang, formodede han at jeg havde en depression som konsekvens af min langvarige stress. Det blev bekræftet af depressionstesten at jeg havde en moderat til svær depression. Det var et chok at få det sort på hvidt, selvom jeg sikkert havde på fornemmelsen, at det ikke var helt normalt at græde hele tiden og føle sig trist, tom og asocial. En ting var selve diagnosen. Det andet var, at lægen straks udskrev medicin til mig. Lykkepiller! De forbandede piller, som har været omdiskuteret en masse i medierne som det ondeste gift og som en skodmedicin med flere bivirkninger end effekter. Den medicin skulle jeg tage. Bivirkningerne i begyndelsen var forfærdelige. Mareridt, søvnløshed, ingen appetit og som  om jeg bare var i en tåge. Dosen blev efterhånden justeret, så jeg endte på 100 mg sertralin dagligt. Medicinen har været min dårlige samvittighed. Den har givet mig overvægt og uren hud. Og den har også været min personlige hemmelighed under sygemeldingen. Om den har virket aner jeg ikke. Jeg har nemlig stadig været trist og nede, men ved naturligvis ikke om det havde været helt forfærdelig hvis jeg ikke havde fået hjælp fra lykkepillerne. For knap 6 uger siden startede jeg ENDELIG nedtrapningen efter jeg havde plaget min læge om det i flere måneder. Det er gået fint med at trappe de første 25 mg ned og fra næste uge trapper jeg yderligere ned med 25 mg til jeg - forhåbentlig - til efteråret engang, kan slippe giften HELT. 

Har du erfaringer med lykkepiller? Er du for eller imod? Har de hjulpet dig eller givet dig grimme bivirkninger? Del meget gerne din holdning her så vi får et nuanceret billede af medicin til lindring og afhjælp af psykiske lidelser. 

Kampen mod sociale tømmermænd som udbrændt

Før jeg blev ramt af stress/udbrændt var jeg utrolig social og havde altid aftaler med andre mennesker. Jeg elskede godt selskab og var sjældent alene. Nu ser min verden helt anderledes ud. Jeg har fundet ud af, at der nu er noget, der hedder sociale tømmermænd i mit liv. Den tunge, trættende følelse af at have tømmermænd efter en lang nat i byen med lidt ondt i hovedet og en slatten krop og nul energi til følge er nemlig en perfekt sammenligning af hvordan det mærkes så snart jeg har været for social eller haft for mange aftaler. Ligesom prisen for at drikke for meget alkohol kan være ret høj senere, så er det på helt samme måde for mig mht. socialt samvær. Pt kan jeg ikke holde til det fordi det suger min energi og udmatter mig. Det er som om lyde, lugte, snak og mange mennesker overstimulerer min hjerne så jeg bliver fysisk træt. Gang på gang er jeg brændt sammen når jeg kommer hjem f.eks. efter en weekend med besøgende eller en alt for lang dag på arbejdet. Det koster på kræfterne. Nu har jeg lært at sige NEJ til halvdelen af de sociale arrangementer og vælger med omhu hvem, hvor og hvad jeg er med til. Det er pissehårdt, men nødvendigt. Jeg håber, at jeg vinder den her kamp mod sociale tømmermænd for jeg savner mit mere udadvendte liv, hvor jeg ikke behøver at hvile eller være alene mellem hver eneste aftale…. Tippet fra min læge er stadig, at jeg bør fordele hvile og aktivitet 50/50. Et godt tip, men en svær udfordring at efterleve i praksis.

Hvordan fordeler du mon hvile og aktivitet for at finde den fineste balance?

Motion mod stress, depression & udbrændthed

Motion er det mest velkendte sundhedstip - og også et af de første råd du får fra lægen når du er udbrændt, har depression eller er stressramt. Motion er ikke det samme som den vildeste fitnesstræning, men blot daglig rørelse af kroppen. Efter min sygemelding har jeg måtte acceptere, at en rask gåtur på 15 min er bedre end ingen motion overhovedet. At det er OK bare at cykle lidt, lave et par yoga- eller strækøvelser på stuegulvet. Alt tæller og er vigtigere end overhovedet ikke at få rørt sig. For bare 5-10 år siden var jeg en af dem, der besøgte fitnesscenteret dagligt. Og en af dem der både gik på dansehold og styrketrænede fast. Nu er jeg i stedet blevet hverdagsmotionist. Jeg håber, at jeg bliver mere fit i fremtiden og både holder min hjerne og krop velfungerende. Derfor har jeg igen meldt mig ind i et træningscenter. Nu ser mit ugenlige træningsprogram derfor sådan her ud:

