Fra social og udadvendt til introvert og asocial.

Det med, at et år afsluttes og et nyt skal begynde kan godt gøre mig meget eftertænksom. 2014 har ærligt talt ikke været det mest fantastiske år for mig, men været præget af forandringer på godt og ondt, frustrationer og udfordringer med at acceptere mig som den jeg er. NU. For engang var jeg meget social og udadvendt. Havde meget overskud og tog ofte initiativ til at ses, lave ting eller gå i gang med nye projekter. Efter 3 års kamp med depression, stress, angst og udbrændthed - så er der kommet andre boller på suppen i mit liv. Jeg er ofte den der må sige nej tak til at være med når mine veninder ses eller når kollegaerne skal mødes efter arbejde. Jeg bliver nødt til at sidde hjemme og være alene for at mit nervesystem kan holde til de mest basale ting som at handle ind, være til familie komsammen eller blot at komme igennem en almindelig arbejdsdag med det, den kræver. Min energi er ikke uendelig. Og konsekvensen ved at løbe tør for energi er simpelthen for stor i forhold til at deltage i et social arrangement, som mit tidligere jeg ville have storelsket. Kampen om at acceptere dette ligger både inden i mig (fordi jeg går glip af ting, jeg plejer at synes er superfedt og som giver positiv energi), men også i min omverden der har meget svært ved at forstå, at jeg har forandret mig. Der er røget en håndfuld gode veninder i svinget. Det er også hårdt at acceptere, at de har svært ved at forholde sig til den nye mig, der måske takker nej til at ses i sidste øjeblik. For dem er min sygdom usynlig. Jeg ser jo næsten ud som jeg plejer, men inden i er det anderledes. De ved ikke hvad prisen er hvis jeg brænder ud, men det ved min kæreste. Og jeg kan ikke se ham i øjnene gang på gang fordi jeg ikke har formået at passe på mig selv og brænder ud. For det er ham, der gang på gang samler mig op når jeg mentalt og fysisk nærmest er som et lille uselvstændigt barn, der bare tuder og har ondt i livet. Det er ham, der stadig skal elske mig og rumme mig, selvom mit sind og humør svinger ned i det mørkeste hul og sjældnere kigger op.

Så hvor er jeg på min rejse tilbage til balancen og det almindelige liv uden ustabilitet og usikkerhed?
- Jeg har trappet ud af medicinen. 100 %. Det føles som en lettelse, selvom det har været meget hårdt. Nul medicin betyder igen pænere hud, stærkere negle og sundt hår. Jeg håber stadig også, at det får en postiv virkning på vægten.

- Jeg formår at arbejde fuldtid, har fået en rigtig god chef og fundet en anden balance i work-life.

- Jeg takker nej til ting, der føles uoverskuelige og mærker efter om jeg reelt har energien til at deltage - også selvom det koster på venskabs-kontoen at jeg føler mig tvunget til at være egoistisk og ærlig omkring min situation og mit energi-niveau.

- Jeg har meget svært ved at acceptere, at jeg stadig ikke er "som jeg plejer". Jeg drømmer om den frihed der er i, at jeg ikke hele tiden er nødt til at være bevidst om alt hvad jeg bruger min tid og energi på, og hvad jeg udsætter mit sensitive nervesystem for.

- Meditation er min ven. Naturen er min ven. Jo mere jeg tilbringer tid med disse to, des bedre kan jeg kapere det øvrige liv.

Hvor er du i dit liv?

To skridt frem og tre tilbage. På rette vej?

Det er snart over 2 år siden jeg officielt blev udbrændt og sygemeldt. I 2 år har jeg kæmpet med museskridt. To skridt frem. Så tre tilbage igen. Status pt? Jeg er stadig i tvivl om jeg er på rette vej. Jovist, det er bedre end for 2 år siden og jeg har lært en masse om at passe på mig selv. Men jeg havner stadig også i situationer hvor tårerne triller umotiveret ned at mine kinder og jeg føler mig dybt ulykkelig. Jeg er stadig "overfølsom" over for for mange sociale aktiviteter og må takke nej til fest, hyggelige arrangementer og eller sociale begivenheder. Og fornylig fik jeg et angstanfald til en koncert, der ellers både skulle have været både sjov og hyggelig. Jeg er klart på rette vej, men vejen føles virkelig lang og tung. Jeg formår at arbejde fuldtid, hvis jeg så holder mig fra for mange andre planer. Jeg er bedre til at mærke efter om jeg har energi til f.eks. veninde-hygge eller lignende. Men hold fast hvor jeg stadig føler mig sart, sensitiv og ustabil. Hvis du står der på vippen og ved, at du er lidt for stresset - eller hvis du ligger søvnløs om natten i bekymring - så lov mig at du søger hjælp HURTIGT. At du passer på dig selv og tager stress symptomerne alvorligt. Havner du først i en reel udmatning med depression og udbrændthed - så er vejen så uendelig lang og hård tilbage til hverdagen!

Kroppens advarselslamper

De sidste par uger har min krop løbende blinket med advarselslamperne. Jeg genkender signalerne, men glemmer at lytte ordetligt efter i kroppen. De søvnløse nætter, mareridt, glemsomhed og tårerne, der triller ned af kinderne nærmest uden årsag. Og de gode vaner, som er pist forsvundet. Jeg arbejder mere end fuldtid. Selvom jeg har lært mig at have en vis distance til arbejdet og holde uroen, presset og stemningerne på afstand - så bliver jeg åbenbart stadig ubevist påvirket. Andre advarselssignaler fra kroppen er den oppustede mave, som ligner en ballon samt den uregelmæssige mens-cyklus. Jeg er skidebange. Bange for at havne tilbage i den tilstand hvor jeg havde det allerværst. Bange for at skulle gå til læge igen. Bange for at indrømme på arbejdspladsen, at jeg ikke er 100% stabil. Det er en daglig hård kamp for at være nogenlunde normal og i balance og pt. ved jeg ikke helt om jeg kan vinde….. Det er som om depressionen og alle de trælse symptomer kommer snigende tilbage i mit liv!

