To skridt frem og tre tilbage. På rette vej?

Det er snart over 2 år siden jeg officielt blev udbrændt og sygemeldt. I 2 år har jeg kæmpet med museskridt. To skridt frem. Så tre tilbage igen. Status pt? Jeg er stadig i tvivl om jeg er på rette vej. Jovist, det er bedre end for 2 år siden og jeg har lært en masse om at passe på mig selv. Men jeg havner stadig også i situationer hvor tårerne triller umotiveret ned at mine kinder og jeg føler mig dybt ulykkelig. Jeg er stadig "overfølsom" over for for mange sociale aktiviteter og må takke nej til fest, hyggelige arrangementer og eller sociale begivenheder. Og fornylig fik jeg et angstanfald til en koncert, der ellers både skulle have været både sjov og hyggelig. Jeg er klart på rette vej, men vejen føles virkelig lang og tung. Jeg formår at arbejde fuldtid, hvis jeg så holder mig fra for mange andre planer. Jeg er bedre til at mærke efter om jeg har energi til f.eks. veninde-hygge eller lignende. Men hold fast hvor jeg stadig føler mig sart, sensitiv og ustabil. Hvis du står der på vippen og ved, at du er lidt for stresset - eller hvis du ligger søvnløs om natten i bekymring - så lov mig at du søger hjælp HURTIGT. At du passer på dig selv og tager stress symptomerne alvorligt. Havner du først i en reel udmatning med depression og udbrændthed - så er vejen så uendelig lang og hård tilbage til hverdagen!

Sol og forårsglæde udendørs. Tristhed og grå skyer i mit sind.

Jeg kan virkelig godt se, mærke og nyde, at der er blevet forår og solskinsvarmt udendørs. Jeg bruger min energi på at fortælle mig selv, at det er dejligt. Dejligt med lys, sol og varme. Dejligt at spise is eller holde i hånd med min kæreste. Dejligt at gå tur udenfor uden jakke. Jeg anerkender det - det ER dejligt og jeg nyder både foråret og vejret, som nu endelig er blevet rigtigt godt og varmt. Men samtidig er jeg ramt af ambivalente følelser… jeg har haft 3-4 dage med triste og deprimerede tanker, som om de grå skyer bare har trukket sig sammen i mit sind. Ubegrundet, som det nok tit er, når det er en reel depression. Jeg har været træt, grædt og følt mig ussel. Jeg har været hård ved mig selv fordi jeg har fået et jobafslag, ikke får trænet som jeg skal og ikke i det hele taget ikke føles, at jeg lykkes eller kan finde ud af at være rigtig glad. Negative tanker rumsterer i mit sind, mens verden omkring mig er samlet til påskehygge og solbadning…. jeg bliver misundelig på at andre kan være glade og have det sjovt. Og at de kan gøre lige hvad de vil uden at bekymre sig om træthed, udmattelse eller angstanfald. At de smukke kvinder kan vimse rundt i korte kjoler og shoppe eller være sociale i hele dage uden at de pludselig mister selvtilliden, selvværdet eller bliver så udmattede, at de skal gå med museskridt hjem eller ringe efter nogen, der kan hente dem inden tårerne bare triller ned af kinderne. Det gælder om ikke at sammenligne sig selv med andre. I know. Og jeg forsøger ikke at sammenligne mig selv, min "tilstand" eller mit liv med "de andre" - men for pokker hvor gad jeg godt holde fri bare en måned fra det her triste, hårde humørhelvede som dagligt er en kamp. Bare en måned hvor jeg ikke konstant behøver at tænke over hvad jeg laver, om jeg spiser sundt, træner, sover ordentligt, tager min medicin, balancerer energien, går til yoga, slapper af, passer på med ikke at spise for meget, få rørt mig, få lys, meditere, at jeg skal til læge og andre små ting, der hurtigt bliver store i mængden. Det her er vel bare endnu en lille nedtur på vejen op ad, men hver nedtur er hård og streng. Jeg vil op på toppen, holde balancen og blive der….. Og nu skal jeg bare have vendt den her nedtursskude om, så jeg også kan få fuld fornøjelse af både sol og forårsglæden.

