Et nyt kapitel

Det er igen tid til et nyt kapitel for mig med uvisse forandringer. Dem har jeg gennemgået mange af gennem de sidste 5-10 år - store og små usikkerheder omkring hvad fremtiden ville bringe pga. fortiden eller nutidens valg. Personligt kan det være ret svært for mig at håndtere disse forandringer til trods for, at jeg har ret meget erfaring med at gennemleve dem efterhånden. Jeg forsøger at give slip og påminde mig selv om, at bussen kører og at jeg blot er en passager, der må accepterer, at jeg ikke kan stå af før vi er fremme ved mit stoppested…. Det er svært at acceptere, at jeg ikke altid er buschaufføren i mit eget liv. At slippe kontrollen og bare køre med. Naturligvis har jeg selv valgt hvilken linje jeg hopper på - ligesom jeg har fravalgt andre ruter. Men konsekvensen er valgene er jeg ikke altid tryg ved selvom jeg ved, at de utrøsteligt følger med. Hver gang! Det koster fortvivlelse, tårer og søvnløse nætter. Og tankemylder fyldt med bekymringer. Jeg har igen sagt højt til omverdenen, at jeg har brug for hjælp til at håndtere det nye kapitel, at jeg er hundeangst for, at de forandringer som venter om hjørnet. Min kæreste holder mig trygt i hånden og psykolog/læge/mm. lytter, men giver ikke altid de brugbare værktøjer jeg mangler. Det nye kapitel i mit liv betyder et uvelkomment gensyn med den grumme depression. Den har nemlig vist sin ucharmerende træk igennem de sidste måneder sammen med en ubeskrivelig mental træthed. Træt af at kæmpe, orker, mærke efter og acceptere. Træt af at sige NEJ TAK, være asocial og føle mig ensom med mine tanker og ikke mindst følelser.

Det er så pudsigt, at de store ting i livet, som kan være noget-af-det-lykkeligste for virkelig mange mennesker, kan give de fuldstændigt modsatte følelser for mig. Er det mon depressionens tågede slør, der ligger et filter på min verden? Jeg skal være mor lige om lidt. Det virker hverken naturligt, rigtigt eller romantisk lykkeligt for mig i skrivende stund. Omverdenen gør bestemt heller ikke sit for at give et nuanceret billede af hvordan det bør føles eller opleves at vente barn eller være mor. Det påvirker mig negativt at så mange kvinder har så travlt med at påvirke, dele, fortælle om egne erfaringer og holdninger - på en ganske ensidig måde. Alle har en holdning til graviditet og baby - det er dejligt, skønt, lykkeligt, naturligt, rigtigt, skønt og det bedste i hele verden. Det er helt fair antagelser. Men måske har jeg det bare ikke på samme måde lige nu. MÅske skal jeg bare have min egen tid til at vurdere hvordan det føles for mig. Mine egen erfaringer - uden andres påvirkning. Måske skal min kæreste og jeg have lov til at finde ud af hvordan VORES forældreskab skal være. Og første step for mig er acceptere, at nu kører bussen og et nyt kapitel i mit liv er om hjørnet. På rejsen er mit vigtiste mål, at bekæmpe og undgå depressionens grimme ansigt - og ikke mindst forebygge en evt. efterfødselsdepression!

Mindre medicin. Mere lykke?

Jeg har trappet yderligere 25 mg ned i min medicin. Lykkepillerne. Dem, som jeg tidligere har skrevet om her. Det har ikke været svært at trappe ud - jeg føler ikke jeg kan mærke nogen forskel på mit humør eller sind - og jeg tænker stadig om de overhovedet har hjulpet mig gennem depressionen. Jeg får stadig 50 mg sertralin nu. Min læge siger, at jeg ikke skal forvente at trappe yderligere ned før jeg føler mig 95% i balance - ellers har udgangspunktet været, at jeg skal være på hvert nedtrapningsniveau i ca. 6- 8 uger. Og nedtrappe med 25 mg ad gangen. Men er jeg gladere? Ja, det er jeg faktisk. Det er en lettelse at slippe medicinen. Det er en lettelse, at jeg ikke mærker, at medicinen forsvinder i mit humør. Er jeg mere lykkelig? Nej ikke nødvendigvis. Jeg kæmper stadig med depressive dage, grå skyer og følelser om lavt selvværd, der giver tårer og udfordringer. Egentlig har jeg en lille krise hver dag med mig selv. Ofte pga. træthed. Jeg bliver bedre og bedre til at kende mig selv om mine egne begrænsninger så jeg kan passe på min energi og finde balance i de ting jeg gør. Jeg tillader mig selv at græde og være træt - eller deprimeret. Men de dage og situationer bliver heldigvis færre og færre. Jeg er på vej tilbage til et medicin-frit liv. I sneglefart. Og med mange huller og fælder, som jeg kan falde i på vejen….

Mere stilhed, tak!