For meget hverdag. For lidt weekend.

Lige pt. føler jeg der er alt for meget hverdag og alt for lidt weekend. Fredag og halvdelen af lørdag går med at sunde mig oven på arbejdsugen. Søndag er dejlig, men ved aftenstid begynder jeg allerede at frygte hverdagspresset igen. Dette har været min store udfordring siden jeg startede med at arbejde fuldtid igen - at jeg har for lidt tid til at hvile, motion samt aktiviteter, der giver positiv energi. Det lyder måske lidt luksusagtigt, men her 2 år efter jeg fik konstateret at jeg var udbrændt pga. stress, så er jeg stadig sensitiv, følsom og ude af balance. Det går da fremad, men det går meget langsomt fremad. Hver eneste dag skal jeg tænke over hvad jeg takker ja til - og sikre, at jeg hviler mig mellem aktiviteter. Og det er virkelig ikke let på en almindelig arbejdsplads hvor hverdagen går huhej-derud af. Mandag er altid en hård dag for mig. I dag har den været ekstra hård. Jeg glemte at tage min medicin i morges og jeg aner ikke om det, der er årsagen til, at jeg har fået det meget skidt. Efter job var jeg både svimmel, havde migræne-agtigt hovedpine og måtte skynde mig hjem for at kaste op! Kan det virkelig være fordi jeg glemte en enkel dosis af lykkepillerne, som jeg ellers er igang med at trappe ud af?

Kom i gang med meditation

Meditation er først noget jeg fik øjnene op for, da jeg blev tvunget til at få mentalt ro, stilhed og hvile. Altså efter jeg fik konstateret, at jeg var mentalt udbrændt pga. stress. Gennem kundalini yoga har jeg lært forskellige åndedrætsteknikker samt mantra-meditationer. Men det behøver slet, slet ikke være så "alternativt" for at gøre underværker. Bare det, at ligge på et tæppe på græsset og kigge op på den blå himmel, kan være meditativt. At tage tid til hvile. Eller lytte på et stykke godt musik med lukkede øjne kan også være meditation. En af de meditationsværktøjer, som har været min bedste ven gennem de sidste par år, er de små 5-10 min. guidede meditationer fra bogen "Meditation for Alle" af Ingrid Ortmann". Øvelserne er korte og meget lavpraktiske - og kan udføres hvor-som-helst. Jeg har især været glad for "godnatøvelserne" når jeg har haft problemer med at falde i søvn ligesom øvelsen til at blive rolig og afslappet, også har været flittigt anvendt. Bogen koster 199 kr hos Rosinante og selve meditationsøvelserne på den medfølgende CD er alle pengene værd efter min mening. 

Mindre medicin. Mere lykke?

Jeg har trappet yderligere 25 mg ned i min medicin. Lykkepillerne. Dem, som jeg tidligere har skrevet om her. Det har ikke været svært at trappe ud - jeg føler ikke jeg kan mærke nogen forskel på mit humør eller sind - og jeg tænker stadig om de overhovedet har hjulpet mig gennem depressionen. Jeg får stadig 50 mg sertralin nu. Min læge siger, at jeg ikke skal forvente at trappe yderligere ned før jeg føler mig 95% i balance - ellers har udgangspunktet været, at jeg skal være på hvert nedtrapningsniveau i ca. 6- 8 uger. Og nedtrappe med 25 mg ad gangen. Men er jeg gladere? Ja, det er jeg faktisk. Det er en lettelse at slippe medicinen. Det er en lettelse, at jeg ikke mærker, at medicinen forsvinder i mit humør. Er jeg mere lykkelig? Nej ikke nødvendigvis. Jeg kæmper stadig med depressive dage, grå skyer og følelser om lavt selvværd, der giver tårer og udfordringer. Egentlig har jeg en lille krise hver dag med mig selv. Ofte pga. træthed. Jeg bliver bedre og bedre til at kende mig selv om mine egne begrænsninger så jeg kan passe på min energi og finde balance i de ting jeg gør. Jeg tillader mig selv at græde og være træt - eller deprimeret. Men de dage og situationer bliver heldigvis færre og færre. Jeg er på vej tilbage til et medicin-frit liv. I sneglefart. Og med mange huller og fælder, som jeg kan falde i på vejen….

Mere stilhed, tak!

Før jeg blev stressramt havde jeg ikke et problem med larm, uro eller lyde. Nu er jeg virkelig sensitiv overfor larm og er helt afhængig af mine støjreducerende hørebøffer samt stille pusterum i hverdagen. Det er faktisk ikke så sært at vores hjerne brænder ud med alt det støj og larm vi udsættes for. En ting er, at vi udsættes for lyde og larm fra vores omgivelser, men så er der også alt det andet. F.eks. når du ringer til offentlige institutioner og venter i telefonkøen - her kører altid det skingreste musik som "underholdning" mens du venter. Hvorfor? På OK-tankstationen "snakker" benzinstanderen til dig og spiller musik mens du tanker. Er det nu nødvendigt? For det ikke skal være løgn, så oplever jeg også ofte, at der i større byer er enormt højt musik eller sågar en DJ, der enten pifter stemningen op i butikkerne eller måske endda på gågaden. Det samme gør sig gældende i supermarkederne hvor den ene digitale søjle udsender højlydte reklamer oveni alt "musakken" der allerede spiller i baggrunden. Hvem har fundet på, at vi konstant skal stimuleres med lyde og omgives af støj? Jeg tror, at det ville være en stor fordel hvis vi fik flere stillerum på kontorerne eller i skolerne hvor vi kan trække os tilbage og isolere os fra larm. Eller hvis vi udviste større hensyn til hinanden i store menneskemængder. Det bedste sted at få ægte stilhed er i naturen. Her hersker en helt anden ro og afslapning, der kræser om hjernen efter alle de andre stimuleringer i omgivelserne som gør hjernen træt.