Hvad hjælper dig når du er trist eller ramt af grå skyer i sindet? 

At være udbrændt. Det føles som at gå i alt for små sko…..

Det kan være svært at se eller mærke på en person om vedkommende er udmattet eller udbrændt f.eks. pga. stress. På overfladen kan vi nemlig se friske ud og vi kan også virke som om vi er på toppen eller som vores sædvanlige jeg. Men undervurder ikke en sygemelding med udmattelse eller udbrændthed. I mit tilfælde er jeg "på" når jeg er sammen med andre eller er på job. Men at være social eller på arbejde kræver virkelig meget energi. Hvis jeg ikke passer på at balancere mellem aktivitet og hvile så rammes jeg for alvor når jeg f.eks. kommer hjem eller har weekend. Det er virkelig som om energien forlader kroppen og jeg bliver en utroligt gammel dame, der går langsomt og ikke kan holde til støj, mennesker eller orker andet end at stene på sofaen. Selv de mindste hverdagsting kan virke uoverskuelige og anstrengende. 

Min psykolog gav et rammende billede på hvordan det føles at være udbrændt - og det er en forklaring jeg har anvendt flere gange siden når jeg er løbet tør for energi og må ligge i dvale og undgå selv de mindste stressorer. Udbrændt og udmatning kan forklares med, at du hver eneste dag er nødt til at tage alt for små sko på hver eneste dag. De bliver allerede anstrengende at have på efter bare en dag i arbejdsugen. Og efter hver eneste af de efterfølgende dage i arbejdsugen bliver de små sko bare mere og mere anstrengende at gå i. Også selvom du tager dem af så snart du kommer hjem for at pleje og hvile fødderne. For at have energi til at gå på arbejde eller have sociale aftaler, så er du som udbrændt tvunget til at hvile. Til at slappe af i krop og sind - for mens du er ramt af udmatningen, så  føles det som om du går i bittesmå sko, der både gør dig træt, langsom og som sætter sine spor i kroppen. For mig forklarer det hvorfor jeg er så skidetræt og trist når jeg endelig er hjemme i min comfort zone. Og hvorfor mine weekender ofte bliver brugt på at restituere efter ugens anstrengende aktiviteter. Psykisk udmatning er jo uden sammenligning med den fysiske. Prisen for ikke at finde den hårfine balance når du allerede har ramt muren er utrolig høj.

 Så husk at tage skoene af og tillad dig selv at hvile, slappe af og restituere når du har mulighed for det…. 

En bedre uge end sidste

Sidste uge var skod. Jeg havde det ikke godt, sov dårligt om natten og var ret ked af det efter et møde med min læge, chef, HR-kontakt og sygedagpenge-kontakt. Vi drøftede hvorfor jeg ikke kan holde til at være projektleder mens jeg stadig er sygemeldt og hvilken type opgaver, lægen fraråder at jeg er tovholder på. Min chef påstår at alle stillinger i afdelingen er projektledelse - og at, der ikke findes andre typer af opgaver. Jeg ved det er løgn. Jeg ved, at der finde så meget andet jeg kunne arbejde med og stadig bidrage til arbejdsmængden, men hvor jeg ikke nødvendigvis skal stå i spidsen for et team på tværs af organisationen for at nå resultaterne. Til tiden. Det handler om vilje og overblik fra arbejdspladsens side. Og derfor er jeg pisseskuffet! For nu skal jeg enten omplaceres og ha en anden stilling internt - eller også bliver jeg nok opsagt. Tankerne fløj rundt i mit hovede hele sidste uge da jeg både var skuffet, bitter og træt af at kæmpe for at få lov til at blive rask! Samtidig opdagede jeg at jeg har taget ca. 10 kg på siden jeg startede med antidepressiv medicin! Oh happy days..... Men denne uge er bedre. Måske har jeg givet slip på tankerne og i stedet formået at fokusere på mig selv. Jeg har cyklet til og fra arbejde trods det dårlige vejr, jeg har lavet små yogaøvelser herhjemme - og så har jeg spist sundt, som allerede kan mærkes på maven. Jeg har været social og haft det godt sammen med mine kollegaer. Fået massage og krammet babyer. Nu er det endelig fredag og jeg kan snart slippe arbejdsopgaverne for et par døgn!