Mandag: Morgentræning i fitness. 20 min kredsløbstræning + 20 min styrketræning
Tirsdag: 90 min Kundalini-yoga
Onsdag: Morgentræning i fitness. 20 min kredsløbstræning + 20 min styrke
Torsdag:  Morgentræning i fitness. 20 min kredsløbstræning + 20 min styrke
Fredag: 90 min morgenyoga, Kundalini
Lørdag- eller søndag: 1 times gåtur udenfor

Derudover vil jeg også bruge mine ben og cyklen som transportmiddel rundt i byen. Men det er bare bonus!

De sorte skyer, tomhed og frustrationerne.

Jeg har haft to frustrerende dage fyldt med tomhed og sorte skyer i sindet. Fuldstændig uforklarlige skyer. Når de trækker sig sammen og farver mit sind, så er det en ond cirkel og en spiral af negative tanker fyldt med tvivl. Jeg tvivler på mine værdier, min fremtid, min sundhed. Min tvivl bliver til frustration og tomhed. Frustration over, at jeg ikke kan gøre noget bedre for mig selv og ændre den dårlige situation og stemning.  Tomheden føles enorm indeni – som om at krop og sind bare er fyldt med forfærdelig sorg over et skodliv, der gør ondt. Frustrationerne vokser. Tankerne bliver dårligere og dårligere. Jeg bliver handlingslammet og kan næsten kun græde, ligge ned og kæmpe med tankerne. For jeg  aner virkelig ikke hvad fanden jeg snart skal gøre ved de her senarier. Jeg græd og græd og græd. Jeg lå bare som stenet i sengen og stirrede tomt ud i luften. Tænk at jeg kan føle mig så ulykkelig og værdiløs uden en reel grund. Tænk, at de sorte skyer kan styre humør og sind så meget, at jeg bare bliver en zombie. Tænk, at for lang tids stress kan give en slem depression og vende fuldstændig op og ned på ens livsstil.  Jeg har så mange drømme og forhåbninger om fremtiden. Jeg har så mange gode værdier, holdninger til sundhed og enorme ønsker om at forandre mig, så jeg kan leve lykkeligere og være mere stabil. Masser af viden, men ikke tilstrækkeligt med handling. Men hvad skal der til? Læge og psykolog siger TID. Tiden læger alle sår. Og medicin, meditation samt motion….. og den slags giver jeg det da også. Masser af meditation, hvile og behandling. Moderat motion og daglig medicin. Alligevel venter jeg stadig på den store, åbenbarende effekt. Nu er der gået over et år og jeg er snart ved at være opslidt af at fokusere så meget indad og gør alt i min magt for at få det bedre når resultaterne stadig lader vente på sig…...

Kundalini Yoga

I snart et år har jeg gået til Kundalini Yoga. Det er en special yogaform, der integrerer dynamiske rørelser, meditationsøvelser og mantra-sang. I starten var det lidt grænseoverskridende da man trækker vejret højlydt i takt med rørelserne - og mantra-sangen føltes også lidt som man var med i en sekt. Men sandheden er, at jeg de sidste 12 måneder har fået allermest velvære og afslapning ud af kundalini-yogaen. Min stressede, udbrændte hjerne ELSKER meditation. Både åndedrætsmeditation og meditation med mantra-sang. Det er som om, at når den skal fokusere på f.eks. rørelser, vejrtrækningstekning eller ordene i et mantra - så kobler den fuldstændig fra og lader mig være tilstede i kroppen og i nuet. Mellem de dynamiske og aktive rørelser er der hvile hvor man slapper af på bløde uldmåtter. Forskning har vist en positiv effekt på kroppens nervesystem og immunforsvar, som jo er overbelastet når man har stress, gennem Kundalini-yoga.

