Online foredrag om work-life balance af stress coach Lisbeth Fruensgaard

Har du set de her youtube-klip af stresscoach Lisbeth Fruensgaard? Personligt synes jeg, at de tilbyder nogle gode, håndgribelige værktøjer til at arbejde med work-life balancen. Min evigt store udfordring er at finde den der ultrafine balance hvor jeg har energi og ressourcer til både mit arbejde, min kæreste, mig selv og mine omgivelser. I dette youtube-foredrag fortæller Lisbeth Fruensgaard om hvordan vi kan blive bedre til at prioritere OS SELV for dermed at blive bedre til at være noget for omverdenen/jobbet. Klippet varer ca. 1 time og kan bestemt anbefales som inspiration. Der ligger andre i alt 4, gratis online foredrag HER, som er relevant at bruge lidt tid på, hvis du som jeg, konstant kæmper mod stress og udbrændthed og således også balancen mellem privat- og arbejdslivet. Hun tilbyder i øvrigt også et nyhedsbrev, der giver inspiration til hvordan du kan få det bedre og arbejde med dig selv for at undgå stress.

Kroppens advarselslamper

De sidste par uger har min krop løbende blinket med advarselslamperne. Jeg genkender signalerne, men glemmer at lytte ordetligt efter i kroppen. De søvnløse nætter, mareridt, glemsomhed og tårerne, der triller ned af kinderne nærmest uden årsag. Og de gode vaner, som er pist forsvundet. Jeg arbejder mere end fuldtid. Selvom jeg har lært mig at have en vis distance til arbejdet og holde uroen, presset og stemningerne på afstand - så bliver jeg åbenbart stadig ubevist påvirket. Andre advarselssignaler fra kroppen er den oppustede mave, som ligner en ballon samt den uregelmæssige mens-cyklus. Jeg er skidebange. Bange for at havne tilbage i den tilstand hvor jeg havde det allerværst. Bange for at skulle gå til læge igen. Bange for at indrømme på arbejdspladsen, at jeg ikke er 100% stabil. Det er en daglig hård kamp for at være nogenlunde normal og i balance og pt. ved jeg ikke helt om jeg kan vinde….. Det er som om depressionen og alle de trælse symptomer kommer snigende tilbage i mit liv!

For meget hverdag. For lidt weekend.

Lige pt. føler jeg der er alt for meget hverdag og alt for lidt weekend. Fredag og halvdelen af lørdag går med at sunde mig oven på arbejdsugen. Søndag er dejlig, men ved aftenstid begynder jeg allerede at frygte hverdagspresset igen. Dette har været min store udfordring siden jeg startede med at arbejde fuldtid igen - at jeg har for lidt tid til at hvile, motion samt aktiviteter, der giver positiv energi. Det lyder måske lidt luksusagtigt, men her 2 år efter jeg fik konstateret at jeg var udbrændt pga. stress, så er jeg stadig sensitiv, følsom og ude af balance. Det går da fremad, men det går meget langsomt fremad. Hver eneste dag skal jeg tænke over hvad jeg takker ja til - og sikre, at jeg hviler mig mellem aktiviteter. Og det er virkelig ikke let på en almindelig arbejdsplads hvor hverdagen går huhej-derud af. Mandag er altid en hård dag for mig. I dag har den været ekstra hård. Jeg glemte at tage min medicin i morges og jeg aner ikke om det, der er årsagen til, at jeg har fået det meget skidt. Efter job var jeg både svimmel, havde migræne-agtigt hovedpine og måtte skynde mig hjem for at kaste op! Kan det virkelig være fordi jeg glemte en enkel dosis af lykkepillerne, som jeg ellers er igang med at trappe ud af?

Mere stilhed, tak!

