Uro og ubalance

Jeg har været stille. For jeg har haft en periode hvor den ene forandring har erstattet den anden. Først var jeg jo så lettet over at have sagt mit job op. Jeg svævede nærmest og følte mig glad og nærmest normal igen. Men nu begynder puslespilsbrikkerne at falde på plads - på et praktisk plan. F.eks venter et nyt job om hjørnet og jeg håber sådan, at jeg formår at holde min balance så jeg ikke brænder ud igen eller forværre min situation. Men i de sidste uger jeg ikke haft styr på mine daglige rutiner og haft en struktur på hverdagen. Tiden er løbet fra mig - og jeg hverken hvilet, trænet eller passes på mig selv. Derfor har jeg også været plaget af uro og ubalance. En dag i sidste uge var jeg så meget ved siden af min selv, at jeg måtte bede min søster om at hente mig da min bedre halvdel var tvunget til at ta på job. Selv blev jeg meget forskrækket over min tilstand… forskrækket over hvor følsom jeg stadig er og hvor  meget jeg skal passe på min krop og mit sind. Kroppen har behov for rutine: faste spise- og sovetider. Hjernen bliver nødt til at få ro via meditation og afslapning - ikke bare bekymringer og grublerier når jeg er alene hjemme….Jeg må erkende, at grænsen mellem nedtur og normal balance er hårfin. Og at jeg virkelig, virkelig kommer til at få en udfordring med at passe på mig selv når jeg fra mandag igen skal formå at arbejde fuldtid på et nyt arbejde.  

Jeg har sagt op! Følelsen af at være en lotusblomst eller åkande.

Som størstedelen af alle andre, der går ned med stress er jeg meget resultatorienteret, pligtopfyldende og ambitiøs. Derfor har jeg heller aldrig givet op. Jeg fuldførte min universitetsuddannelse direkte efter handelskolen uden at holde pause. Også selvom uddannelsen ikke var 100% mig. Jeg har brugt meget energi og mange kræfter på at acceptere dårlige chefer, ufleksible arbejdspladser og har altid forsøgt at engagere mig personligt så det negative kan vendes til noget positivt. Det er første gang i mit liv, jeg har  sagt op uden at have et andet job på hånden. Det er altid en stor beslutning for mig, at afslutte ting i mit liv - men denne gang føles det som om, at to tunge elefanter er forsvundet fra mine skuldre. Jeg har sagt op! Nej tak til arbejdsopgaver, som ingen takker mig for at jeg tager ansvar for. Nej tak til inkompetente chefer. Og nej tak til, at fortsætte med at kæmpe for at blive frisk igen på en arbejdsplads, der ikke har fleksibilitet til at tilpasse situationen midlertidigt til at jeg er på toppen igen og som ikke tager ansvar for sine fejl. Selvom det ikke føles trygt at være arbejdssøgende uden økonomisk backup, så har jeg det lidt som en åkande eller lotusblomsten, der har kæmpet sig op igennem det beskidte mudder og mørke vand for blomstrer, kunne mærke sollys og frisk luft til en forandring. Jeg føler faktisk, at jeg lever lidt mere igen….