Udbrændt. Min historie.

Hvornår mon det hele startede? I mange år har jeg haft mange jern i ilden og kørt i et højt tempo konstant. Jeg har ELSKET at være på farten og altid flytte mig selv og min karriere fremad uden et fast holde punkt. Udfordring. Jeg kunne ikke få nok. Jeg var fuldt fokuseret at opleve, prøve, se og lære så meget som muligt på korteste tid og få så mange erfaringer jeg kunne. Hurtigst muligt. Jeg kom ud fra universitetet med min Master Degree før jeg blev 25 år og havde allerede dengang nået at bo, læse og arbejde i udlandet over 2 omgange og desuden arbejdet fuldtid ved siden af mine studier. Masser af erhvervserfaring på CVét, ung og nyuddannet akademiker med store fremtidsplaner klar til at gøre karrierer. Måske var det ca. samtidig at jeg var hos lægen for at snakke om mine mavebesvær og søvnproblemer første gang. Siden var jeg til læge 3-4 gange med samme uforklarlige symptomer. Jeg havde ond i kroppen, i hovedet, i ryggen, havde ustabil mave og fik ofte kun få timers søvn hver nat - enten fordi jeg ikke kunne falde i søvn eller fordi min nattesøvn bliver afbrudt.

På et tidspunkt fik jeg en ny chef på mit daværende job. Et job, som jeg brændte virkelig meget for. En af den slags chefer, der er kommet til toppen udelukkende pga. charme og spidse albuer - og som var mere interesseret i kvalitative mål end vi medarbejderes velbefindende. Og en kontrolfreak, der var mistænkelig overfor om vi nu levede op til vores ansvar og som følte en ret til tjekke efter de mindste detaljer konstant. Jeg følte mig overvåget og betvivlet tiltrods for, at jeg aldrig havde leveret noget forsinket eller i en ringe kvalitet.  I samme periode, flyttede jeg halvanden times kørsel fra min arbejdsplads og brugte pludselig 3 timer om dagen på transport. Kombinationen af de øgede arbejdsmæssige udfordringer med en skod-chef, der skabte dårlig stemning og mangel på egen indflydelse på opgaverne fordi chefen ikke stolede nok på mine evner  - og så de lange arbejdsdage og utallige km til/fra arbejdet begyndte at slide gevaldigt på mig og min krop. Jeg var ved lægen igen som tog blodprøver og mente, at jeg ikke fejlede noget-som-helst. Mine mavesmerter og andre fysiske symptomer som hold i nakken og rygsmerter gjorde, at jeg gik til lægen igen. Jeg fik en henvisning til en tarmundersøgelse og gennem min arbejdsplads kom jeg hurtigt til på et privathospital og fik undersøgelsen. Ingen diagnose. Speciallægen mente dog, at jeg måske havde irriteret tyktarm. 

Jeg var ret hurtig til at sige JA, da min kæreste foreslog, at vi flyttede til udlandet hvor han havde fået et jobtilbud. Endelig en undskyldning for at skride fra den dårlige chef og en arbejdsplads i kaos. Og med mit fine CV og min energiske ildsjæl, så fik jeg da også job i udlandet med det samme i en stor international virksomhed. Perfekt! En ny start. Det er pissehårdt at flytte - men det går nok når noget nyt, positivt og spændende venter på den anden side.

Desværre viste det sig, at stillingen var oversolgt og slet ikke indeholdte opgaver indenfor mine kernekompetencer eller arbejdsmæssige erfaring. Jeg bed tænderne sammen og tænkte, at jeg da sikkert kunne påvirke rollen og komme til at arbejde med det jeg er dygtig til. Vi var 4 på mit team, men de andre havde enten fået nyt job eller skulle på barsel - så pludselig efter bare 1 måned i det nye job, stod jeg alene med 4 menneskers arbejde. Og det var altså opgaver, jeg slet ikke havde det godt med at skulle håndterer og på et sprog jeg ikke beherskede 100%. Men jeg er en ildsjæl som ikke giver op, men som bare knokler igennem og gør det hele så godt jeg kan. Pligtopfyldende og ambitiøs uanset hvad.

Derhjemme tudede jeg næsten hver aften. Jeg kunne ikke skjule mine frustrationer over arbejdet og en dag kom en kollega også ubemærket ind på mit kontor og så at jeg græd. Jeg undskyldte det med, at jeg havde for meget at se til og at jeg sikkert også havde hjemve. Søvnproblemerne blev værre og værre. Jeg havde tit mareridt om natten og vækkede ofte min kæreste ved at jeg skreg, tudede eller travede hvileløst rundt herhjemme i rastløs- og søvnløshed. Jeg fik tit hold i nakken, dårlig mave og humøret var så ustabilt at jeg havde flere dage hvor jeg græd hele aftener uden at vide hvorfor. Jeg var bogstavligst talt depressiv. Min kæreste bestilte tid hos lægen igen og 3 uger efter sad jeg så der og fortalte om min situation, som jeg havde gjort tidligere overfor andre læger. Forskellen var bare, at denne læge straks sygemeldte mig i 2 uger, tog blodprøver og lod mig tage en stress- og depressionstest.

Det er nu et år og 12 ufatteligt hårde måneder siden hvor mit liv har været en kamp hver eneste dag. Hvor jeg pludselig ikke kan gøre helt alm. dagligdagsting som at cykle, gå i biografen eller være sammen med andre mennesker. Hvor min energi kan slippe op på et splitsekund og jeg bliver en zombie. Hvor jeg har grædt, gået til terapi, læge, psykolog, stresskursus, yoga og fået masser af anti-depressiv medicin samt sovepiller. Når jeg har set mig selv i spejlet har jeg ikke kunne genkende mig selv. Der har været dage hvor jeg mest af alt bare har lyst til at give op og forsvinde fra livet fordi det er så uendeligt svært for mig. Jeg har dårlig samvittighed overfor min kæreste, min familie og mig selv. Jeg har taget 10 kg på, fået udslæt i ansigtet og tydelige rynker. Jeg kan ikke smile rigtigt.... og min selvtillid er efterhåndet blevet så lav at jeg dagligt forventer at min kæreste forlader mig og at jeg skal forblive tyk og ulykkelig for evigt. Jeg er udmattet og træt i krop og sind. Jeg orker kun få aktiviteter i løbet af min dag og jeg må konstant prioritere hvem jeg ser, hvad jeg laver og hvor længe jeg kan lave det.

Jeg har gode dage også. Dage hvor jeg tænker at jeg da næsten er rask igen. Men så kommer trætheden og lækkert et tykt, tungt tæppe over optimismen. Men jeg giver ikke op. Jeg vil ikke - jeg vil tilbage og være endnu stærkere end jeg var inden jeg blev syg. Jeg vil lære så meget som muligt af det jeg går igennem så jeg kende mig selv 100 % og gøre alt i verden for ikke at havne her i helvede igen. Og bestemt også så jeg kan hjælpe andre, der er i risikozonen for at havne samme sted......

Men bloggen her vil jeg dele min hverdag på godt og ondt mens jeg kæmper mig tilbage til balancen, glæden og et almindeligt liv uden medicin og tunge begrænsninger.