To skridt frem og tre tilbage. På rette vej?

Det er snart over 2 år siden jeg officielt blev udbrændt og sygemeldt. I 2 år har jeg kæmpet med museskridt. To skridt frem. Så tre tilbage igen. Status pt? Jeg er stadig i tvivl om jeg er på rette vej. Jovist, det er bedre end for 2 år siden og jeg har lært en masse om at passe på mig selv. Men jeg havner stadig også i situationer hvor tårerne triller umotiveret ned at mine kinder og jeg føler mig dybt ulykkelig. Jeg er stadig "overfølsom" over for for mange sociale aktiviteter og må takke nej til fest, hyggelige arrangementer og eller sociale begivenheder. Og fornylig fik jeg et angstanfald til en koncert, der ellers både skulle have været både sjov og hyggelig. Jeg er klart på rette vej, men vejen føles virkelig lang og tung. Jeg formår at arbejde fuldtid, hvis jeg så holder mig fra for mange andre planer. Jeg er bedre til at mærke efter om jeg har energi til f.eks. veninde-hygge eller lignende. Men hold fast hvor jeg stadig føler mig sart, sensitiv og ustabil. Hvis du står der på vippen og ved, at du er lidt for stresset - eller hvis du ligger søvnløs om natten i bekymring - så lov mig at du søger hjælp HURTIGT. At du passer på dig selv og tager stress symptomerne alvorligt. Havner du først i en reel udmatning med depression og udbrændthed - så er vejen så uendelig lang og hård tilbage til hverdagen!

For meget hverdag. For lidt weekend.

Lige pt. føler jeg der er alt for meget hverdag og alt for lidt weekend. Fredag og halvdelen af lørdag går med at sunde mig oven på arbejdsugen. Søndag er dejlig, men ved aftenstid begynder jeg allerede at frygte hverdagspresset igen. Dette har været min store udfordring siden jeg startede med at arbejde fuldtid igen - at jeg har for lidt tid til at hvile, motion samt aktiviteter, der giver positiv energi. Det lyder måske lidt luksusagtigt, men her 2 år efter jeg fik konstateret at jeg var udbrændt pga. stress, så er jeg stadig sensitiv, følsom og ude af balance. Det går da fremad, men det går meget langsomt fremad. Hver eneste dag skal jeg tænke over hvad jeg takker ja til - og sikre, at jeg hviler mig mellem aktiviteter. Og det er virkelig ikke let på en almindelig arbejdsplads hvor hverdagen går huhej-derud af. Mandag er altid en hård dag for mig. I dag har den været ekstra hård. Jeg glemte at tage min medicin i morges og jeg aner ikke om det, der er årsagen til, at jeg har fået det meget skidt. Efter job var jeg både svimmel, havde migræne-agtigt hovedpine og måtte skynde mig hjem for at kaste op! Kan det virkelig være fordi jeg glemte en enkel dosis af lykkepillerne, som jeg ellers er igang med at trappe ud af?

Mere stilhed, tak!

Før jeg blev stressramt havde jeg ikke et problem med larm, uro eller lyde. Nu er jeg virkelig sensitiv overfor larm og er helt afhængig af mine støjreducerende hørebøffer samt stille pusterum i hverdagen. Det er faktisk ikke så sært at vores hjerne brænder ud med alt det støj og larm vi udsættes for. En ting er, at vi udsættes for lyde og larm fra vores omgivelser, men så er der også alt det andet. F.eks. når du ringer til offentlige institutioner og venter i telefonkøen - her kører altid det skingreste musik som "underholdning" mens du venter. Hvorfor? På OK-tankstationen "snakker" benzinstanderen til dig og spiller musik mens du tanker. Er det nu nødvendigt? For det ikke skal være løgn, så oplever jeg også ofte, at der i større byer er enormt højt musik eller sågar en DJ, der enten pifter stemningen op i butikkerne eller måske endda på gågaden. Det samme gør sig gældende i supermarkederne hvor den ene digitale søjle udsender højlydte reklamer oveni alt "musakken" der allerede spiller i baggrunden. Hvem har fundet på, at vi konstant skal stimuleres med lyde og omgives af støj? Jeg tror, at det ville være en stor fordel hvis vi fik flere stillerum på kontorerne eller i skolerne hvor vi kan trække os tilbage og isolere os fra larm. Eller hvis vi udviste større hensyn til hinanden i store menneskemængder. Det bedste sted at få ægte stilhed er i naturen. Her hersker en helt anden ro og afslapning, der kræser om hjernen efter alle de andre stimuleringer i omgivelserne som gør hjernen træt.

