Et nyt kapitel

Det er igen tid til et nyt kapitel for mig med uvisse forandringer. Dem har jeg gennemgået mange af gennem de sidste 5-10 år - store og små usikkerheder omkring hvad fremtiden ville bringe pga. fortiden eller nutidens valg. Personligt kan det være ret svært for mig at håndtere disse forandringer til trods for, at jeg har ret meget erfaring med at gennemleve dem efterhånden. Jeg forsøger at give slip og påminde mig selv om, at bussen kører og at jeg blot er en passager, der må accepterer, at jeg ikke kan stå af før vi er fremme ved mit stoppested…. Det er svært at acceptere, at jeg ikke altid er buschaufføren i mit eget liv. At slippe kontrollen og bare køre med. Naturligvis har jeg selv valgt hvilken linje jeg hopper på - ligesom jeg har fravalgt andre ruter. Men konsekvensen er valgene er jeg ikke altid tryg ved selvom jeg ved, at de utrøsteligt følger med. Hver gang! Det koster fortvivlelse, tårer og søvnløse nætter. Og tankemylder fyldt med bekymringer. Jeg har igen sagt højt til omverdenen, at jeg har brug for hjælp til at håndtere det nye kapitel, at jeg er hundeangst for, at de forandringer som venter om hjørnet. Min kæreste holder mig trygt i hånden og psykolog/læge/mm. lytter, men giver ikke altid de brugbare værktøjer jeg mangler. Det nye kapitel i mit liv betyder et uvelkomment gensyn med den grumme depression. Den har nemlig vist sin ucharmerende træk igennem de sidste måneder sammen med en ubeskrivelig mental træthed. Træt af at kæmpe, orker, mærke efter og acceptere. Træt af at sige NEJ TAK, være asocial og føle mig ensom med mine tanker og ikke mindst følelser.

Det er så pudsigt, at de store ting i livet, som kan være noget-af-det-lykkeligste for virkelig mange mennesker, kan give de fuldstændigt modsatte følelser for mig. Er det mon depressionens tågede slør, der ligger et filter på min verden? Jeg skal være mor lige om lidt. Det virker hverken naturligt, rigtigt eller romantisk lykkeligt for mig i skrivende stund. Omverdenen gør bestemt heller ikke sit for at give et nuanceret billede af hvordan det bør føles eller opleves at vente barn eller være mor. Det påvirker mig negativt at så mange kvinder har så travlt med at påvirke, dele, fortælle om egne erfaringer og holdninger - på en ganske ensidig måde. Alle har en holdning til graviditet og baby - det er dejligt, skønt, lykkeligt, naturligt, rigtigt, skønt og det bedste i hele verden. Det er helt fair antagelser. Men måske har jeg det bare ikke på samme måde lige nu. MÅske skal jeg bare have min egen tid til at vurdere hvordan det føles for mig. Mine egen erfaringer - uden andres påvirkning. Måske skal min kæreste og jeg have lov til at finde ud af hvordan VORES forældreskab skal være. Og første step for mig er acceptere, at nu kører bussen og et nyt kapitel i mit liv er om hjørnet. På rejsen er mit vigtiste mål, at bekæmpe og undgå depressionens grimme ansigt - og ikke mindst forebygge en evt. efterfødselsdepression!

Online foredrag om work-life balance af stress coach Lisbeth Fruensgaard

Har du set de her youtube-klip af stresscoach Lisbeth Fruensgaard? Personligt synes jeg, at de tilbyder nogle gode, håndgribelige værktøjer til at arbejde med work-life balancen. Min evigt store udfordring er at finde den der ultrafine balance hvor jeg har energi og ressourcer til både mit arbejde, min kæreste, mig selv og mine omgivelser. I dette youtube-foredrag fortæller Lisbeth Fruensgaard om hvordan vi kan blive bedre til at prioritere OS SELV for dermed at blive bedre til at være noget for omverdenen/jobbet. Klippet varer ca. 1 time og kan bestemt anbefales som inspiration. Der ligger andre i alt 4, gratis online foredrag HER, som er relevant at bruge lidt tid på, hvis du som jeg, konstant kæmper mod stress og udbrændthed og således også balancen mellem privat- og arbejdslivet. Hun tilbyder i øvrigt også et nyhedsbrev, der giver inspiration til hvordan du kan få det bedre og arbejde med dig selv for at undgå stress.