Ensomhed & afsavn.

Jeg har en kæreste, en mor, en søster, nevøer og veninder. Jeg har et job med kolleager og et netværk omkring. På den måde er jeg meget taknemmelig og heldig. Alligevel rammer ensomhedsfølelsen mig ofte. Jeg føler mig alene med mine udfordringer. Min depression og udbrændthed tvinger mig også til at være asocial eller takke nej til ting. Mit selvværd er ustabilt og der er dage hvor jeg ikke forstår hvorfor min kæreste stadig gider at være sammen med mig. Der er også dage hvor jeg lider så store kærlighedsafsavn, at jeg ikke tror, at nogen kan lide mig mere eller gider at være sammen med mig. På den måde er mental sygdom meget tricky fordi at de tanker og følelser jeg har er min virkelighed. Det føles rigtigt og ægte når jeg er ensom og savner kærlighed. Men det er ikke nødvendigvis sandheden. For mig er det svært at navigere i hvornår det er den ægte sandhed eller hvornår det er min egen fejlfortolkning af virkeligheden. Mon det bliver bedre med tiden? Min dømmekraft for om føleserne er min sindstilstand, der spiller mig et puds - eller om mine følelser er virkelige i virkeligheden…..

Stop og tænk. Et redskab til finde nye veje….

Et af de redskaber jeg fik med fra mine psykologtimer er "STOP & TÆNK". Et simpelt, men ret effektivt værktøj til at finde nye veje og arbejde aktivt på at ændre vaner og adfærd. Det går i sin enkelthed ud på, at du i en given presset/udfordrende situation siger STOP & TÆNK til dig selv. Stop op for at vurdere hvordan du plejer at reagerer på den situation samt evalurere om det egentlig giver dig det bedste udfald. Hvis du plejer at træffe et valg, der måske bare gør tilfældet værre - så overvej alternative veje. Det handler i høj grad og at blive bevidst om, at du rent faktisk har et valg. Du kan vælge at gøre som du plejer - bevæge dig i samme mønstre og vaner, der evt. ikke har nogen positiv indflydelse på din mentale tilstand. Eller du stoppe op og vælge en anden vej, der måske giver et bedre resultat. Det er jo pissesvært at ændre adfærd, som ligger så rodfæstet i vores væremåde, at vi knap tænker over hvad vi foretager os. Men for mig har det hjulpet at se på beslutningsprocessen som et tog, hvor jeg enten kan stå af på samme perron som jeg plejer og dermed også ende i samme følelsesmæssige nedtur som jeg plejer - eller jeg kan stå af toget et stop tidligere eller efter! Pt. tænker jeg meget over netop dette fordi jeg arbejder fuldtid og stadig er stress-sensitiv. Nu forsøger jeg at overveje mine muligheder grundigt inden jeg havner i den onde stress-spiral igen. 

Hvordan arbejder du med at ændre dårlige vaner og adfærdsmønstre for at få det bedre?

Depression & arbejdsliv

Nu arbejder jeg fuldtid på en ny arbejdsplads. Jeg er omgivet af søde mennesker og jeg må indrømme, at jeg trives mere end jeg troede. Et rigtigt godt udgangspunkt for et nyt liv. Jeg er træt. Uendelig træt. Naturligt så længe jeg er ny og skal bearbejde alle nye indtryk fra arbejdsdagen. Det har været godt, at få en mere struktureret hverdag, men jeg har langt fra overskud til meget andet i løbet af arbejdsdagene. Dvs. jeg undgår sociale aftaler og passer ekstragodt på mig selv. Jeg kæmper med, at finde den pokkers balance. Jeg kæmper med at komme ud af døren for at gå en lillebitte tur når jeg har fri, fordi jeg bruger alt min energi på jobbet. Jeg har haft dage hvor jeg i træthed bare har tårer, der triller ned af kinderne. I nat lå jeg vågen 2 timer og tænkte på job - og det giver mig flash back til de symptomer som var værst, da min depression var slemmest. I morges havde jeg mest lyst til at melde mig syg, men det forpligter at være den nye. Jeg har hverken oplyst at jeg har været langtidssygemeldt med stress og depression eller at jeg kan blive dødtræt. Burde jeg dele den slags oplysninger med min nye arbejdsplads? Og kan jeg "skjule" hvis jeg skulle ha dage, hvor jeg reelt ikke har det godt mens jeg er på job?

Det er ikke nemt, at bøvle med en usynlig sygdom, som kræver forklaring og som nemt bliver en personlig historier, som jeg ikke har lyst til at dele med alle. Til folk jeg kender rigtigt godt fortæller jeg jo gerne, at jeg ikke er på toppen og at mit sind er udbrændt. At det er lidt som at have et brækket ben man ikke må bruge eller som man skal træne op igen - bare at mit ben er brækket i hjernen og sindet….