Uanset hvad, så har det været mit allerbedste middel til at bekæmpe både depression, stress og løse op for blokeringer i min udbrændte krop. Når jeg går fra min yoga-time smiler jeg. Jeg føler mig faktisk lykkelig og lettet..... måske varer effekten ikke resten af dagen, men den giver mig ihvertfald en pause fra kaosset indeni mig. Kundalini-yogaen har også lært mig at trække vejret helt ned i maven - og forsøge at være meget mere mindfull i hverdagen.

En bedre uge end sidste

Sidste uge var skod. Jeg havde det ikke godt, sov dårligt om natten og var ret ked af det efter et møde med min læge, chef, HR-kontakt og sygedagpenge-kontakt. Vi drøftede hvorfor jeg ikke kan holde til at være projektleder mens jeg stadig er sygemeldt og hvilken type opgaver, lægen fraråder at jeg er tovholder på. Min chef påstår at alle stillinger i afdelingen er projektledelse - og at, der ikke findes andre typer af opgaver. Jeg ved det er løgn. Jeg ved, at der finde så meget andet jeg kunne arbejde med og stadig bidrage til arbejdsmængden, men hvor jeg ikke nødvendigvis skal stå i spidsen for et team på tværs af organisationen for at nå resultaterne. Til tiden. Det handler om vilje og overblik fra arbejdspladsens side. Og derfor er jeg pisseskuffet! For nu skal jeg enten omplaceres og ha en anden stilling internt - eller også bliver jeg nok opsagt. Tankerne fløj rundt i mit hovede hele sidste uge da jeg både var skuffet, bitter og træt af at kæmpe for at få lov til at blive rask! Samtidig opdagede jeg at jeg har taget ca. 10 kg på siden jeg startede med antidepressiv medicin! Oh happy days..... Men denne uge er bedre. Måske har jeg givet slip på tankerne og i stedet formået at fokusere på mig selv. Jeg har cyklet til og fra arbejde trods det dårlige vejr, jeg har lavet små yogaøvelser herhjemme - og så har jeg spist sundt, som allerede kan mærkes på maven. Jeg har været social og haft det godt sammen med mine kollegaer. Fået massage og krammet babyer. Nu er det endelig fredag og jeg kan snart slippe arbejdsopgaverne for et par døgn!

10 tricks til at hjælpe dig ud af en nedtur

Når jeg er nede har jeg gennem mange, mange erfaringer, opdaget en række mulige tricks til at få det bedre. Det er ikke altid de virker hvor så nedturen bliver ekstra skod, men indimellem kan en eller flere af disse 10 tricks hjælpe mig på rette spor igen inden jeg falder i det allerdybeste, sorte hul:

1. Et varmt bad evt. med lidt hjemme-wellness (ansigtsmaske, skrub e.l.)
2. En lun kop te og dyne i sofaen.
3. At min kæreste trykker mig under fødderne eller nusser mig i håret. I det hele taget får fysisk kontakt mig til at slappe af, så bamsekram eller massage er også godt.
4. Beroligende musik eller guidet meditation i mine hørebøffer.
5. Dybe åndedrætsøvelser igennem næsen og helt ned i maven. Jeg tæller gerne til 4 på indåndingen, pauser på 4, udånder på 4, pauser på 4, indånder... osv.
6. At skrive alle skodtanker ned i en notesbog for at komme UD med negativiteten. At skrive hjælper mig meget.
7. En lur, da nedturen også kan komme bare fordi jeg er for overtræt
8. En frisk gåtur alene i rask trav- uanset vejr. Fysisk rørelse hjælper min hjerne til at slappe af og fokusere på noget andet end det negative. Selvom det er virkelig en udfordring at komme ud af døren når man har det ad helvede til. Jeg har også prøvet at lave lidt yoga eller danse hjemme til happy-feel-good-musik.
9. En sjov TV-serie, youtube-klip eller andet som gør mig glad. Jeg har også oplevet at jeg bare skal se en masse billeder af de dejligste hundehvalpe, som så kan gøre mig i lidt bedre humør.
10. STOP & TÆNK. Et psykologisk værktøj, som min samtaleterapeaut har givet mig. Stop op i situationen og overvej hvilke valg jeg har. Hvad plejer jeg at gøre? Hjælper det? Hvilke andre muligheder har jeg? På den måde kan man øve sig i at komme ud af de negative adfærdsmønstre ved at prøve ANDRE veje end de sædvanlige, som man oftest ikke får det bedre af.

Hvad hjælper mon dig når du har det skod?