Depression & arbejdsliv

Nu arbejder jeg fuldtid på en ny arbejdsplads. Jeg er omgivet af søde mennesker og jeg må indrømme, at jeg trives mere end jeg troede. Et rigtigt godt udgangspunkt for et nyt liv. Jeg er træt. Uendelig træt. Naturligt så længe jeg er ny og skal bearbejde alle nye indtryk fra arbejdsdagen. Det har været godt, at få en mere struktureret hverdag, men jeg har langt fra overskud til meget andet i løbet af arbejdsdagene. Dvs. jeg undgår sociale aftaler og passer ekstragodt på mig selv. Jeg kæmper med, at finde den pokkers balance. Jeg kæmper med at komme ud af døren for at gå en lillebitte tur når jeg har fri, fordi jeg bruger alt min energi på jobbet. Jeg har haft dage hvor jeg i træthed bare har tårer, der triller ned af kinderne. I nat lå jeg vågen 2 timer og tænkte på job - og det giver mig flash back til de symptomer som var værst, da min depression var slemmest. I morges havde jeg mest lyst til at melde mig syg, men det forpligter at være den nye. Jeg har hverken oplyst at jeg har været langtidssygemeldt med stress og depression eller at jeg kan blive dødtræt. Burde jeg dele den slags oplysninger med min nye arbejdsplads? Og kan jeg "skjule" hvis jeg skulle ha dage, hvor jeg reelt ikke har det godt mens jeg er på job?

Det er ikke nemt, at bøvle med en usynlig sygdom, som kræver forklaring og som nemt bliver en personlig historier, som jeg ikke har lyst til at dele med alle. Til folk jeg kender rigtigt godt fortæller jeg jo gerne, at jeg ikke er på toppen og at mit sind er udbrændt. At det er lidt som at have et brækket ben man ikke må bruge eller som man skal træne op igen - bare at mit ben er brækket i hjernen og sindet….

Lykkepiller eller ej?

For halvandet år siden da jeg kom til lægen første gang, formodede han at jeg havde en depression som konsekvens af min langvarige stress. Det blev bekræftet af depressionstesten at jeg havde en moderat til svær depression. Det var et chok at få det sort på hvidt, selvom jeg sikkert havde på fornemmelsen, at det ikke var helt normalt at græde hele tiden og føle sig trist, tom og asocial. En ting var selve diagnosen. Det andet var, at lægen straks udskrev medicin til mig. Lykkepiller! De forbandede piller, som har været omdiskuteret en masse i medierne som det ondeste gift og som en skodmedicin med flere bivirkninger end effekter. Den medicin skulle jeg tage. Bivirkningerne i begyndelsen var forfærdelige. Mareridt, søvnløshed, ingen appetit og som  om jeg bare var i en tåge. Dosen blev efterhånden justeret, så jeg endte på 100 mg sertralin dagligt. Medicinen har været min dårlige samvittighed. Den har givet mig overvægt og uren hud. Og den har også været min personlige hemmelighed under sygemeldingen. Om den har virket aner jeg ikke. Jeg har nemlig stadig været trist og nede, men ved naturligvis ikke om det havde været helt forfærdelig hvis jeg ikke havde fået hjælp fra lykkepillerne. For knap 6 uger siden startede jeg ENDELIG nedtrapningen efter jeg havde plaget min læge om det i flere måneder. Det er gået fint med at trappe de første 25 mg ned og fra næste uge trapper jeg yderligere ned med 25 mg til jeg - forhåbentlig - til efteråret engang, kan slippe giften HELT. 

