Viser opslag med etiketten selvhjælp. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten selvhjælp. Vis alle opslag

mandag den 6. april 2015

Online foredrag om work-life balance af stress coach Lisbeth Fruensgaard


Har du set de her youtube-klip af stresscoach Lisbeth Fruensgaard? Personligt synes jeg, at de tilbyder nogle gode, håndgribelige værktøjer til at arbejde med work-life balancen. Min evigt store udfordring er at finde den der ultrafine balance hvor jeg har energi og ressourcer til både mit arbejde, min kæreste, mig selv og mine omgivelser. I dette youtube-foredrag fortæller Lisbeth Fruensgaard om hvordan vi kan blive bedre til at prioritere OS SELV for dermed at blive bedre til at være noget for omverdenen/jobbet. Klippet varer ca. 1 time og kan bestemt anbefales som inspiration. Der ligger andre i alt 4, gratis online foredrag HER, som er relevant at bruge lidt tid på, hvis du som jeg, konstant kæmper mod stress og udbrændthed og således også balancen mellem privat- og arbejdslivet. Hun tilbyder i øvrigt også et nyhedsbrev, der giver inspiration til hvordan du kan få det bedre og arbejde med dig selv for at undgå stress.

lørdag den 17. januar 2015

Nyt perspektiv og lidt om selvudviklings-øvelser

Når jeg virkelig ser sort på livet og lader mig drukne i bekymringer og udfordringer - så læser jeg Anja Dalby's blog. Her får jeg nemlig nyt perspektiv på min situation gennem de anskuelser, værktøjer og øvelser, som hun deler gennem bloggen. For mig hjælper det ofte, at få en tur op i helikopteren for se på udfordringerne, følelserne og bekymringerne som en gave. En gave til at lære mere om mig selv og livet. F.eks. formår Anja Dalby, at fortælle hvorfor tvivl er din ven og hvorfor store sten på vejen ikke nødvendigvis er det værste på vores livsrejse. Eller hvordan vi med vores vejrtrækning kan arbejde med at give slip og tage imod.  Hvis du sidder i trælse tanker eller har brug for et venligt, men bestemt puf i en anden retning, så prøv at læse med hos Anja Dalby og brug de konkrete øvelser til at få nyt perspektiv og arbejde videre med din egen selvudvikling. 

fredag den 1. august 2014

Kom i gang med meditation

Meditation er først noget jeg fik øjnene op for, da jeg blev tvunget til at få mentalt ro, stilhed og hvile. Altså efter jeg fik konstateret, at jeg var mentalt udbrændt pga. stress. Gennem kundalini yoga har jeg lært forskellige åndedrætsteknikker samt mantra-meditationer. Men det behøver slet, slet ikke være så "alternativt" for at gøre underværker. Bare det, at ligge på et tæppe på græsset og kigge op på den blå himmel, kan være meditativt. At tage tid til hvile. Eller lytte på et stykke godt musik med lukkede øjne kan også være meditation. En af de meditationsværktøjer, som har været min bedste ven gennem de sidste par år, er de små 5-10 min. guidede meditationer fra bogen "Meditation for Alle" af Ingrid Ortmann". Øvelserne er korte og meget lavpraktiske - og kan udføres hvor-som-helst. Jeg har især været glad for "godnatøvelserne" når jeg har haft problemer med at falde i søvn ligesom øvelsen til at blive rolig og afslappet, også har været flittigt anvendt. Bogen koster 199 kr hos Rosinante og selve meditationsøvelserne på den medfølgende CD er alle pengene værd efter min mening. 

mandag den 7. juli 2014

Stop og tænk. Et redskab til finde nye veje….

Et af de redskaber jeg fik med fra mine psykologtimer er "STOP & TÆNK". Et simpelt, men ret effektivt værktøj til at finde nye veje og arbejde aktivt på at ændre vaner og adfærd. Det går i sin enkelthed ud på, at du i en given presset/udfordrende situation siger STOP & TÆNK til dig selv. Stop op for at vurdere hvordan du plejer at reagerer på den situation samt evalurere om det egentlig giver dig det bedste udfald. Hvis du plejer at træffe et valg, der måske bare gør tilfældet værre - så overvej alternative veje. Det handler i høj grad og at blive bevidst om, at du rent faktisk har et valg. Du kan vælge at gøre som du plejer - bevæge dig i samme mønstre og vaner, der evt. ikke har nogen positiv indflydelse på din mentale tilstand. Eller du stoppe op og vælge en anden vej, der måske giver et bedre resultat. Det er jo pissesvært at ændre adfærd, som ligger så rodfæstet i vores væremåde, at vi knap tænker over hvad vi foretager os. Men for mig har det hjulpet at se på beslutningsprocessen som et tog, hvor jeg enten kan stå af på samme perron som jeg plejer og dermed også ende i samme følelsesmæssige nedtur som jeg plejer - eller jeg kan stå af toget et stop tidligere eller efter! Pt. tænker jeg meget over netop dette fordi jeg arbejder fuldtid og stadig er stress-sensitiv. Nu forsøger jeg at overveje mine muligheder grundigt inden jeg havner i den onde stress-spiral igen. 