Før jeg blev stressramt havde jeg ikke et problem med larm, uro eller lyde. Nu er jeg virkelig sensitiv overfor larm og er helt afhængig af mine støjreducerende hørebøffer samt stille pusterum i hverdagen. Det er faktisk ikke så sært at vores hjerne brænder ud med alt det støj og larm vi udsættes for. En ting er, at vi udsættes for lyde og larm fra vores omgivelser, men så er der også alt det andet. F.eks. når du ringer til offentlige institutioner og venter i telefonkøen - her kører altid det skingreste musik som "underholdning" mens du venter. Hvorfor? På OK-tankstationen "snakker" benzinstanderen til dig og spiller musik mens du tanker. Er det nu nødvendigt? For det ikke skal være løgn, så oplever jeg også ofte, at der i større byer er enormt højt musik eller sågar en DJ, der enten pifter stemningen op i butikkerne eller måske endda på gågaden. Det samme gør sig gældende i supermarkederne hvor den ene digitale søjle udsender højlydte reklamer oveni alt "musakken" der allerede spiller i baggrunden. Hvem har fundet på, at vi konstant skal stimuleres med lyde og omgives af støj? Jeg tror, at det ville være en stor fordel hvis vi fik flere stillerum på kontorerne eller i skolerne hvor vi kan trække os tilbage og isolere os fra larm. Eller hvis vi udviste større hensyn til hinanden i store menneskemængder. Det bedste sted at få ægte stilhed er i naturen. Her hersker en helt anden ro og afslapning, der kræser om hjernen efter alle de andre stimuleringer i omgivelserne som gør hjernen træt.

Stop og tænk. Et redskab til finde nye veje….

Et af de redskaber jeg fik med fra mine psykologtimer er "STOP & TÆNK". Et simpelt, men ret effektivt værktøj til at finde nye veje og arbejde aktivt på at ændre vaner og adfærd. Det går i sin enkelthed ud på, at du i en given presset/udfordrende situation siger STOP & TÆNK til dig selv. Stop op for at vurdere hvordan du plejer at reagerer på den situation samt evalurere om det egentlig giver dig det bedste udfald. Hvis du plejer at træffe et valg, der måske bare gør tilfældet værre - så overvej alternative veje. Det handler i høj grad og at blive bevidst om, at du rent faktisk har et valg. Du kan vælge at gøre som du plejer - bevæge dig i samme mønstre og vaner, der evt. ikke har nogen positiv indflydelse på din mentale tilstand. Eller du stoppe op og vælge en anden vej, der måske giver et bedre resultat. Det er jo pissesvært at ændre adfærd, som ligger så rodfæstet i vores væremåde, at vi knap tænker over hvad vi foretager os. Men for mig har det hjulpet at se på beslutningsprocessen som et tog, hvor jeg enten kan stå af på samme perron som jeg plejer og dermed også ende i samme følelsesmæssige nedtur som jeg plejer - eller jeg kan stå af toget et stop tidligere eller efter! Pt. tænker jeg meget over netop dette fordi jeg arbejder fuldtid og stadig er stress-sensitiv. Nu forsøger jeg at overveje mine muligheder grundigt inden jeg havner i den onde stress-spiral igen. 

Hvordan arbejder du med at ændre dårlige vaner og adfærdsmønstre for at få det bedre?

Depression & arbejdsliv

Nu arbejder jeg fuldtid på en ny arbejdsplads. Jeg er omgivet af søde mennesker og jeg må indrømme, at jeg trives mere end jeg troede. Et rigtigt godt udgangspunkt for et nyt liv. Jeg er træt. Uendelig træt. Naturligt så længe jeg er ny og skal bearbejde alle nye indtryk fra arbejdsdagen. Det har været godt, at få en mere struktureret hverdag, men jeg har langt fra overskud til meget andet i løbet af arbejdsdagene. Dvs. jeg undgår sociale aftaler og passer ekstragodt på mig selv. Jeg kæmper med, at finde den pokkers balance. Jeg kæmper med at komme ud af døren for at gå en lillebitte tur når jeg har fri, fordi jeg bruger alt min energi på jobbet. Jeg har haft dage hvor jeg i træthed bare har tårer, der triller ned af kinderne. I nat lå jeg vågen 2 timer og tænkte på job - og det giver mig flash back til de symptomer som var værst, da min depression var slemmest. I morges havde jeg mest lyst til at melde mig syg, men det forpligter at være den nye. Jeg har hverken oplyst at jeg har været langtidssygemeldt med stress og depression eller at jeg kan blive dødtræt. Burde jeg dele den slags oplysninger med min nye arbejdsplads? Og kan jeg "skjule" hvis jeg skulle ha dage, hvor jeg reelt ikke har det godt mens jeg er på job?

