Jeg har en kæreste, en mor, en søster, nevøer og veninder. Jeg har et job med kolleager og et netværk omkring. På den måde er jeg meget taknemmelig og heldig. Alligevel rammer ensomhedsfølelsen mig ofte. Jeg føler mig alene med mine udfordringer. Min depression og udbrændthed tvinger mig også til at være asocial eller takke nej til ting. Mit selvværd er ustabilt og der er dage hvor jeg ikke forstår hvorfor min kæreste stadig gider at være sammen med mig. Der er også dage hvor jeg lider så store kærlighedsafsavn, at jeg ikke tror, at nogen kan lide mig mere eller gider at være sammen med mig. På den måde er mental sygdom meget tricky fordi at de tanker og følelser jeg har er min virkelighed. Det føles rigtigt og ægte når jeg er ensom og savner kærlighed. Men det er ikke nødvendigvis sandheden. For mig er det svært at navigere i hvornår det er den ægte sandhed eller hvornår det er min egen fejlfortolkning af virkeligheden. Mon det bliver bedre med tiden? Min dømmekraft for om føleserne er min sindstilstand, der spiller mig et puds - eller om mine følelser er virkelige i virkeligheden…..
Jeg kan godt forstå det må være svært, for på "papiret" har du det hele og så kan det være svært at føle virkeligheden er anderledes.
SvarSletTak Miri. Det er en udfordring når egen dømmekraft og overbevisning bliver sat sådan på prøve. Det med at ting FØLES på en måde, men måske er forkerte er så bøvlet.
SletSmukke sjæl, du er ikke alene. Din virkelighed, er din virkelighed uanset hvad og ensomheden er en gammelkendt følgesvend, når ens hjerneceller er brændt af og man må trække sig ind i sin skal for at få ro på nervesystemet. For vi sidder alene i vores skal og kan ikke rigtig rumme andre. Men jeg tænker også, at det er fordi vi har brug for, at have total ro, men vi ønsker jo også at kunne leve livet. Så det er en balance der efterhånden kommer. Det er efterhånden 1½ år siden jeg røg ned og jeg tager mig altså stadig en sving om med ensomhedsfølelsen. Det pisser mig af, men altså, det må komme...
SvarSletDu har så meget ret Malene. Det er faktisk snart 2 år siden jeg ramte væggen selv, men jeg vænner mig aldrig til at de her episoder hvor jeg er så forvirret over følelser, tanker og virkelighed. Mht. total ro, så har jeg netop skrevet en blog om alt det larm vores hjerner udsættes for dagligt. For det er så godt med stilhed, men helst i kærligt nærvær.
Slet