Uro og ubalance

Jeg har været stille. For jeg har haft en periode hvor den ene forandring har erstattet den anden. Først var jeg jo så lettet over at have sagt mit job op. Jeg svævede nærmest og følte mig glad og nærmest normal igen. Men nu begynder puslespilsbrikkerne at falde på plads - på et praktisk plan. F.eks venter et nyt job om hjørnet og jeg håber sådan, at jeg formår at holde min balance så jeg ikke brænder ud igen eller forværre min situation. Men i de sidste uger jeg ikke haft styr på mine daglige rutiner og haft en struktur på hverdagen. Tiden er løbet fra mig - og jeg hverken hvilet, trænet eller passes på mig selv. Derfor har jeg også været plaget af uro og ubalance. En dag i sidste uge var jeg så meget ved siden af min selv, at jeg måtte bede min søster om at hente mig da min bedre halvdel var tvunget til at ta på job. Selv blev jeg meget forskrækket over min tilstand… forskrækket over hvor følsom jeg stadig er og hvor  meget jeg skal passe på min krop og mit sind. Kroppen har behov for rutine: faste spise- og sovetider. Hjernen bliver nødt til at få ro via meditation og afslapning - ikke bare bekymringer og grublerier når jeg er alene hjemme….Jeg må erkende, at grænsen mellem nedtur og normal balance er hårfin. Og at jeg virkelig, virkelig kommer til at få en udfordring med at passe på mig selv når jeg fra mandag igen skal formå at arbejde fuldtid på et nyt arbejde.  

Jeg har sagt op! Følelsen af at være en lotusblomst eller åkande.

Som størstedelen af alle andre, der går ned med stress er jeg meget resultatorienteret, pligtopfyldende og ambitiøs. Derfor har jeg heller aldrig givet op. Jeg fuldførte min universitetsuddannelse direkte efter handelskolen uden at holde pause. Også selvom uddannelsen ikke var 100% mig. Jeg har brugt meget energi og mange kræfter på at acceptere dårlige chefer, ufleksible arbejdspladser og har altid forsøgt at engagere mig personligt så det negative kan vendes til noget positivt. Det er første gang i mit liv, jeg har  sagt op uden at have et andet job på hånden. Det er altid en stor beslutning for mig, at afslutte ting i mit liv - men denne gang føles det som om, at to tunge elefanter er forsvundet fra mine skuldre. Jeg har sagt op! Nej tak til arbejdsopgaver, som ingen takker mig for at jeg tager ansvar for. Nej tak til inkompetente chefer. Og nej tak til, at fortsætte med at kæmpe for at blive frisk igen på en arbejdsplads, der ikke har fleksibilitet til at tilpasse situationen midlertidigt til at jeg er på toppen igen og som ikke tager ansvar for sine fejl. Selvom det ikke føles trygt at være arbejdssøgende uden økonomisk backup, så har jeg det lidt som en åkande eller lotusblomsten, der har kæmpet sig op igennem det beskidte mudder og mørke vand for blomstrer, kunne mærke sollys og frisk luft til en forandring. Jeg føler faktisk, at jeg lever lidt mere igen….

Sol og forårsglæde udendørs. Tristhed og grå skyer i mit sind.

Jeg kan virkelig godt se, mærke og nyde, at der er blevet forår og solskinsvarmt udendørs. Jeg bruger min energi på at fortælle mig selv, at det er dejligt. Dejligt med lys, sol og varme. Dejligt at spise is eller holde i hånd med min kæreste. Dejligt at gå tur udenfor uden jakke. Jeg anerkender det - det ER dejligt og jeg nyder både foråret og vejret, som nu endelig er blevet rigtigt godt og varmt. Men samtidig er jeg ramt af ambivalente følelser… jeg har haft 3-4 dage med triste og deprimerede tanker, som om de grå skyer bare har trukket sig sammen i mit sind. Ubegrundet, som det nok tit er, når det er en reel depression. Jeg har været træt, grædt og følt mig ussel. Jeg har været hård ved mig selv fordi jeg har fået et jobafslag, ikke får trænet som jeg skal og ikke i det hele taget ikke føles, at jeg lykkes eller kan finde ud af at være rigtig glad. Negative tanker rumsterer i mit sind, mens verden omkring mig er samlet til påskehygge og solbadning…. jeg bliver misundelig på at andre kan være glade og have det sjovt. Og at de kan gøre lige hvad de vil uden at bekymre sig om træthed, udmattelse eller angstanfald. At de smukke kvinder kan vimse rundt i korte kjoler og shoppe eller være sociale i hele dage uden at de pludselig mister selvtilliden, selvværdet eller bliver så udmattede, at de skal gå med museskridt hjem eller ringe efter nogen, der kan hente dem inden tårerne bare triller ned af kinderne. Det gælder om ikke at sammenligne sig selv med andre. I know. Og jeg forsøger ikke at sammenligne mig selv, min "tilstand" eller mit liv med "de andre" - men for pokker hvor gad jeg godt holde fri bare en måned fra det her triste, hårde humørhelvede som dagligt er en kamp. Bare en måned hvor jeg ikke konstant behøver at tænke over hvad jeg laver, om jeg spiser sundt, træner, sover ordentligt, tager min medicin, balancerer energien, går til yoga, slapper af, passer på med ikke at spise for meget, få rørt mig, få lys, meditere, at jeg skal til læge og andre små ting, der hurtigt bliver store i mængden. Det her er vel bare endnu en lille nedtur på vejen op ad, men hver nedtur er hård og streng. Jeg vil op på toppen, holde balancen og blive der….. Og nu skal jeg bare have vendt den her nedtursskude om, så jeg også kan få fuld fornøjelse af både sol og forårsglæden.

Hvad hjælper dig når du er trist eller ramt af grå skyer i sindet? 

Mit Humør. En gratis app, der holder styr på dit humør dag for dag

Denne app er udviklet af et medicinal firma sammen med psykiateren Bodil Andersen og Depressionsforeningen. Den kan downloades gratis på app store og er et enkelt værktøj til at holde styr på hvordan du har det dag for dag. Altså en slags humørdagbog. Derudover har appen en håndfuld gode råd til hvis du er depressiv ligesom den har en række gode mindfulness øvelser, som jeg vil mene, at alle - depressiv eller ej -  kan have nytte og fornøjelse af at lytte til - de er korte, enkelte og anvendelige som et pusterum i hverdagen. Hvis du får lykkepiller eller anden medicin mod depression, angst eller stress, så kan du også bruge appen som en daglig påmindelse om, at du skal tage dine piller.