Nyt perspektiv og lidt om selvudviklings-øvelser

Når jeg virkelig ser sort på livet og lader mig drukne i bekymringer og udfordringer - så læser jeg Anja Dalby's blog. Her får jeg nemlig nyt perspektiv på min situation gennem de anskuelser, værktøjer og øvelser, som hun deler gennem bloggen. For mig hjælper det ofte, at få en tur op i helikopteren for se på udfordringerne, følelserne og bekymringerne som en gave. En gave til at lære mere om mig selv og livet. F.eks. formår Anja Dalby, at fortælle hvorfor tvivl er din ven og hvorfor store sten på vejen ikke nødvendigvis er det værste på vores livsrejse. Eller hvordan vi med vores vejrtrækning kan arbejde med at give slip og tage imod.  Hvis du sidder i trælse tanker eller har brug for et venligt, men bestemt puf i en anden retning, så prøv at læse med hos Anja Dalby og brug de konkrete øvelser til at få nyt perspektiv og arbejde videre med din egen selvudvikling. 

Små hverdags-tricks MOD stress

Den anden morgen havde P3 besøg af stress-eksperten Bjarne Toftegård, der står bag siden Forebyg Stress, som i øvrigt også har lavet en fremragende App ved navn "Stress Af". I radio-programmet gav han håndgribelige tips til hvordan du med små hverdags-tricks kan forebygge unødvendigt arbejds-stress. Jeg bruger selv flere af dem i forvejen, men vil skylde mig at dele de gode råd, hvis du som jeg, er stress-følsom eller gerne vil undgå at blive ramt af alvorlig stress f.eks. gennem arbejdet:

1. Slå email-fuktionen fra på din telefon så den ikke automatisk downloader nye mails, der popper op med lyd og visuelle ikoner. Tricket er, at du selv skal være i kontrol over hvornår du modtager dem samt at du ikke er tilgængelig på email 24/7. 

2. Lav en regel for dig selv hvornår du tidligst og senest må tjekke dine arbejdsemails. Jeg tjekker selv mine emails løbende ved aktivt at downloade dem til min telefon, men jeg besvarer dem kun inden for min normale arbejdstid jo minder, at der er tale om en reel hastesag. 

3. Lad være med at presse dine kollegaer unødvendigt ved at sende emails om aftenen, der sagtens kan vente til dagen efter inden for normal arbejdstid Det er fint med fleksibelt arbejdstid, men der er ingen rundt til at holde hjulene kunstigt igang i virksomheden ved at være online og arbejde på de mest mærkelige tidspunkter så andre føler, at de måske er tvunget til at gøre det samme. Måske er ideen, projektet eller opgaven væk fra dit eget bord når du sender emailen afsted kl. 22.30, men enten så stresser du en kollega, som holder fri eller også så er du et par skridt foran dine kollegaer når de møder inden næste morgen.

4. Sæt telefonen på lydløs så du ikke bliver forstyrret midt en opgave, der kræver din fulde opmærksomhed. Jeg bliver selv påvirket af både ringetonen og stresset hvis jeg skal afbryde en vigtigt arbejdsopgave for at modtage et knap-så-vigtigt opkald. Du kan jo bare ringe tilbage senere og er det noget, som haster, så må vedkommende sende en sms eller indtale en besked på telefonsvarer. For mig, hjælper det meget at jeg bevarer den kontrol over mine opgaver og mit arbejdsfokus. Alternativt aftaler jeg telefonmøder med folk, så der er afsat aftalt tid til hvornår vi skal ringe og forstyrre hinanden. 

Hvad gør du selv for at undgå de stressende elementer i hverdagen?

Fra social og udadvendt til introvert og asocial.

Det med, at et år afsluttes og et nyt skal begynde kan godt gøre mig meget eftertænksom. 2014 har ærligt talt ikke været det mest fantastiske år for mig, men været præget af forandringer på godt og ondt, frustrationer og udfordringer med at acceptere mig som den jeg er. NU. For engang var jeg meget social og udadvendt. Havde meget overskud og tog ofte initiativ til at ses, lave ting eller gå i gang med nye projekter. Efter 3 års kamp med depression, stress, angst og udbrændthed - så er der kommet andre boller på suppen i mit liv. Jeg er ofte den der må sige nej tak til at være med når mine veninder ses eller når kollegaerne skal mødes efter arbejde. Jeg bliver nødt til at sidde hjemme og være alene for at mit nervesystem kan holde til de mest basale ting som at handle ind, være til familie komsammen eller blot at komme igennem en almindelig arbejdsdag med det, den kræver. Min energi er ikke uendelig. Og konsekvensen ved at løbe tør for energi er simpelthen for stor i forhold til at deltage i et social arrangement, som mit tidligere jeg ville have storelsket. Kampen om at acceptere dette ligger både inden i mig (fordi jeg går glip af ting, jeg plejer at synes er superfedt og som giver positiv energi), men også i min omverden der har meget svært ved at forstå, at jeg har forandret mig. Der er røget en håndfuld gode veninder i svinget. Det er også hårdt at acceptere, at de har svært ved at forholde sig til den nye mig, der måske takker nej til at ses i sidste øjeblik. For dem er min sygdom usynlig. Jeg ser jo næsten ud som jeg plejer, men inden i er det anderledes. De ved ikke hvad prisen er hvis jeg brænder ud, men det ved min kæreste. Og jeg kan ikke se ham i øjnene gang på gang fordi jeg ikke har formået at passe på mig selv og brænder ud. For det er ham, der gang på gang samler mig op når jeg mentalt og fysisk nærmest er som et lille uselvstændigt barn, der bare tuder og har ondt i livet. Det er ham, der stadig skal elske mig og rumme mig, selvom mit sind og humør svinger ned i det mørkeste hul og sjældnere kigger op.

