Det med, at et år afsluttes og et nyt skal begynde kan godt gøre mig meget eftertænksom. 2014 har ærligt talt ikke været det mest fantastiske år for mig, men været præget af forandringer på godt og ondt, frustrationer og udfordringer med at acceptere mig som den jeg er. NU. For engang var jeg meget social og udadvendt. Havde meget overskud og tog ofte initiativ til at ses, lave ting eller gå i gang med nye projekter. Efter 3 års kamp med depression, stress, angst og udbrændthed - så er der kommet andre boller på suppen i mit liv. Jeg er ofte den der må sige nej tak til at være med når mine veninder ses eller når kollegaerne skal mødes efter arbejde. Jeg bliver nødt til at sidde hjemme og være alene for at mit nervesystem kan holde til de mest basale ting som at handle ind, være til familie komsammen eller blot at komme igennem en almindelig arbejdsdag med det, den kræver. Min energi er ikke uendelig. Og konsekvensen ved at løbe tør for energi er simpelthen for stor i forhold til at deltage i et social arrangement, som mit tidligere jeg ville have storelsket. Kampen om at acceptere dette ligger både inden i mig (fordi jeg går glip af ting, jeg plejer at synes er superfedt og som giver positiv energi), men også i min omverden der har meget svært ved at forstå, at jeg har forandret mig. Der er røget en håndfuld gode veninder i svinget. Det er også hårdt at acceptere, at de har svært ved at forholde sig til den nye mig, der måske takker nej til at ses i sidste øjeblik. For dem er min sygdom usynlig. Jeg ser jo næsten ud som jeg plejer, men inden i er det anderledes. De ved ikke hvad prisen er hvis jeg brænder ud, men det ved min kæreste. Og jeg kan ikke se ham i øjnene gang på gang fordi jeg ikke har formået at passe på mig selv og brænder ud. For det er ham, der gang på gang samler mig op når jeg mentalt og fysisk nærmest er som et lille uselvstændigt barn, der bare tuder og har ondt i livet. Det er ham, der stadig skal elske mig og rumme mig, selvom mit sind og humør svinger ned i det mørkeste hul og sjældnere kigger op.
Så hvor er jeg på min rejse tilbage til balancen og det almindelige liv uden ustabilitet og usikkerhed?
- Jeg har trappet ud af medicinen. 100 %. Det føles som en lettelse, selvom det har været meget hårdt. Nul medicin betyder igen pænere hud, stærkere negle og sundt hår. Jeg håber stadig også, at det får en postiv virkning på vægten.
- Jeg formår at arbejde fuldtid, har fået en rigtig god chef og fundet en anden balance i work-life.
- Jeg takker nej til ting, der føles uoverskuelige og mærker efter om jeg reelt har energien til at deltage - også selvom det koster på venskabs-kontoen at jeg føler mig tvunget til at være egoistisk og ærlig omkring min situation og mit energi-niveau.
- Jeg har meget svært ved at acceptere, at jeg stadig ikke er "som jeg plejer". Jeg drømmer om den frihed der er i, at jeg ikke hele tiden er nødt til at være bevidst om alt hvad jeg bruger min tid og energi på, og hvad jeg udsætter mit sensitive nervesystem for.
- Meditation er min ven. Naturen er min ven. Jo mere jeg tilbringer tid med disse to, des bedre kan jeg kapere det øvrige liv.
Hvor er du i dit liv?
Jeg er som du kronisk udbrændt. Diagnosen kom på papir i 2008, dog har den været mundtlig siden 1999, uden den er blevet accepteret. Derfor skal der ikke meget til før mit korthus vælter, selv en telefon der ringer på et skævt tidspunkt, kan vælte alt.
SvarSletHar desværre også nogle fysiske skavanker, og de kan vælte mit søvnmønster, de smerter er jeg ikke selv herre over, og det er som hovedreglen, dem der vælter det, så jeg får sagt ja og ikke nej, og pludselig står der, og ikke behandler mig selv jeg fortjener, for det er det jeg har erfaret, det er jo mig selv der begår fejlen, omgivelserne ved jo ikke hvad der sker når jeg rammes.
Jeg ved jeg vil træde forkert, vejrudsigten, smerter og uforudsigelige ting kan jeg ikke kontrollere, jeg kan forebygge på bedste vis, og det er dette jeg er ved at bygge op, det tager ikke kun et par mdr., det vil tage år, derfor har jeg accepteret at give mig selv nogle dage ind i mellem, hvor jeg må sove.
Hjulene i samfundet i dag kører alt for hurtigt for mig, selv halv fart er for hurtigt, gik i bak i 1999, og det flere gange siden, sidst var i 2011. Siden har jeg forsøgt mig med 1 gear, hvergang der rammer en periode med højere gear, koster det. Derfor når jeg ikke det som mange gør, og skidt pyt, jeg er mig, og det er sådan jeg er, i morgen eftermiddag bliver et nyt punkt indført i mit liv. Der kommer et nyt til om 14 dages tid, det er begge ting der hjælper mig i min hverdag. Det glæder jeg mig til.
Kære Abildjyde,
SletTak fordi du deler din erfaringer - det lyder virkelig også som en hård rejse du har været igennem med en del erfaringer på godt og ondt med udbrændthed. Det er svært at accepterer, at omverdenen kører meget hurtigere end man selv orker, men det er så fedt, at du melder fra og har accepteret, at din krop kræver hviledage. HELD og lykke med de forandringer, der skal være med til at gøre din hverdag lettere. Jeg håber, at det hjælper dig til endnu mere balance.
Jeg synes du er sej ! Så langt du er kommet i dette år , så opmærksom og bevidst om hvad du kan og ikke kan. At elske dig selv som den fantastiske kvinde du er NU, må så blive en af dine mål i 2015- måske :)
SvarSletMange tak for dine ord Miri. De varmer mere end du aner. Jeg føler mig knap-så-sej, men det er meget fedt når andre anser de små, men lange skridt som seje træk! Jeg arbejder videre med selvudviklingen i dette år og øver mig dagligt med selvkærlighed og accept trods de små go store udfordringer. TAK fordi du læser med og deler….
SletHvor er det godt gået med medicinen, jeg hepper på dig. Jeg har prioriteret at arbejde meget mindre og er nødt til det, for at kunne klare det med mit morsomme nervesystem:) Så det er bare at blive ved. Takke nej nej til det sociale, jeg gør det konstant, det siger mig faktisk ikke noget mere. Mine veninder ved under hvilke former vi kan mødesog jeg har det fint med det. Sådan er jeg. Og bliv ved med at genopdage hvem du er, glem hvem du var, hvem er du nu og drop al skyld og skam over det du ikke formår. Du bliver hele tiden en bedre og bedre version af dit autentiske selv. Tillykke:) Og godt nytår!
SvarSletGodt nytår til dig, kære Malene. Og tak for heppe-koret. Det hjælper så meget at dele og få lidt feedback herinde. Inspirerende at høre hvordan du benhårdt har været formået at takke nej og trives med det. Jeg håber, at jeg lære at få den accept en skønne dag…. Må 2015 blive endu mere autentisk.
Slet