Det er ikke nemt, at bøvle med en usynlig sygdom, som kræver forklaring og som nemt bliver en personlig historier, som jeg ikke har lyst til at dele med alle. Til folk jeg kender rigtigt godt fortæller jeg jo gerne, at jeg ikke er på toppen og at mit sind er udbrændt. At det er lidt som at have et brækket ben man ikke må bruge eller som man skal træne op igen - bare at mit ben er brækket i hjernen og sindet….

Uro og ubalance

Jeg har været stille. For jeg har haft en periode hvor den ene forandring har erstattet den anden. Først var jeg jo så lettet over at have sagt mit job op. Jeg svævede nærmest og følte mig glad og nærmest normal igen. Men nu begynder puslespilsbrikkerne at falde på plads - på et praktisk plan. F.eks venter et nyt job om hjørnet og jeg håber sådan, at jeg formår at holde min balance så jeg ikke brænder ud igen eller forværre min situation. Men i de sidste uger jeg ikke haft styr på mine daglige rutiner og haft en struktur på hverdagen. Tiden er løbet fra mig - og jeg hverken hvilet, trænet eller passes på mig selv. Derfor har jeg også været plaget af uro og ubalance. En dag i sidste uge var jeg så meget ved siden af min selv, at jeg måtte bede min søster om at hente mig da min bedre halvdel var tvunget til at ta på job. Selv blev jeg meget forskrækket over min tilstand… forskrækket over hvor følsom jeg stadig er og hvor  meget jeg skal passe på min krop og mit sind. Kroppen har behov for rutine: faste spise- og sovetider. Hjernen bliver nødt til at få ro via meditation og afslapning - ikke bare bekymringer og grublerier når jeg er alene hjemme….Jeg må erkende, at grænsen mellem nedtur og normal balance er hårfin. Og at jeg virkelig, virkelig kommer til at få en udfordring med at passe på mig selv når jeg fra mandag igen skal formå at arbejde fuldtid på et nyt arbejde.  

Jeg har sagt op! Følelsen af at være en lotusblomst eller åkande.

Som størstedelen af alle andre, der går ned med stress er jeg meget resultatorienteret, pligtopfyldende og ambitiøs. Derfor har jeg heller aldrig givet op. Jeg fuldførte min universitetsuddannelse direkte efter handelskolen uden at holde pause. Også selvom uddannelsen ikke var 100% mig. Jeg har brugt meget energi og mange kræfter på at acceptere dårlige chefer, ufleksible arbejdspladser og har altid forsøgt at engagere mig personligt så det negative kan vendes til noget positivt. Det er første gang i mit liv, jeg har  sagt op uden at have et andet job på hånden. Det er altid en stor beslutning for mig, at afslutte ting i mit liv - men denne gang føles det som om, at to tunge elefanter er forsvundet fra mine skuldre. Jeg har sagt op! Nej tak til arbejdsopgaver, som ingen takker mig for at jeg tager ansvar for. Nej tak til inkompetente chefer. Og nej tak til, at fortsætte med at kæmpe for at blive frisk igen på en arbejdsplads, der ikke har fleksibilitet til at tilpasse situationen midlertidigt til at jeg er på toppen igen og som ikke tager ansvar for sine fejl. Selvom det ikke føles trygt at være arbejdssøgende uden økonomisk backup, så har jeg det lidt som en åkande eller lotusblomsten, der har kæmpet sig op igennem det beskidte mudder og mørke vand for blomstrer, kunne mærke sollys og frisk luft til en forandring. Jeg føler faktisk, at jeg lever lidt mere igen….

Er vi hvad vi arbejder med? Hvor blev work/life balancen af?

"Vi vælger selv at gøre alt på én gang. For fuld skrue. Få børn, købe drømmehus, idyllisk sommerhus, designermøbler, lækker bil og eksotiske ferier – og gøre karriere. Alt, hvad der karakteriserer et succesfuldt, behageligt, moderne liv… Og vores jobtitel er vores personlige brand. Vi er, hvad vi arbejder med. Uddannelse og arbejde er afgørende for identitet og prestige. Og vi bliver tudet ørene fulde med, at huller i CV’et er farlige, og hvor svært det er at stå på karrierebussen igen, hvis man først har trykket stop eller bare sænket farten."