Motion mod udbrændthed, depression & angst

I dag har jeg været til en samtale hos en slags træningsvejleder. Det var min læge, der anbefalede mig en snak med sådan en slags coach i forhold til hvordan jeg skal tilrettelægge min træning. Sagen er nemlig den, at jeg bliver alt for ambitiøs med hvad jeg skal lave af motion. Jeg læser om sunde diæter og nye træningsmetoder - laver træningsskemaer og skriver alt ned. Mine mål er naturligvis vægttab, bedre kondition og lavere BMI fordi jeg har taget på under min sygdom. Se f.eks. det meget ambitiøse skema, som jeg delte her på bloggen i starten af februar med min træningsplaner. Jeg indser igen og igen, at dette er en klassisk fejl, jeg ofte begår. Jeg bruger tid og energi på at planlægge og strukturere hvad jeg skal gøre for at blive sund, tabe mig og få det bedre. Jeg skriver ned, printer ud og sætter i system hvad, hvornår og hvorfor - men i virkeligheden holder mine planer altid kun meget kortvarigt. Derfor ender jeg også tit med at give op i mine træningstiltag fordi det hurtigt bliver langt mere ekstremt end hvad jeg orker, har tid til og synes er sjovt. Heldigvis fik jeg følgende råd omkring motion mod udbrændthed, depression og angst i dag og deler gerne mine noter med dig:

Mærk efter dagsformen. Har du alm energiniveau, er du udkørt, angstfyldt eller deprimeret? Vælg dagens aktivitet ud fra dagsformen. 

A. Har du alm. energi, så sørg for at bevæge dig ca. 40 min i løbet af dagen 5 af ugens dage. Evt. deles motionen op i 2 x 20 min. Det kan være en gåtur i frokostpausen, på vej til job eller måske hjem fra arbejdet.  5-7 min skal du ha pulsen op i løbet af din dagelige gåtur. Det er faktisk okey bare at styrke op af trapper eller en bakke på vejen for at få gang forbrændingen.

B. Er du deprimeret og nedstemt så gælder det faktisk om at gå en endnu længere tur, men uden at få pulsen eller intensiteten specielt højt op. På den måde får du gang i de hormoner, der påvirker psyken positivt uden at du udmatter dig selv yderligere. Yoga og meditation er også godt på dage hvor du er nedstemt og trist.

C. Har du angst og føles dig uroligt, så er det bedste med høj intensitetstræning f.eks. løb. Det afhjælper kroppen med at modarbejde angsten.

I stedet for at opsætte urealistiske mål eller lave en for ambitiøs plan for din træning, så er det bedre at have en træningsstrategi, der fokuserer på frekvens og rutine så længe du er ramt af stress, udbrændthed og depression. 

Kroppen og fysikken elsker rutiner både når det kommer til måltider, søvn og træning. Det er vores hjerne og psyke der søger forandring og fornyelse uden at vide hvad der egentlig er bedst for kroppens helbred som helhed. Altså bliver vi let grebet af stemningen fra vores omgivelser, sundhedsblade og trends, der kan være for ekstreme for os, der har en mental- og fysisk ubalance pga. stress. Dvs. ingen slankekure, maratontræning eller andet som er alt for krævende med tanke på kroppens tilstand og situationen lige nu. Derfor må jeg igen påminde mig selv om at finde balancen.

Balancen mellem aktivitet og hvile. Balancen mellem hvad jeg spiser og hvor meget jeg rører mig. Balancen i forhold til frekvens, intensitet og varighed mellem den motion jeg dyrker i det daglige for at passe på min krop og mit sind.  

Lykkepiller eller ej?

For halvandet år siden da jeg kom til lægen første gang, formodede han at jeg havde en depression som konsekvens af min langvarige stress. Det blev bekræftet af depressionstesten at jeg havde en moderat til svær depression. Det var et chok at få det sort på hvidt, selvom jeg sikkert havde på fornemmelsen, at det ikke var helt normalt at græde hele tiden og føle sig trist, tom og asocial. En ting var selve diagnosen. Det andet var, at lægen straks udskrev medicin til mig. Lykkepiller! De forbandede piller, som har været omdiskuteret en masse i medierne som det ondeste gift og som en skodmedicin med flere bivirkninger end effekter. Den medicin skulle jeg tage. Bivirkningerne i begyndelsen var forfærdelige. Mareridt, søvnløshed, ingen appetit og som  om jeg bare var i en tåge. Dosen blev efterhånden justeret, så jeg endte på 100 mg sertralin dagligt. Medicinen har været min dårlige samvittighed. Den har givet mig overvægt og uren hud. Og den har også været min personlige hemmelighed under sygemeldingen. Om den har virket aner jeg ikke. Jeg har nemlig stadig været trist og nede, men ved naturligvis ikke om det havde været helt forfærdelig hvis jeg ikke havde fået hjælp fra lykkepillerne. For knap 6 uger siden startede jeg ENDELIG nedtrapningen efter jeg havde plaget min læge om det i flere måneder. Det er gået fint med at trappe de første 25 mg ned og fra næste uge trapper jeg yderligere ned med 25 mg til jeg - forhåbentlig - til efteråret engang, kan slippe giften HELT. 

Har du erfaringer med lykkepiller? Er du for eller imod? Har de hjulpet dig eller givet dig grimme bivirkninger? Del meget gerne din holdning her så vi får et nuanceret billede af medicin til lindring og afhjælp af psykiske lidelser. 

Er vi hvad vi arbejder med? Hvor blev work/life balancen af?

