mandag den 29. december 2014

Fra social og udadvendt til introvert og asocial.

Det med, at et år afsluttes og et nyt skal begynde kan godt gøre mig meget eftertænksom. 2014 har ærligt talt ikke været det mest fantastiske år for mig, men været præget af forandringer på godt og ondt, frustrationer og udfordringer med at acceptere mig som den jeg er. NU. For engang var jeg meget social og udadvendt. Havde meget overskud og tog ofte initiativ til at ses, lave ting eller gå i gang med nye projekter. Efter 3 års kamp med depression, stress, angst og udbrændthed - så er der kommet andre boller på suppen i mit liv. Jeg er ofte den der må sige nej tak til at være med når mine veninder ses eller når kollegaerne skal mødes efter arbejde. Jeg bliver nødt til at sidde hjemme og være alene for at mit nervesystem kan holde til de mest basale ting som at handle ind, være til familie komsammen eller blot at komme igennem en almindelig arbejdsdag med det, den kræver. Min energi er ikke uendelig. Og konsekvensen ved at løbe tør for energi er simpelthen for stor i forhold til at deltage i et social arrangement, som mit tidligere jeg ville have storelsket. Kampen om at acceptere dette ligger både inden i mig (fordi jeg går glip af ting, jeg plejer at synes er superfedt og som giver positiv energi), men også i min omverden der har meget svært ved at forstå, at jeg har forandret mig. Der er røget en håndfuld gode veninder i svinget. Det er også hårdt at acceptere, at de har svært ved at forholde sig til den nye mig, der måske takker nej til at ses i sidste øjeblik. For dem er min sygdom usynlig. Jeg ser jo næsten ud som jeg plejer, men inden i er det anderledes. De ved ikke hvad prisen er hvis jeg brænder ud, men det ved min kæreste. Og jeg kan ikke se ham i øjnene gang på gang fordi jeg ikke har formået at passe på mig selv og brænder ud. For det er ham, der gang på gang samler mig op når jeg mentalt og fysisk nærmest er som et lille uselvstændigt barn, der bare tuder og har ondt i livet. Det er ham, der stadig skal elske mig og rumme mig, selvom mit sind og humør svinger ned i det mørkeste hul og sjældnere kigger op.

Så hvor er jeg på min rejse tilbage til balancen og det almindelige liv uden ustabilitet og usikkerhed?
- Jeg har trappet ud af medicinen. 100 %. Det føles som en lettelse, selvom det har været meget hårdt. Nul medicin betyder igen pænere hud, stærkere negle og sundt hår. Jeg håber stadig også, at det får en postiv virkning på vægten.

- Jeg formår at arbejde fuldtid, har fået en rigtig god chef og fundet en anden balance i work-life.

- Jeg takker nej til ting, der føles uoverskuelige og mærker efter om jeg reelt har energien til at deltage - også selvom det koster på venskabs-kontoen at jeg føler mig tvunget til at være egoistisk og ærlig omkring min situation og mit energi-niveau.

- Jeg har meget svært ved at acceptere, at jeg stadig ikke er "som jeg plejer". Jeg drømmer om den frihed der er i, at jeg ikke hele tiden er nødt til at være bevidst om alt hvad jeg bruger min tid og energi på, og hvad jeg udsætter mit sensitive nervesystem for.

- Meditation er min ven. Naturen er min ven. Jo mere jeg tilbringer tid med disse to, des bedre kan jeg kapere det øvrige liv.

Hvor er du i dit liv?