Viser opslag med etiketten arbejde. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten arbejde. Vis alle opslag

søndag den 23. februar 2014

At være udbrændt. Det føles som at gå i alt for små sko…..

Det kan være svært at se eller mærke på en person om vedkommende er udmattet eller udbrændt f.eks. pga. stress. På overfladen kan vi nemlig se friske ud og vi kan også virke som om vi er på toppen eller som vores sædvanlige jeg. Men undervurder ikke en sygemelding med udmattelse eller udbrændthed. I mit tilfælde er jeg "på" når jeg er sammen med andre eller er på job. Men at være social eller på arbejde kræver virkelig meget energi. Hvis jeg ikke passer på at balancere mellem aktivitet og hvile så rammes jeg for alvor når jeg f.eks. kommer hjem eller har weekend. Det er virkelig som om energien forlader kroppen og jeg bliver en utroligt gammel dame, der går langsomt og ikke kan holde til støj, mennesker eller orker andet end at stene på sofaen. Selv de mindste hverdagsting kan virke uoverskuelige og anstrengende. 

Min psykolog gav et rammende billede på hvordan det føles at være udbrændt - og det er en forklaring jeg har anvendt flere gange siden når jeg er løbet tør for energi og må ligge i dvale og undgå selv de mindste stressorer. Udbrændt og udmatning kan forklares med, at du hver eneste dag er nødt til at tage alt for små sko på hver eneste dag. De bliver allerede anstrengende at have på efter bare en dag i arbejdsugen. Og efter hver eneste af de efterfølgende dage i arbejdsugen bliver de små sko bare mere og mere anstrengende at gå i. Også selvom du tager dem af så snart du kommer hjem for at pleje og hvile fødderne. For at have energi til at gå på arbejde eller have sociale aftaler, så er du som udbrændt tvunget til at hvile. Til at slappe af i krop og sind - for mens du er ramt af udmatningen, så  føles det som om du går i bittesmå sko, der både gør dig træt, langsom og som sætter sine spor i kroppen. For mig forklarer det hvorfor jeg er så skidetræt og trist når jeg endelig er hjemme i min comfort zone. Og hvorfor mine weekender ofte bliver brugt på at restituere efter ugens anstrengende aktiviteter. Psykisk udmatning er jo uden sammenligning med den fysiske. Prisen for ikke at finde den hårfine balance når du allerede har ramt muren er utrolig høj.

 Så husk at tage skoene af og tillad dig selv at hvile, slappe af og restituere når du har mulighed for det…. 

torsdag den 21. november 2013

En bedre uge end sidste

Sidste uge var skod. Jeg havde det ikke godt, sov dårligt om natten og var ret ked af det efter et møde med min læge, chef, HR-kontakt og sygedagpenge-kontakt. Vi drøftede hvorfor jeg ikke kan holde til at være projektleder mens jeg stadig er sygemeldt og hvilken type opgaver, lægen fraråder at jeg er tovholder på. Min chef påstår at alle stillinger i afdelingen er projektledelse - og at, der ikke findes andre typer af opgaver. Jeg ved det er løgn. Jeg ved, at der finde så meget andet jeg kunne arbejde med og stadig bidrage til arbejdsmængden, men hvor jeg ikke nødvendigvis skal stå i spidsen for et team på tværs af organisationen for at nå resultaterne. Til tiden. Det handler om vilje og overblik fra arbejdspladsens side. Og derfor er jeg pisseskuffet! For nu skal jeg enten omplaceres og ha en anden stilling internt - eller også bliver jeg nok opsagt. Tankerne fløj rundt i mit hovede hele sidste uge da jeg både var skuffet, bitter og træt af at kæmpe for at få lov til at blive rask! Samtidig opdagede jeg at jeg har taget ca. 10 kg på siden jeg startede med antidepressiv medicin! Oh happy days..... Men denne uge er bedre. Måske har jeg givet slip på tankerne og i stedet formået at fokusere på mig selv. Jeg har cyklet til og fra arbejde trods det dårlige vejr, jeg har lavet små yogaøvelser herhjemme - og så har jeg spist sundt, som allerede kan mærkes på maven. Jeg har været social og haft det godt sammen med mine kollegaer. Fået massage og krammet babyer. Nu er det endelig fredag og jeg kan snart slippe arbejdsopgaverne for et par døgn!