Mindre medicin. Mere lykke?

Jeg har trappet yderligere 25 mg ned i min medicin. Lykkepillerne. Dem, som jeg tidligere har skrevet om her. Det har ikke været svært at trappe ud - jeg føler ikke jeg kan mærke nogen forskel på mit humør eller sind - og jeg tænker stadig om de overhovedet har hjulpet mig gennem depressionen. Jeg får stadig 50 mg sertralin nu. Min læge siger, at jeg ikke skal forvente at trappe yderligere ned før jeg føler mig 95% i balance - ellers har udgangspunktet været, at jeg skal være på hvert nedtrapningsniveau i ca. 6- 8 uger. Og nedtrappe med 25 mg ad gangen. Men er jeg gladere? Ja, det er jeg faktisk. Det er en lettelse at slippe medicinen. Det er en lettelse, at jeg ikke mærker, at medicinen forsvinder i mit humør. Er jeg mere lykkelig? Nej ikke nødvendigvis. Jeg kæmper stadig med depressive dage, grå skyer og følelser om lavt selvværd, der giver tårer og udfordringer. Egentlig har jeg en lille krise hver dag med mig selv. Ofte pga. træthed. Jeg bliver bedre og bedre til at kende mig selv om mine egne begrænsninger så jeg kan passe på min energi og finde balance i de ting jeg gør. Jeg tillader mig selv at græde og være træt - eller deprimeret. Men de dage og situationer bliver heldigvis færre og færre. Jeg er på vej tilbage til et medicin-frit liv. I sneglefart. Og med mange huller og fælder, som jeg kan falde i på vejen….

Mere stilhed, tak!

Før jeg blev stressramt havde jeg ikke et problem med larm, uro eller lyde. Nu er jeg virkelig sensitiv overfor larm og er helt afhængig af mine støjreducerende hørebøffer samt stille pusterum i hverdagen. Det er faktisk ikke så sært at vores hjerne brænder ud med alt det støj og larm vi udsættes for. En ting er, at vi udsættes for lyde og larm fra vores omgivelser, men så er der også alt det andet. F.eks. når du ringer til offentlige institutioner og venter i telefonkøen - her kører altid det skingreste musik som "underholdning" mens du venter. Hvorfor? På OK-tankstationen "snakker" benzinstanderen til dig og spiller musik mens du tanker. Er det nu nødvendigt? For det ikke skal være løgn, så oplever jeg også ofte, at der i større byer er enormt højt musik eller sågar en DJ, der enten pifter stemningen op i butikkerne eller måske endda på gågaden. Det samme gør sig gældende i supermarkederne hvor den ene digitale søjle udsender højlydte reklamer oveni alt "musakken" der allerede spiller i baggrunden. Hvem har fundet på, at vi konstant skal stimuleres med lyde og omgives af støj? Jeg tror, at det ville være en stor fordel hvis vi fik flere stillerum på kontorerne eller i skolerne hvor vi kan trække os tilbage og isolere os fra larm. Eller hvis vi udviste større hensyn til hinanden i store menneskemængder. Det bedste sted at få ægte stilhed er i naturen. Her hersker en helt anden ro og afslapning, der kræser om hjernen efter alle de andre stimuleringer i omgivelserne som gør hjernen træt.

Ensomhed & afsavn.

Jeg har en kæreste, en mor, en søster, nevøer og veninder. Jeg har et job med kolleager og et netværk omkring. På den måde er jeg meget taknemmelig og heldig. Alligevel rammer ensomhedsfølelsen mig ofte. Jeg føler mig alene med mine udfordringer. Min depression og udbrændthed tvinger mig også til at være asocial eller takke nej til ting. Mit selvværd er ustabilt og der er dage hvor jeg ikke forstår hvorfor min kæreste stadig gider at være sammen med mig. Der er også dage hvor jeg lider så store kærlighedsafsavn, at jeg ikke tror, at nogen kan lide mig mere eller gider at være sammen med mig. På den måde er mental sygdom meget tricky fordi at de tanker og følelser jeg har er min virkelighed. Det føles rigtigt og ægte når jeg er ensom og savner kærlighed. Men det er ikke nødvendigvis sandheden. For mig er det svært at navigere i hvornår det er den ægte sandhed eller hvornår det er min egen fejlfortolkning af virkeligheden. Mon det bliver bedre med tiden? Min dømmekraft for om føleserne er min sindstilstand, der spiller mig et puds - eller om mine følelser er virkelige i virkeligheden…..

Stop og tænk. Et redskab til finde nye veje….

