To skridt frem og tre tilbage. På rette vej?

Det er snart over 2 år siden jeg officielt blev udbrændt og sygemeldt. I 2 år har jeg kæmpet med museskridt. To skridt frem. Så tre tilbage igen. Status pt? Jeg er stadig i tvivl om jeg er på rette vej. Jovist, det er bedre end for 2 år siden og jeg har lært en masse om at passe på mig selv. Men jeg havner stadig også i situationer hvor tårerne triller umotiveret ned at mine kinder og jeg føler mig dybt ulykkelig. Jeg er stadig "overfølsom" over for for mange sociale aktiviteter og må takke nej til fest, hyggelige arrangementer og eller sociale begivenheder. Og fornylig fik jeg et angstanfald til en koncert, der ellers både skulle have været både sjov og hyggelig. Jeg er klart på rette vej, men vejen føles virkelig lang og tung. Jeg formår at arbejde fuldtid, hvis jeg så holder mig fra for mange andre planer. Jeg er bedre til at mærke efter om jeg har energi til f.eks. veninde-hygge eller lignende. Men hold fast hvor jeg stadig føler mig sart, sensitiv og ustabil. Hvis du står der på vippen og ved, at du er lidt for stresset - eller hvis du ligger søvnløs om natten i bekymring - så lov mig at du søger hjælp HURTIGT. At du passer på dig selv og tager stress symptomerne alvorligt. Havner du først i en reel udmatning med depression og udbrændthed - så er vejen så uendelig lang og hård tilbage til hverdagen!

Kroppens advarselslamper

De sidste par uger har min krop løbende blinket med advarselslamperne. Jeg genkender signalerne, men glemmer at lytte ordetligt efter i kroppen. De søvnløse nætter, mareridt, glemsomhed og tårerne, der triller ned af kinderne nærmest uden årsag. Og de gode vaner, som er pist forsvundet. Jeg arbejder mere end fuldtid. Selvom jeg har lært mig at have en vis distance til arbejdet og holde uroen, presset og stemningerne på afstand - så bliver jeg åbenbart stadig ubevist påvirket. Andre advarselssignaler fra kroppen er den oppustede mave, som ligner en ballon samt den uregelmæssige mens-cyklus. Jeg er skidebange. Bange for at havne tilbage i den tilstand hvor jeg havde det allerværst. Bange for at skulle gå til læge igen. Bange for at indrømme på arbejdspladsen, at jeg ikke er 100% stabil. Det er en daglig hård kamp for at være nogenlunde normal og i balance og pt. ved jeg ikke helt om jeg kan vinde….. Det er som om depressionen og alle de trælse symptomer kommer snigende tilbage i mit liv!

For meget hverdag. For lidt weekend.

Lige pt. føler jeg der er alt for meget hverdag og alt for lidt weekend. Fredag og halvdelen af lørdag går med at sunde mig oven på arbejdsugen. Søndag er dejlig, men ved aftenstid begynder jeg allerede at frygte hverdagspresset igen. Dette har været min store udfordring siden jeg startede med at arbejde fuldtid igen - at jeg har for lidt tid til at hvile, motion samt aktiviteter, der giver positiv energi. Det lyder måske lidt luksusagtigt, men her 2 år efter jeg fik konstateret at jeg var udbrændt pga. stress, så er jeg stadig sensitiv, følsom og ude af balance. Det går da fremad, men det går meget langsomt fremad. Hver eneste dag skal jeg tænke over hvad jeg takker ja til - og sikre, at jeg hviler mig mellem aktiviteter. Og det er virkelig ikke let på en almindelig arbejdsplads hvor hverdagen går huhej-derud af. Mandag er altid en hård dag for mig. I dag har den været ekstra hård. Jeg glemte at tage min medicin i morges og jeg aner ikke om det, der er årsagen til, at jeg har fået det meget skidt. Efter job var jeg både svimmel, havde migræne-agtigt hovedpine og måtte skynde mig hjem for at kaste op! Kan det virkelig være fordi jeg glemte en enkel dosis af lykkepillerne, som jeg ellers er igang med at trappe ud af?

Kom i gang med meditation

Meditation er først noget jeg fik øjnene op for, da jeg blev tvunget til at få mentalt ro, stilhed og hvile. Altså efter jeg fik konstateret, at jeg var mentalt udbrændt pga. stress. Gennem kundalini yoga har jeg lært forskellige åndedrætsteknikker samt mantra-meditationer. Men det behøver slet, slet ikke være så "alternativt" for at gøre underværker. Bare det, at ligge på et tæppe på græsset og kigge op på den blå himmel, kan være meditativt. At tage tid til hvile. Eller lytte på et stykke godt musik med lukkede øjne kan også være meditation. En af de meditationsværktøjer, som har været min bedste ven gennem de sidste par år, er de små 5-10 min. guidede meditationer fra bogen "Meditation for Alle" af Ingrid Ortmann". Øvelserne er korte og meget lavpraktiske - og kan udføres hvor-som-helst. Jeg har især været glad for "godnatøvelserne" når jeg har haft problemer med at falde i søvn ligesom øvelsen til at blive rolig og afslappet, også har været flittigt anvendt. Bogen koster 199 kr hos Rosinante og selve meditationsøvelserne på den medfølgende CD er alle pengene værd efter min mening. 