Før jeg blev stressramt havde jeg ikke et problem med larm, uro eller lyde. Nu er jeg virkelig sensitiv overfor larm og er helt afhængig af mine støjreducerende hørebøffer samt stille pusterum i hverdagen. Det er faktisk ikke så sært at vores hjerne brænder ud med alt det støj og larm vi udsættes for. En ting er, at vi udsættes for lyde og larm fra vores omgivelser, men så er der også alt det andet. F.eks. når du ringer til offentlige institutioner og venter i telefonkøen - her kører altid det skingreste musik som "underholdning" mens du venter. Hvorfor? På OK-tankstationen "snakker" benzinstanderen til dig og spiller musik mens du tanker. Er det nu nødvendigt? For det ikke skal være løgn, så oplever jeg også ofte, at der i større byer er enormt højt musik eller sågar en DJ, der enten pifter stemningen op i butikkerne eller måske endda på gågaden. Det samme gør sig gældende i supermarkederne hvor den ene digitale søjle udsender højlydte reklamer oveni alt "musakken" der allerede spiller i baggrunden. Hvem har fundet på, at vi konstant skal stimuleres med lyde og omgives af støj? Jeg tror, at det ville være en stor fordel hvis vi fik flere stillerum på kontorerne eller i skolerne hvor vi kan trække os tilbage og isolere os fra larm. Eller hvis vi udviste større hensyn til hinanden i store menneskemængder. Det bedste sted at få ægte stilhed er i naturen. Her hersker en helt anden ro og afslapning, der kræser om hjernen efter alle de andre stimuleringer i omgivelserne som gør hjernen træt.

Ensomhed & afsavn.

Jeg har en kæreste, en mor, en søster, nevøer og veninder. Jeg har et job med kolleager og et netværk omkring. På den måde er jeg meget taknemmelig og heldig. Alligevel rammer ensomhedsfølelsen mig ofte. Jeg føler mig alene med mine udfordringer. Min depression og udbrændthed tvinger mig også til at være asocial eller takke nej til ting. Mit selvværd er ustabilt og der er dage hvor jeg ikke forstår hvorfor min kæreste stadig gider at være sammen med mig. Der er også dage hvor jeg lider så store kærlighedsafsavn, at jeg ikke tror, at nogen kan lide mig mere eller gider at være sammen med mig. På den måde er mental sygdom meget tricky fordi at de tanker og følelser jeg har er min virkelighed. Det føles rigtigt og ægte når jeg er ensom og savner kærlighed. Men det er ikke nødvendigvis sandheden. For mig er det svært at navigere i hvornår det er den ægte sandhed eller hvornår det er min egen fejlfortolkning af virkeligheden. Mon det bliver bedre med tiden? Min dømmekraft for om føleserne er min sindstilstand, der spiller mig et puds - eller om mine følelser er virkelige i virkeligheden…..

Motion mod udbrændthed, depression & angst

I dag har jeg været til en samtale hos en slags træningsvejleder. Det var min læge, der anbefalede mig en snak med sådan en slags coach i forhold til hvordan jeg skal tilrettelægge min træning. Sagen er nemlig den, at jeg bliver alt for ambitiøs med hvad jeg skal lave af motion. Jeg læser om sunde diæter og nye træningsmetoder - laver træningsskemaer og skriver alt ned. Mine mål er naturligvis vægttab, bedre kondition og lavere BMI fordi jeg har taget på under min sygdom. Se f.eks. det meget ambitiøse skema, som jeg delte her på bloggen i starten af februar med min træningsplaner. Jeg indser igen og igen, at dette er en klassisk fejl, jeg ofte begår. Jeg bruger tid og energi på at planlægge og strukturere hvad jeg skal gøre for at blive sund, tabe mig og få det bedre. Jeg skriver ned, printer ud og sætter i system hvad, hvornår og hvorfor - men i virkeligheden holder mine planer altid kun meget kortvarigt. Derfor ender jeg også tit med at give op i mine træningstiltag fordi det hurtigt bliver langt mere ekstremt end hvad jeg orker, har tid til og synes er sjovt. Heldigvis fik jeg følgende råd omkring motion mod udbrændthed, depression og angst i dag og deler gerne mine noter med dig:

Mærk efter dagsformen. Har du alm energiniveau, er du udkørt, angstfyldt eller deprimeret? Vælg dagens aktivitet ud fra dagsformen. 

A. Har du alm. energi, så sørg for at bevæge dig ca. 40 min i løbet af dagen 5 af ugens dage. Evt. deles motionen op i 2 x 20 min. Det kan være en gåtur i frokostpausen, på vej til job eller måske hjem fra arbejdet.  5-7 min skal du ha pulsen op i løbet af din dagelige gåtur. Det er faktisk okey bare at styrke op af trapper eller en bakke på vejen for at få gang forbrændingen.

B. Er du deprimeret og nedstemt så gælder det faktisk om at gå en endnu længere tur, men uden at få pulsen eller intensiteten specielt højt op. På den måde får du gang i de hormoner, der påvirker psyken positivt uden at du udmatter dig selv yderligere. Yoga og meditation er også godt på dage hvor du er nedstemt og trist.