"Vi vælger selv at gøre alt på én gang. For fuld skrue. Få børn, købe drømmehus, idyllisk sommerhus, designermøbler, lækker bil og eksotiske ferier – og gøre karriere. Alt, hvad der karakteriserer et succesfuldt, behageligt, moderne liv… Og vores jobtitel er vores personlige brand. Vi er, hvad vi arbejder med. Uddannelse og arbejde er afgørende for identitet og prestige. Og vi bliver tudet ørene fulde med, at huller i CV’et er farlige, og hvor svært det er at stå på karrierebussen igen, hvis man først har trykket stop eller bare sænket farten."

Jeg har lige læst en tankevækkende artikel i Informationen med disse ord. Artiklen handler om hvordan vores samfund, liv og individuelle identitet handler om ARBEJDE. Om ikke mindst om hvilken konsekvens det har for børn. Uanset om du har børn eller ej, så er der stof til eftertanke her. Jeg tror ikke selv jeg har lyst til at stå på karrierebussen igen efter halvandet år med stress, udbrændthed, depression og krise - alt sammen fordi jeg havde for travlt med for mange ting på een gang. Og måske ting, der egentlig ikke giver værdi i virkeligheden. 

Om chefens egentlige ansvar og hvorfor uegnede ledere påvirker arbejdstrivslen fatalt

Dette er et af de mest inspirerende seminarer jeg har set længe. Det giver nemlig så god mening hvorfor jeg ikke har kunne trives med flere af mine chefer. Ganske enkelt fordi de ikke har opfyldt rollen, som vores biologiske og genetiske arv helt naturligt foreskriver - nemlig at lederen af flokken er den, der for enhver pris skal sørge for tryghed og trivsel. Fremfor at presse flokken til at skabe resultater for egen vinding og anderkendelse. En god leder formår at få hele flokken/teamet til at føle sig vigtige, værdsatte og sikre, at hver enkelt har lederen som støtte i ryggen. Hvis flokken/medarbejderne ikke stoler på chefen fordi denne f.eks. ikke betaler prisen eller tager konsekvenserne når de brænder på - så går det udover både trivsel på arbejdspladsen og effektiviteten. Generelt er det et stort problem, at det karrieremæssigt er blevet så prestigefyldt at være chef eller leder - alle vil have det på CVet og være ansvarlig for et team. Hvorfor? Desværre er det ganske få, der er egnet til rollen og som egentlig formår, at have den beskyttende og tryghedsgivende funktion, som vi i flokken forventer. Det handler meget mere om at være empatisk, forstående og støttende end det handler om at skabe resultater, så de øverste i herakiet klapper i hænderne. Når en leder ikke just er et naturtalent, bliver konsekvensen at flokken/teamet/vi ikke formår at arbejde effektivt fordi vi ikke trives og er tvunget til at passe på os selv og vores egen ryg. Simon Sinek forklarer i denne video hvorfor dårligt lederskab har fatale konsekvenser i vores personlige relationer - og hvad det rent faktisk betyder på arbejdspladsen.

Kampen mod sociale tømmermænd som udbrændt

Før jeg blev ramt af stress/udbrændt var jeg utrolig social og havde altid aftaler med andre mennesker. Jeg elskede godt selskab og var sjældent alene. Nu ser min verden helt anderledes ud. Jeg har fundet ud af, at der nu er noget, der hedder sociale tømmermænd i mit liv. Den tunge, trættende følelse af at have tømmermænd efter en lang nat i byen med lidt ondt i hovedet og en slatten krop og nul energi til følge er nemlig en perfekt sammenligning af hvordan det mærkes så snart jeg har været for social eller haft for mange aftaler. Ligesom prisen for at drikke for meget alkohol kan være ret høj senere, så er det på helt samme måde for mig mht. socialt samvær. Pt kan jeg ikke holde til det fordi det suger min energi og udmatter mig. Det er som om lyde, lugte, snak og mange mennesker overstimulerer min hjerne så jeg bliver fysisk træt. Gang på gang er jeg brændt sammen når jeg kommer hjem f.eks. efter en weekend med besøgende eller en alt for lang dag på arbejdet. Det koster på kræfterne. Nu har jeg lært at sige NEJ til halvdelen af de sociale arrangementer og vælger med omhu hvem, hvor og hvad jeg er med til. Det er pissehårdt, men nødvendigt. Jeg håber, at jeg vinder den her kamp mod sociale tømmermænd for jeg savner mit mere udadvendte liv, hvor jeg ikke behøver at hvile eller være alene mellem hver eneste aftale…. Tippet fra min læge er stadig, at jeg bør fordele hvile og aktivitet 50/50. Et godt tip, men en svær udfordring at efterleve i praksis.

Hvordan fordeler du mon hvile og aktivitet for at finde den fineste balance?

Om stress, hudproblemer og plejende kokosolie

Hudproblemer som udslæt, tør eller uren hud er klassiske symptomer på stress. Og desværre er jeg ikke disse bivirkninger foruden . Selvom jeg allerede er kommet langt i mit stressforløb, så bliver mit ansigt ved med at være ramt af tør og uren hud. Det er ikke bumser, men nærmere en slags hormonknopper, der både er ømme og synlige. Om det er stress, medicin eller egentlig hormoner ved jeg faktisk ikke. Udslæt og knopperne sidder primært på kæbepartiet og halsen, men både den øverste del af ryggen og brystet er også ramt. Det er ikke just noget, der har en positiv indflydelse på det i forvejen udsatte selvværd og derfor er det noget, jeg er rigtig ked af at bøvle med oveni alt det andet. Den sidste uge har jeg dog for første gang fundet en simpel, men funktionel pleje af min stressede problemhud som umiddelbart ser ud til at virke effektivt. Kokosolie. Ren, økologisk og koldpresset kokosolie som jeg smører på om aftenen som en natcreme efter jeg har vasket mit ansigt. Jeg dufter godt nok eksotisk, men jeg føler, at det har hjulpet både på knopperne og tørheden. 

Har du et godt tip mod stressramt hud?

At være udbrændt. Det føles som at gå i alt for små sko…..