Mindre medicin. Mere lykke?

Jeg har trappet yderligere 25 mg ned i min medicin. Lykkepillerne. Dem, som jeg tidligere har skrevet om her. Det har ikke været svært at trappe ud - jeg føler ikke jeg kan mærke nogen forskel på mit humør eller sind - og jeg tænker stadig om de overhovedet har hjulpet mig gennem depressionen. Jeg får stadig 50 mg sertralin nu. Min læge siger, at jeg ikke skal forvente at trappe yderligere ned før jeg føler mig 95% i balance - ellers har udgangspunktet været, at jeg skal være på hvert nedtrapningsniveau i ca. 6- 8 uger. Og nedtrappe med 25 mg ad gangen. Men er jeg gladere? Ja, det er jeg faktisk. Det er en lettelse at slippe medicinen. Det er en lettelse, at jeg ikke mærker, at medicinen forsvinder i mit humør. Er jeg mere lykkelig? Nej ikke nødvendigvis. Jeg kæmper stadig med depressive dage, grå skyer og følelser om lavt selvværd, der giver tårer og udfordringer. Egentlig har jeg en lille krise hver dag med mig selv. Ofte pga. træthed. Jeg bliver bedre og bedre til at kende mig selv om mine egne begrænsninger så jeg kan passe på min energi og finde balance i de ting jeg gør. Jeg tillader mig selv at græde og være træt - eller deprimeret. Men de dage og situationer bliver heldigvis færre og færre. Jeg er på vej tilbage til et medicin-frit liv. I sneglefart. Og med mange huller og fælder, som jeg kan falde i på vejen….

Mere stilhed, tak!

Før jeg blev stressramt havde jeg ikke et problem med larm, uro eller lyde. Nu er jeg virkelig sensitiv overfor larm og er helt afhængig af mine støjreducerende hørebøffer samt stille pusterum i hverdagen. Det er faktisk ikke så sært at vores hjerne brænder ud med alt det støj og larm vi udsættes for. En ting er, at vi udsættes for lyde og larm fra vores omgivelser, men så er der også alt det andet. F.eks. når du ringer til offentlige institutioner og venter i telefonkøen - her kører altid det skingreste musik som "underholdning" mens du venter. Hvorfor? På OK-tankstationen "snakker" benzinstanderen til dig og spiller musik mens du tanker. Er det nu nødvendigt? For det ikke skal være løgn, så oplever jeg også ofte, at der i større byer er enormt højt musik eller sågar en DJ, der enten pifter stemningen op i butikkerne eller måske endda på gågaden. Det samme gør sig gældende i supermarkederne hvor den ene digitale søjle udsender højlydte reklamer oveni alt "musakken" der allerede spiller i baggrunden. Hvem har fundet på, at vi konstant skal stimuleres med lyde og omgives af støj? Jeg tror, at det ville være en stor fordel hvis vi fik flere stillerum på kontorerne eller i skolerne hvor vi kan trække os tilbage og isolere os fra larm. Eller hvis vi udviste større hensyn til hinanden i store menneskemængder. Det bedste sted at få ægte stilhed er i naturen. Her hersker en helt anden ro og afslapning, der kræser om hjernen efter alle de andre stimuleringer i omgivelserne som gør hjernen træt.

Ensomhed & afsavn.

Jeg har en kæreste, en mor, en søster, nevøer og veninder. Jeg har et job med kolleager og et netværk omkring. På den måde er jeg meget taknemmelig og heldig. Alligevel rammer ensomhedsfølelsen mig ofte. Jeg føler mig alene med mine udfordringer. Min depression og udbrændthed tvinger mig også til at være asocial eller takke nej til ting. Mit selvværd er ustabilt og der er dage hvor jeg ikke forstår hvorfor min kæreste stadig gider at være sammen med mig. Der er også dage hvor jeg lider så store kærlighedsafsavn, at jeg ikke tror, at nogen kan lide mig mere eller gider at være sammen med mig. På den måde er mental sygdom meget tricky fordi at de tanker og følelser jeg har er min virkelighed. Det føles rigtigt og ægte når jeg er ensom og savner kærlighed. Men det er ikke nødvendigvis sandheden. For mig er det svært at navigere i hvornår det er den ægte sandhed eller hvornår det er min egen fejlfortolkning af virkeligheden. Mon det bliver bedre med tiden? Min dømmekraft for om føleserne er min sindstilstand, der spiller mig et puds - eller om mine følelser er virkelige i virkeligheden…..