C. Har du angst og føles dig uroligt, så er det bedste med høj intensitetstræning f.eks. løb. Det afhjælper kroppen med at modarbejde angsten.

I stedet for at opsætte urealistiske mål eller lave en for ambitiøs plan for din træning, så er det bedre at have en træningsstrategi, der fokuserer på frekvens og rutine så længe du er ramt af stress, udbrændthed og depression. 

Kroppen og fysikken elsker rutiner både når det kommer til måltider, søvn og træning. Det er vores hjerne og psyke der søger forandring og fornyelse uden at vide hvad der egentlig er bedst for kroppens helbred som helhed. Altså bliver vi let grebet af stemningen fra vores omgivelser, sundhedsblade og trends, der kan være for ekstreme for os, der har en mental- og fysisk ubalance pga. stress. Dvs. ingen slankekure, maratontræning eller andet som er alt for krævende med tanke på kroppens tilstand og situationen lige nu. Derfor må jeg igen påminde mig selv om at finde balancen.

Balancen mellem aktivitet og hvile. Balancen mellem hvad jeg spiser og hvor meget jeg rører mig. Balancen i forhold til frekvens, intensitet og varighed mellem den motion jeg dyrker i det daglige for at passe på min krop og mit sind.  

Lykkepiller eller ej?

For halvandet år siden da jeg kom til lægen første gang, formodede han at jeg havde en depression som konsekvens af min langvarige stress. Det blev bekræftet af depressionstesten at jeg havde en moderat til svær depression. Det var et chok at få det sort på hvidt, selvom jeg sikkert havde på fornemmelsen, at det ikke var helt normalt at græde hele tiden og føle sig trist, tom og asocial. En ting var selve diagnosen. Det andet var, at lægen straks udskrev medicin til mig. Lykkepiller! De forbandede piller, som har været omdiskuteret en masse i medierne som det ondeste gift og som en skodmedicin med flere bivirkninger end effekter. Den medicin skulle jeg tage. Bivirkningerne i begyndelsen var forfærdelige. Mareridt, søvnløshed, ingen appetit og som  om jeg bare var i en tåge. Dosen blev efterhånden justeret, så jeg endte på 100 mg sertralin dagligt. Medicinen har været min dårlige samvittighed. Den har givet mig overvægt og uren hud. Og den har også været min personlige hemmelighed under sygemeldingen. Om den har virket aner jeg ikke. Jeg har nemlig stadig været trist og nede, men ved naturligvis ikke om det havde været helt forfærdelig hvis jeg ikke havde fået hjælp fra lykkepillerne. For knap 6 uger siden startede jeg ENDELIG nedtrapningen efter jeg havde plaget min læge om det i flere måneder. Det er gået fint med at trappe de første 25 mg ned og fra næste uge trapper jeg yderligere ned med 25 mg til jeg - forhåbentlig - til efteråret engang, kan slippe giften HELT. 

Har du erfaringer med lykkepiller? Er du for eller imod? Har de hjulpet dig eller givet dig grimme bivirkninger? Del meget gerne din holdning her så vi får et nuanceret billede af medicin til lindring og afhjælp af psykiske lidelser. 

Kampen mod sociale tømmermænd som udbrændt

Før jeg blev ramt af stress/udbrændt var jeg utrolig social og havde altid aftaler med andre mennesker. Jeg elskede godt selskab og var sjældent alene. Nu ser min verden helt anderledes ud. Jeg har fundet ud af, at der nu er noget, der hedder sociale tømmermænd i mit liv. Den tunge, trættende følelse af at have tømmermænd efter en lang nat i byen med lidt ondt i hovedet og en slatten krop og nul energi til følge er nemlig en perfekt sammenligning af hvordan det mærkes så snart jeg har været for social eller haft for mange aftaler. Ligesom prisen for at drikke for meget alkohol kan være ret høj senere, så er det på helt samme måde for mig mht. socialt samvær. Pt kan jeg ikke holde til det fordi det suger min energi og udmatter mig. Det er som om lyde, lugte, snak og mange mennesker overstimulerer min hjerne så jeg bliver fysisk træt. Gang på gang er jeg brændt sammen når jeg kommer hjem f.eks. efter en weekend med besøgende eller en alt for lang dag på arbejdet. Det koster på kræfterne. Nu har jeg lært at sige NEJ til halvdelen af de sociale arrangementer og vælger med omhu hvem, hvor og hvad jeg er med til. Det er pissehårdt, men nødvendigt. Jeg håber, at jeg vinder den her kamp mod sociale tømmermænd for jeg savner mit mere udadvendte liv, hvor jeg ikke behøver at hvile eller være alene mellem hver eneste aftale…. Tippet fra min læge er stadig, at jeg bør fordele hvile og aktivitet 50/50. Et godt tip, men en svær udfordring at efterleve i praksis.

Hvordan fordeler du mon hvile og aktivitet for at finde den fineste balance?