Det kan være svært at se eller mærke på en person om vedkommende er udmattet eller udbrændt f.eks. pga. stress. På overfladen kan vi nemlig se friske ud og vi kan også virke som om vi er på toppen eller som vores sædvanlige jeg. Men undervurder ikke en sygemelding med udmattelse eller udbrændthed. I mit tilfælde er jeg "på" når jeg er sammen med andre eller er på job. Men at være social eller på arbejde kræver virkelig meget energi. Hvis jeg ikke passer på at balancere mellem aktivitet og hvile så rammes jeg for alvor når jeg f.eks. kommer hjem eller har weekend. Det er virkelig som om energien forlader kroppen og jeg bliver en utroligt gammel dame, der går langsomt og ikke kan holde til støj, mennesker eller orker andet end at stene på sofaen. Selv de mindste hverdagsting kan virke uoverskuelige og anstrengende. 

Min psykolog gav et rammende billede på hvordan det føles at være udbrændt - og det er en forklaring jeg har anvendt flere gange siden når jeg er løbet tør for energi og må ligge i dvale og undgå selv de mindste stressorer. Udbrændt og udmatning kan forklares med, at du hver eneste dag er nødt til at tage alt for små sko på hver eneste dag. De bliver allerede anstrengende at have på efter bare en dag i arbejdsugen. Og efter hver eneste af de efterfølgende dage i arbejdsugen bliver de små sko bare mere og mere anstrengende at gå i. Også selvom du tager dem af så snart du kommer hjem for at pleje og hvile fødderne. For at have energi til at gå på arbejde eller have sociale aftaler, så er du som udbrændt tvunget til at hvile. Til at slappe af i krop og sind - for mens du er ramt af udmatningen, så  føles det som om du går i bittesmå sko, der både gør dig træt, langsom og som sætter sine spor i kroppen. For mig forklarer det hvorfor jeg er så skidetræt og trist når jeg endelig er hjemme i min comfort zone. Og hvorfor mine weekender ofte bliver brugt på at restituere efter ugens anstrengende aktiviteter. Psykisk udmatning er jo uden sammenligning med den fysiske. Prisen for ikke at finde den hårfine balance når du allerede har ramt muren er utrolig høj.

 Så husk at tage skoene af og tillad dig selv at hvile, slappe af og restituere når du har mulighed for det…. 

Uro, angst eller stresset? Brum som en bi.

I I yoga har jeg lært en slags meditationsteknik mod uro og angst, der får hjernen til at slappe af. Det er nok mest naturligt, at lave den når man er alene hjemme eller f.eks. kører bil selv  Teknikken går ud på, at du tager en dyb vejrtrækning ind igennem næsten. Når du så puster ud igen – også gennem næsten – så skal du brumme som en bi (med lukket mund). Formålet er, at skabe viberationer med lyden, så prøv dig lidt frem. Gentag i 5-10 min og mærk efter, om det har gjort en forskel for dig. Jeg har anvendt det i bilen flere gange på vej til mit arbejde – bare for at slappe af og fokuserer indad inden jeg skal være på og omgivet af kaos, deadlines samt mennesker.

Hvordan mon du får hjernen til at slappe af og håndterer uro, angst og stress?

Motion mod stress, depression & udbrændthed

Motion er det mest velkendte sundhedstip - og også et af de første råd du får fra lægen når du er udbrændt, har depression eller er stressramt. Motion er ikke det samme som den vildeste fitnesstræning, men blot daglig rørelse af kroppen. Efter min sygemelding har jeg måtte acceptere, at en rask gåtur på 15 min er bedre end ingen motion overhovedet. At det er OK bare at cykle lidt, lave et par yoga- eller strækøvelser på stuegulvet. Alt tæller og er vigtigere end overhovedet ikke at få rørt sig. For bare 5-10 år siden var jeg en af dem, der besøgte fitnesscenteret dagligt. Og en af dem der både gik på dansehold og styrketrænede fast. Nu er jeg i stedet blevet hverdagsmotionist. Jeg håber, at jeg bliver mere fit i fremtiden og både holder min hjerne og krop velfungerende. Derfor har jeg igen meldt mig ind i et træningscenter. Nu ser mit ugenlige træningsprogram derfor sådan her ud:

Mandag: Morgentræning i fitness. 20 min kredsløbstræning + 20 min styrketræning
Tirsdag: 90 min Kundalini-yoga
Onsdag: Morgentræning i fitness. 20 min kredsløbstræning + 20 min styrke
Torsdag:  Morgentræning i fitness. 20 min kredsløbstræning + 20 min styrke
Fredag: 90 min morgenyoga, Kundalini
Lørdag- eller søndag: 1 times gåtur udenfor

Derudover vil jeg også bruge mine ben og cyklen som transportmiddel rundt i byen. Men det er bare bonus!

Om at vande de positive frø for at få det bedre

En dag til yoga gav yogalæren et rigtigt fint billede på hvordan man kan tænke på tanker og følelser som frø, der er sået gennem vores liv og oplevelser. Bevidst eller ubevidst i vores krop og sind. Hver gang vi tænker positivt og gør noget godt for os selv, så vander vi de positive frø så de kan spire og udvikle sig. Men kritiserer vi os selv, tænker negative tanker eller fokuserer på de dårlige, begrænsende aktiviteter omkring os - ja, så vander vi de negative frø, så de vokser sig større og får plads i krop og sind. Jeg synes det er et rigtigt godt billede på hvordan vi selv kan udvikle og øve os på at få en bedre og mere positiv indstilling til livet, os selv og vores omverden. Jeg vil ihvertfald blive bedre til at vande de positive frø i stedet for at få en indre skov af skodtanker!

Det lange, dybe yogiske åndedrag. Slap af i krop og sind.