Så hvor er jeg på min rejse tilbage til balancen og det almindelige liv uden ustabilitet og usikkerhed?
- Jeg har trappet ud af medicinen. 100 %. Det føles som en lettelse, selvom det har været meget hårdt. Nul medicin betyder igen pænere hud, stærkere negle og sundt hår. Jeg håber stadig også, at det får en postiv virkning på vægten.

- Jeg formår at arbejde fuldtid, har fået en rigtig god chef og fundet en anden balance i work-life.

- Jeg takker nej til ting, der føles uoverskuelige og mærker efter om jeg reelt har energien til at deltage - også selvom det koster på venskabs-kontoen at jeg føler mig tvunget til at være egoistisk og ærlig omkring min situation og mit energi-niveau.

- Jeg har meget svært ved at acceptere, at jeg stadig ikke er "som jeg plejer". Jeg drømmer om den frihed der er i, at jeg ikke hele tiden er nødt til at være bevidst om alt hvad jeg bruger min tid og energi på, og hvad jeg udsætter mit sensitive nervesystem for.

- Meditation er min ven. Naturen er min ven. Jo mere jeg tilbringer tid med disse to, des bedre kan jeg kapere det øvrige liv.

Hvor er du i dit liv?

To skridt frem og tre tilbage. På rette vej?

Det er snart over 2 år siden jeg officielt blev udbrændt og sygemeldt. I 2 år har jeg kæmpet med museskridt. To skridt frem. Så tre tilbage igen. Status pt? Jeg er stadig i tvivl om jeg er på rette vej. Jovist, det er bedre end for 2 år siden og jeg har lært en masse om at passe på mig selv. Men jeg havner stadig også i situationer hvor tårerne triller umotiveret ned at mine kinder og jeg føler mig dybt ulykkelig. Jeg er stadig "overfølsom" over for for mange sociale aktiviteter og må takke nej til fest, hyggelige arrangementer og eller sociale begivenheder. Og fornylig fik jeg et angstanfald til en koncert, der ellers både skulle have været både sjov og hyggelig. Jeg er klart på rette vej, men vejen føles virkelig lang og tung. Jeg formår at arbejde fuldtid, hvis jeg så holder mig fra for mange andre planer. Jeg er bedre til at mærke efter om jeg har energi til f.eks. veninde-hygge eller lignende. Men hold fast hvor jeg stadig føler mig sart, sensitiv og ustabil. Hvis du står der på vippen og ved, at du er lidt for stresset - eller hvis du ligger søvnløs om natten i bekymring - så lov mig at du søger hjælp HURTIGT. At du passer på dig selv og tager stress symptomerne alvorligt. Havner du først i en reel udmatning med depression og udbrændthed - så er vejen så uendelig lang og hård tilbage til hverdagen!

Kroppens advarselslamper

De sidste par uger har min krop løbende blinket med advarselslamperne. Jeg genkender signalerne, men glemmer at lytte ordetligt efter i kroppen. De søvnløse nætter, mareridt, glemsomhed og tårerne, der triller ned af kinderne nærmest uden årsag. Og de gode vaner, som er pist forsvundet. Jeg arbejder mere end fuldtid. Selvom jeg har lært mig at have en vis distance til arbejdet og holde uroen, presset og stemningerne på afstand - så bliver jeg åbenbart stadig ubevist påvirket. Andre advarselssignaler fra kroppen er den oppustede mave, som ligner en ballon samt den uregelmæssige mens-cyklus. Jeg er skidebange. Bange for at havne tilbage i den tilstand hvor jeg havde det allerværst. Bange for at skulle gå til læge igen. Bange for at indrømme på arbejdspladsen, at jeg ikke er 100% stabil. Det er en daglig hård kamp for at være nogenlunde normal og i balance og pt. ved jeg ikke helt om jeg kan vinde….. Det er som om depressionen og alle de trælse symptomer kommer snigende tilbage i mit liv!