10 tricks til at hjælpe dig ud af en nedtur

Når jeg er nede har jeg gennem mange, mange erfaringer, opdaget en række mulige tricks til at få det bedre. Det er ikke altid de virker hvor så nedturen bliver ekstra skod, men indimellem kan en eller flere af disse 10 tricks hjælpe mig på rette spor igen inden jeg falder i det allerdybeste, sorte hul:

1. Et varmt bad evt. med lidt hjemme-wellness (ansigtsmaske, skrub e.l.)
2. En lun kop te og dyne i sofaen.
3. At min kæreste trykker mig under fødderne eller nusser mig i håret. I det hele taget får fysisk kontakt mig til at slappe af, så bamsekram eller massage er også godt.
4. Beroligende musik eller guidet meditation i mine hørebøffer.
5. Dybe åndedrætsøvelser igennem næsen og helt ned i maven. Jeg tæller gerne til 4 på indåndingen, pauser på 4, udånder på 4, pauser på 4, indånder... osv.
6. At skrive alle skodtanker ned i en notesbog for at komme UD med negativiteten. At skrive hjælper mig meget.
7. En lur, da nedturen også kan komme bare fordi jeg er for overtræt
8. En frisk gåtur alene i rask trav- uanset vejr. Fysisk rørelse hjælper min hjerne til at slappe af og fokusere på noget andet end det negative. Selvom det er virkelig en udfordring at komme ud af døren når man har det ad helvede til. Jeg har også prøvet at lave lidt yoga eller danse hjemme til happy-feel-good-musik.
9. En sjov TV-serie, youtube-klip eller andet som gør mig glad. Jeg har også oplevet at jeg bare skal se en masse billeder af de dejligste hundehvalpe, som så kan gøre mig i lidt bedre humør.
10. STOP & TÆNK. Et psykologisk værktøj, som min samtaleterapeaut har givet mig. Stop op i situationen og overvej hvilke valg jeg har. Hvad plejer jeg at gøre? Hjælper det? Hvilke andre muligheder har jeg? På den måde kan man øve sig i at komme ud af de negative adfærdsmønstre ved at prøve ANDRE veje end de sædvanlige, som man oftest ikke får det bedre af.

Hvad hjælper mon dig når du har det skod?

Nyt initiativ

Den "gamle" mig ville ikke synes at dette initiativ var noget særligt. Dengang var jeg nemlig vant til at være den, der gerne tog nye initiativ og igangsatte alverdens aktiviteter og ideer. Det var ikke noget problem at finde på nye ideer eller engagerer mig alt muligt mærkeligt, men nu hvor jeg er ramt med stress og udmatningssyndrom kræver nye initiativer ufatteligt meget af mig. Ting, gøremål og sager bliver primært i tanken og på to do listen - og er sjældent noget, som rent faktisk bliver til et nyt initiativ. Men lige netop i dag vil jeg gerne rose mig selv for, at jeg endelige har søsat noget nyt - nemlig denne blog, som skal danne rammerne for mine og en andens personlige erfaringer med livet som stressramt. Jeg er glad for at jeg fik spurgt hende om hun ville være med. For ellers ville jeg aldrig have fået gjort noget ved det. Nu er vi igang. Velkommen til bloggen for udbrændte ildsjæle. Ord og tanker. Tips og tricks. Erfaringer på godt og ondt.