Når vi stresser eller har f.eks. angstanfald, så trækker vi kun vejret i det øverste af lungerne. Det kan både give ubehag, som svimmelhed og kvalme – men det giver også fysiske smerter i kroppen når ilten ikke kommer ordentlig ud i alle celler. I kundalini yoga fokuserer man meget på vejrtræningen. Det dybe, yogiske åndedrag er noget jeg har lært gennem mine yogaklasser. Og jeg øver mig i det dagligt. Da det har hjulpet mig meget under min sygemelding vil jeg lige dele teknikken med dig:

Udgangspunktet er, at du skal først trække vejret langsomt ind – så meget, så din mave hæver sig. Herefter skal du have ilten op i lungerne. Så du trækker vejret yderligere ind så dine lunger hæver sig hele vejen op til kravebenet. Jeg plejer at tælle til 4-5 mens jeg trækker vejret ind. Så holder jeg vejret inde lige så lang tid (tæller til 4-5). Og puster så ud i modsatte rækkefølge: først luften ud af lungerne, derefter maven. Jeg holder vejret ude mens jeg igen tæller til 4-5 – og gentager hele forløbet som foroven. Flere gange dagligt prøver jeg at tage 3 dybe, yogiske åndedrag med lukkede øjne for at få kroppen og hjernen til at slappe af og for at få mig fokuseret mere på nuet. 

Læsestof: Rejsen til sundhed.

Jeg har fornyligt læst bogen Rejsen til sundhed, som jeg klart kan anbefale dig hvis du er interesseret i sundhed og gerne vil vide mere omkring hvad du selv kan gøre for at få det bedre. Der er interviews med sundhedseksperter, praktiske tips om urter, mad, krydderier, vejrtrækning og yoga. Du kan også tage bogens 8 ugers sundhedsudfordring, der har til formål at gi dig en sundere livsstil, der holder. Personligt bliver det helt sikkert en sundhedsbog, som jeg kommer til at anvende meget. Både pga opskrifterne, men som opslagsværk når jeg vil vide mere om f.eks. sukkerafhængighed, allergi og andre sundhedsemner. Der er faktisk også helt konkrete tips til hvordan du kan undgå stress, en guide til simple yoga- og mindfullness øvelser. Bogen koster 299 kr.

Stå af ræset. Se DR2 Tema om stress.

Hvis du ikke allerede har set DR2 programmet om stress, så kan jeg anbefale dig, at se det online. Og det er uanset om du allerede er ramt af stress, er pårørende til en med stresssymptomer eller bare gerne vil undgå at du selv bliver ramt af folkesygdommen, der ligger os ned som fluer.

Du kan se DR2 TEMA:
Stå af ræset her.

De sorte skyer, tomhed og frustrationerne.

Jeg har haft to frustrerende dage fyldt med tomhed og sorte skyer i sindet. Fuldstændig uforklarlige skyer. Når de trækker sig sammen og farver mit sind, så er det en ond cirkel og en spiral af negative tanker fyldt med tvivl. Jeg tvivler på mine værdier, min fremtid, min sundhed. Min tvivl bliver til frustration og tomhed. Frustration over, at jeg ikke kan gøre noget bedre for mig selv og ændre den dårlige situation og stemning.  Tomheden føles enorm indeni – som om at krop og sind bare er fyldt med forfærdelig sorg over et skodliv, der gør ondt. Frustrationerne vokser. Tankerne bliver dårligere og dårligere. Jeg bliver handlingslammet og kan næsten kun græde, ligge ned og kæmpe med tankerne. For jeg  aner virkelig ikke hvad fanden jeg snart skal gøre ved de her senarier. Jeg græd og græd og græd. Jeg lå bare som stenet i sengen og stirrede tomt ud i luften. Tænk at jeg kan føle mig så ulykkelig og værdiløs uden en reel grund. Tænk, at de sorte skyer kan styre humør og sind så meget, at jeg bare bliver en zombie. Tænk, at for lang tids stress kan give en slem depression og vende fuldstændig op og ned på ens livsstil.  Jeg har så mange drømme og forhåbninger om fremtiden. Jeg har så mange gode værdier, holdninger til sundhed og enorme ønsker om at forandre mig, så jeg kan leve lykkeligere og være mere stabil. Masser af viden, men ikke tilstrækkeligt med handling. Men hvad skal der til? Læge og psykolog siger TID. Tiden læger alle sår. Og medicin, meditation samt motion….. og den slags giver jeg det da også. Masser af meditation, hvile og behandling. Moderat motion og daglig medicin. Alligevel venter jeg stadig på den store, åbenbarende effekt. Nu er der gået over et år og jeg er snart ved at være opslidt af at fokusere så meget indad og gør alt i min magt for at få det bedre når resultaterne stadig lader vente på sig…...

Afslapning med ”YantraMattan”

Min psykolog tipsede mig om denne, specielle måtte, der skulle få muskler og krop til at slappe af. Hun sagde, at hun selv anvender en 20-30 min hver aften inden hun går i seng – for at få kroppen, hjernen og musklerne ned i gear. Først tænkte jeg selv, at det da var lidt fjollet at udsætte sig selv for ”smerte”, men siden er jeg blevet ret glad for min YantraMatta. Jeg startede med at låne en til test fra min kollega. Bare for at se, om det var noget værd. Og det er den altså…. Den er super til at få kroppen ned i gear eller få spændte muskler til at slappe af. Jeg synes, at den er bedst når det er på bar hud, men hvis du synes det gør for ondt, så kan du have en tynd t-shirt på dig. Læg min. 20 min for at det virker. Først skal kroppen nemlig lige vænne sig til pikkerne, men senere gør det slet ikke ondt eller er ubehageligt. Du kan nærmest mærke hvordan energien og varmen breder sig ud i kroppen – og hvordan kroppen giver slip så musklerne slapper af….  

Du kan købe den i forskellige størrelser her