Jeg har lige læst en tankevækkende artikel i Informationen med disse ord. Artiklen handler om hvordan vores samfund, liv og individuelle identitet handler om ARBEJDE. Om ikke mindst om hvilken konsekvens det har for børn. Uanset om du har børn eller ej, så er der stof til eftertanke her. Jeg tror ikke selv jeg har lyst til at stå på karrierebussen igen efter halvandet år med stress, udbrændthed, depression og krise - alt sammen fordi jeg havde for travlt med for mange ting på een gang. Og måske ting, der egentlig ikke giver værdi i virkeligheden. 

Om chefens egentlige ansvar og hvorfor uegnede ledere påvirker arbejdstrivslen fatalt

Dette er et af de mest inspirerende seminarer jeg har set længe. Det giver nemlig så god mening hvorfor jeg ikke har kunne trives med flere af mine chefer. Ganske enkelt fordi de ikke har opfyldt rollen, som vores biologiske og genetiske arv helt naturligt foreskriver - nemlig at lederen af flokken er den, der for enhver pris skal sørge for tryghed og trivsel. Fremfor at presse flokken til at skabe resultater for egen vinding og anderkendelse. En god leder formår at få hele flokken/teamet til at føle sig vigtige, værdsatte og sikre, at hver enkelt har lederen som støtte i ryggen. Hvis flokken/medarbejderne ikke stoler på chefen fordi denne f.eks. ikke betaler prisen eller tager konsekvenserne når de brænder på - så går det udover både trivsel på arbejdspladsen og effektiviteten. Generelt er det et stort problem, at det karrieremæssigt er blevet så prestigefyldt at være chef eller leder - alle vil have det på CVet og være ansvarlig for et team. Hvorfor? Desværre er det ganske få, der er egnet til rollen og som egentlig formår, at have den beskyttende og tryghedsgivende funktion, som vi i flokken forventer. Det handler meget mere om at være empatisk, forstående og støttende end det handler om at skabe resultater, så de øverste i herakiet klapper i hænderne. Når en leder ikke just er et naturtalent, bliver konsekvensen at flokken/teamet/vi ikke formår at arbejde effektivt fordi vi ikke trives og er tvunget til at passe på os selv og vores egen ryg. Simon Sinek forklarer i denne video hvorfor dårligt lederskab har fatale konsekvenser i vores personlige relationer - og hvad det rent faktisk betyder på arbejdspladsen.

Stå af ræset. Se DR2 Tema om stress.

Hvis du ikke allerede har set DR2 programmet om stress, så kan jeg anbefale dig, at se det online. Og det er uanset om du allerede er ramt af stress, er pårørende til en med stresssymptomer eller bare gerne vil undgå at du selv bliver ramt af folkesygdommen, der ligger os ned som fluer.

Du kan se DR2 TEMA:
Stå af ræset her.

En bedre uge end sidste

Sidste uge var skod. Jeg havde det ikke godt, sov dårligt om natten og var ret ked af det efter et møde med min læge, chef, HR-kontakt og sygedagpenge-kontakt. Vi drøftede hvorfor jeg ikke kan holde til at være projektleder mens jeg stadig er sygemeldt og hvilken type opgaver, lægen fraråder at jeg er tovholder på. Min chef påstår at alle stillinger i afdelingen er projektledelse - og at, der ikke findes andre typer af opgaver. Jeg ved det er løgn. Jeg ved, at der finde så meget andet jeg kunne arbejde med og stadig bidrage til arbejdsmængden, men hvor jeg ikke nødvendigvis skal stå i spidsen for et team på tværs af organisationen for at nå resultaterne. Til tiden. Det handler om vilje og overblik fra arbejdspladsens side. Og derfor er jeg pisseskuffet! For nu skal jeg enten omplaceres og ha en anden stilling internt - eller også bliver jeg nok opsagt. Tankerne fløj rundt i mit hovede hele sidste uge da jeg både var skuffet, bitter og træt af at kæmpe for at få lov til at blive rask! Samtidig opdagede jeg at jeg har taget ca. 10 kg på siden jeg startede med antidepressiv medicin! Oh happy days..... Men denne uge er bedre. Måske har jeg givet slip på tankerne og i stedet formået at fokusere på mig selv. Jeg har cyklet til og fra arbejde trods det dårlige vejr, jeg har lavet små yogaøvelser herhjemme - og så har jeg spist sundt, som allerede kan mærkes på maven. Jeg har været social og haft det godt sammen med mine kollegaer. Fået massage og krammet babyer. Nu er det endelig fredag og jeg kan snart slippe arbejdsopgaverne for et par døgn!