Hvordan arbejder du med at ændre dårlige vaner og adfærdsmønstre for at få det bedre?

mandag den 21. april 2014

Sol og forårsglæde udendørs. Tristhed og grå skyer i mit sind.

Jeg kan virkelig godt se, mærke og nyde, at der er blevet forår og solskinsvarmt udendørs. Jeg bruger min energi på at fortælle mig selv, at det er dejligt. Dejligt med lys, sol og varme. Dejligt at spise is eller holde i hånd med min kæreste. Dejligt at gå tur udenfor uden jakke. Jeg anerkender det - det ER dejligt og jeg nyder både foråret og vejret, som nu endelig er blevet rigtigt godt og varmt. Men samtidig er jeg ramt af ambivalente følelser… jeg har haft 3-4 dage med triste og deprimerede tanker, som om de grå skyer bare har trukket sig sammen i mit sind. Ubegrundet, som det nok tit er, når det er en reel depression. Jeg har været træt, grædt og følt mig ussel. Jeg har været hård ved mig selv fordi jeg har fået et jobafslag, ikke får trænet som jeg skal og ikke i det hele taget ikke føles, at jeg lykkes eller kan finde ud af at være rigtig glad. Negative tanker rumsterer i mit sind, mens verden omkring mig er samlet til påskehygge og solbadning…. jeg bliver misundelig på at andre kan være glade og have det sjovt. Og at de kan gøre lige hvad de vil uden at bekymre sig om træthed, udmattelse eller angstanfald. At de smukke kvinder kan vimse rundt i korte kjoler og shoppe eller være sociale i hele dage uden at de pludselig mister selvtilliden, selvværdet eller bliver så udmattede, at de skal gå med museskridt hjem eller ringe efter nogen, der kan hente dem inden tårerne bare triller ned af kinderne. Det gælder om ikke at sammenligne sig selv med andre. I know. Og jeg forsøger ikke at sammenligne mig selv, min "tilstand" eller mit liv med "de andre" - men for pokker hvor gad jeg godt holde fri bare en måned fra det her triste, hårde humørhelvede som dagligt er en kamp. Bare en måned hvor jeg ikke konstant behøver at tænke over hvad jeg laver, om jeg spiser sundt, træner, sover ordentligt, tager min medicin, balancerer energien, går til yoga, slapper af, passer på med ikke at spise for meget, få rørt mig, få lys, meditere, at jeg skal til læge og andre små ting, der hurtigt bliver store i mængden. Det her er vel bare endnu en lille nedtur på vejen op ad, men hver nedtur er hård og streng. Jeg vil op på toppen, holde balancen og blive der….. Og nu skal jeg bare have vendt den her nedtursskude om, så jeg også kan få fuld fornøjelse af både sol og forårsglæden.

Hvad hjælper dig når du er trist eller ramt af grå skyer i sindet? 

torsdag den 6. februar 2014

Motion mod stress, depression & udbrændthed

Motion er det mest velkendte sundhedstip - og også et af de første råd du får fra lægen når du er udbrændt, har depression eller er stressramt. Motion er ikke det samme som den vildeste fitnesstræning, men blot daglig rørelse af kroppen. Efter min sygemelding har jeg måtte acceptere, at en rask gåtur på 15 min er bedre end ingen motion overhovedet. At det er OK bare at cykle lidt, lave et par yoga- eller strækøvelser på stuegulvet. Alt tæller og er vigtigere end overhovedet ikke at få rørt sig. For bare 5-10 år siden var jeg en af dem, der besøgte fitnesscenteret dagligt. Og en af dem der både gik på dansehold og styrketrænede fast. Nu er jeg i stedet blevet hverdagsmotionist. Jeg håber, at jeg bliver mere fit i fremtiden og både holder min hjerne og krop velfungerende. Derfor har jeg igen meldt mig ind i et træningscenter. Nu ser mit ugenlige træningsprogram derfor sådan her ud:

Mandag: Morgentræning i fitness. 20 min kredsløbstræning + 20 min styrketræning
Tirsdag: 90 min Kundalini-yoga
Onsdag: Morgentræning i fitness. 20 min kredsløbstræning + 20 min styrke
Torsdag:  Morgentræning i fitness. 20 min kredsløbstræning + 20 min styrke
Fredag: 90 min morgenyoga, Kundalini
Lørdag- eller søndag: 1 times gåtur udenfor

Derudover vil jeg også bruge mine ben og cyklen som transportmiddel rundt i byen. Men det er bare bonus!