Har du erfaringer med lykkepiller? Er du for eller imod? Har de hjulpet dig eller givet dig grimme bivirkninger? Del meget gerne din holdning her så vi får et nuanceret billede af medicin til lindring og afhjælp af psykiske lidelser. 

Om stress, hudproblemer og plejende kokosolie

Hudproblemer som udslæt, tør eller uren hud er klassiske symptomer på stress. Og desværre er jeg ikke disse bivirkninger foruden . Selvom jeg allerede er kommet langt i mit stressforløb, så bliver mit ansigt ved med at være ramt af tør og uren hud. Det er ikke bumser, men nærmere en slags hormonknopper, der både er ømme og synlige. Om det er stress, medicin eller egentlig hormoner ved jeg faktisk ikke. Udslæt og knopperne sidder primært på kæbepartiet og halsen, men både den øverste del af ryggen og brystet er også ramt. Det er ikke just noget, der har en positiv indflydelse på det i forvejen udsatte selvværd og derfor er det noget, jeg er rigtig ked af at bøvle med oveni alt det andet. Den sidste uge har jeg dog for første gang fundet en simpel, men funktionel pleje af min stressede problemhud som umiddelbart ser ud til at virke effektivt. Kokosolie. Ren, økologisk og koldpresset kokosolie som jeg smører på om aftenen som en natcreme efter jeg har vasket mit ansigt. Jeg dufter godt nok eksotisk, men jeg føler, at det har hjulpet både på knopperne og tørheden. 

Har du et godt tip mod stressramt hud?

At være udbrændt. Det føles som at gå i alt for små sko…..

Det kan være svært at se eller mærke på en person om vedkommende er udmattet eller udbrændt f.eks. pga. stress. På overfladen kan vi nemlig se friske ud og vi kan også virke som om vi er på toppen eller som vores sædvanlige jeg. Men undervurder ikke en sygemelding med udmattelse eller udbrændthed. I mit tilfælde er jeg "på" når jeg er sammen med andre eller er på job. Men at være social eller på arbejde kræver virkelig meget energi. Hvis jeg ikke passer på at balancere mellem aktivitet og hvile så rammes jeg for alvor når jeg f.eks. kommer hjem eller har weekend. Det er virkelig som om energien forlader kroppen og jeg bliver en utroligt gammel dame, der går langsomt og ikke kan holde til støj, mennesker eller orker andet end at stene på sofaen. Selv de mindste hverdagsting kan virke uoverskuelige og anstrengende. 

Min psykolog gav et rammende billede på hvordan det føles at være udbrændt - og det er en forklaring jeg har anvendt flere gange siden når jeg er løbet tør for energi og må ligge i dvale og undgå selv de mindste stressorer. Udbrændt og udmatning kan forklares med, at du hver eneste dag er nødt til at tage alt for små sko på hver eneste dag. De bliver allerede anstrengende at have på efter bare en dag i arbejdsugen. Og efter hver eneste af de efterfølgende dage i arbejdsugen bliver de små sko bare mere og mere anstrengende at gå i. Også selvom du tager dem af så snart du kommer hjem for at pleje og hvile fødderne. For at have energi til at gå på arbejde eller have sociale aftaler, så er du som udbrændt tvunget til at hvile. Til at slappe af i krop og sind - for mens du er ramt af udmatningen, så  føles det som om du går i bittesmå sko, der både gør dig træt, langsom og som sætter sine spor i kroppen. For mig forklarer det hvorfor jeg er så skidetræt og trist når jeg endelig er hjemme i min comfort zone. Og hvorfor mine weekender ofte bliver brugt på at restituere efter ugens anstrengende aktiviteter. Psykisk udmatning er jo uden sammenligning med den fysiske. Prisen for ikke at finde den hårfine balance når du allerede har ramt muren er utrolig høj.

 Så husk at tage skoene af og tillad dig selv at hvile, slappe af og restituere når du har mulighed for det….