Det er igen tid til et nyt kapitel for mig med uvisse forandringer. Dem har jeg gennemgået mange af gennem de sidste 5-10 år - store og små usikkerheder omkring hvad fremtiden ville bringe pga. fortiden eller nutidens valg. Personligt kan det være ret svært for mig at håndtere disse forandringer til trods for, at jeg har ret meget erfaring med at gennemleve dem efterhånden. Jeg forsøger at give slip og påminde mig selv om, at bussen kører og at jeg blot er en passager, der må accepterer, at jeg ikke kan stå af før vi er fremme ved mit stoppested…. Det er svært at acceptere, at jeg ikke altid er buschaufføren i mit eget liv. At slippe kontrollen og bare køre med. Naturligvis har jeg selv valgt hvilken linje jeg hopper på - ligesom jeg har fravalgt andre ruter. Men konsekvensen er valgene er jeg ikke altid tryg ved selvom jeg ved, at de utrøsteligt følger med. Hver gang! Det koster fortvivlelse, tårer og søvnløse nætter. Og tankemylder fyldt med bekymringer. Jeg har igen sagt højt til omverdenen, at jeg har brug for hjælp til at håndtere det nye kapitel, at jeg er hundeangst for, at de forandringer som venter om hjørnet. Min kæreste holder mig trygt i hånden og psykolog/læge/mm. lytter, men giver ikke altid de brugbare værktøjer jeg mangler. Det nye kapitel i mit liv betyder et uvelkomment gensyn med den grumme depression. Den har nemlig vist sin ucharmerende træk igennem de sidste måneder sammen med en ubeskrivelig mental træthed. Træt af at kæmpe, orker, mærke efter og acceptere. Træt af at sige NEJ TAK, være asocial og føle mig ensom med mine tanker og ikke mindst følelser.
Det er så pudsigt, at de store ting i livet, som kan være noget-af-det-lykkeligste for virkelig mange mennesker, kan give de fuldstændigt modsatte følelser for mig. Er det mon depressionens tågede slør, der ligger et filter på min verden? Jeg skal være mor lige om lidt. Det virker hverken naturligt, rigtigt eller romantisk lykkeligt for mig i skrivende stund. Omverdenen gør bestemt heller ikke sit for at give et nuanceret billede af hvordan det bør føles eller opleves at vente barn eller være mor. Det påvirker mig negativt at så mange kvinder har så travlt med at påvirke, dele, fortælle om egne erfaringer og holdninger - på en ganske ensidig måde. Alle har en holdning til graviditet og baby - det er dejligt, skønt, lykkeligt, naturligt, rigtigt, skønt og det bedste i hele verden. Det er helt fair antagelser. Men måske har jeg det bare ikke på samme måde lige nu. MÅske skal jeg bare have min egen tid til at vurdere hvordan det føles for mig. Mine egen erfaringer - uden andres påvirkning. Måske skal min kæreste og jeg have lov til at finde ud af hvordan VORES forældreskab skal være. Og første step for mig er acceptere, at nu kører bussen og et nyt kapitel i mit liv er om hjørnet. På rejsen er mit vigtiste mål, at bekæmpe og undgå depressionens grimme ansigt - og ikke mindst forebygge en evt. efterfødselsdepression!