Et af de redskaber jeg fik med fra mine psykologtimer er "STOP & TÆNK". Et simpelt, men ret effektivt værktøj til at finde nye veje og arbejde aktivt på at ændre vaner og adfærd. Det går i sin enkelthed ud på, at du i en given presset/udfordrende situation siger STOP & TÆNK til dig selv. Stop op for at vurdere hvordan du plejer at reagerer på den situation samt evalurere om det egentlig giver dig det bedste udfald. Hvis du plejer at træffe et valg, der måske bare gør tilfældet værre - så overvej alternative veje. Det handler i høj grad og at blive bevidst om, at du rent faktisk har et valg. Du kan vælge at gøre som du plejer - bevæge dig i samme mønstre og vaner, der evt. ikke har nogen positiv indflydelse på din mentale tilstand. Eller du stoppe op og vælge en anden vej, der måske giver et bedre resultat. Det er jo pissesvært at ændre adfærd, som ligger så rodfæstet i vores væremåde, at vi knap tænker over hvad vi foretager os. Men for mig har det hjulpet at se på beslutningsprocessen som et tog, hvor jeg enten kan stå af på samme perron som jeg plejer og dermed også ende i samme følelsesmæssige nedtur som jeg plejer - eller jeg kan stå af toget et stop tidligere eller efter! Pt. tænker jeg meget over netop dette fordi jeg arbejder fuldtid og stadig er stress-sensitiv. Nu forsøger jeg at overveje mine muligheder grundigt inden jeg havner i den onde stress-spiral igen. 

Hvordan arbejder du med at ændre dårlige vaner og adfærdsmønstre for at få det bedre?

Depression & arbejdsliv

Nu arbejder jeg fuldtid på en ny arbejdsplads. Jeg er omgivet af søde mennesker og jeg må indrømme, at jeg trives mere end jeg troede. Et rigtigt godt udgangspunkt for et nyt liv. Jeg er træt. Uendelig træt. Naturligt så længe jeg er ny og skal bearbejde alle nye indtryk fra arbejdsdagen. Det har været godt, at få en mere struktureret hverdag, men jeg har langt fra overskud til meget andet i løbet af arbejdsdagene. Dvs. jeg undgår sociale aftaler og passer ekstragodt på mig selv. Jeg kæmper med, at finde den pokkers balance. Jeg kæmper med at komme ud af døren for at gå en lillebitte tur når jeg har fri, fordi jeg bruger alt min energi på jobbet. Jeg har haft dage hvor jeg i træthed bare har tårer, der triller ned af kinderne. I nat lå jeg vågen 2 timer og tænkte på job - og det giver mig flash back til de symptomer som var værst, da min depression var slemmest. I morges havde jeg mest lyst til at melde mig syg, men det forpligter at være den nye. Jeg har hverken oplyst at jeg har været langtidssygemeldt med stress og depression eller at jeg kan blive dødtræt. Burde jeg dele den slags oplysninger med min nye arbejdsplads? Og kan jeg "skjule" hvis jeg skulle ha dage, hvor jeg reelt ikke har det godt mens jeg er på job?

Det er ikke nemt, at bøvle med en usynlig sygdom, som kræver forklaring og som nemt bliver en personlig historier, som jeg ikke har lyst til at dele med alle. Til folk jeg kender rigtigt godt fortæller jeg jo gerne, at jeg ikke er på toppen og at mit sind er udbrændt. At det er lidt som at have et brækket ben man ikke må bruge eller som man skal træne op igen - bare at mit ben er brækket i hjernen og sindet….

Uro og ubalance

Jeg har været stille. For jeg har haft en periode hvor den ene forandring har erstattet den anden. Først var jeg jo så lettet over at have sagt mit job op. Jeg svævede nærmest og følte mig glad og nærmest normal igen. Men nu begynder puslespilsbrikkerne at falde på plads - på et praktisk plan. F.eks venter et nyt job om hjørnet og jeg håber sådan, at jeg formår at holde min balance så jeg ikke brænder ud igen eller forværre min situation. Men i de sidste uger jeg ikke haft styr på mine daglige rutiner og haft en struktur på hverdagen. Tiden er løbet fra mig - og jeg hverken hvilet, trænet eller passes på mig selv. Derfor har jeg også været plaget af uro og ubalance. En dag i sidste uge var jeg så meget ved siden af min selv, at jeg måtte bede min søster om at hente mig da min bedre halvdel var tvunget til at ta på job. Selv blev jeg meget forskrækket over min tilstand… forskrækket over hvor følsom jeg stadig er og hvor  meget jeg skal passe på min krop og mit sind. Kroppen har behov for rutine: faste spise- og sovetider. Hjernen bliver nødt til at få ro via meditation og afslapning - ikke bare bekymringer og grublerier når jeg er alene hjemme….Jeg må erkende, at grænsen mellem nedtur og normal balance er hårfin. Og at jeg virkelig, virkelig kommer til at få en udfordring med at passe på mig selv når jeg fra mandag igen skal formå at arbejde fuldtid på et nyt arbejde.  

Jeg har sagt op! Følelsen af at være en lotusblomst eller åkande.

Som størstedelen af alle andre, der går ned med stress er jeg meget resultatorienteret, pligtopfyldende og ambitiøs. Derfor har jeg heller aldrig givet op. Jeg fuldførte min universitetsuddannelse direkte efter handelskolen uden at holde pause. Også selvom uddannelsen ikke var 100% mig. Jeg har brugt meget energi og mange kræfter på at acceptere dårlige chefer, ufleksible arbejdspladser og har altid forsøgt at engagere mig personligt så det negative kan vendes til noget positivt. Det er første gang i mit liv, jeg har  sagt op uden at have et andet job på hånden. Det er altid en stor beslutning for mig, at afslutte ting i mit liv - men denne gang føles det som om, at to tunge elefanter er forsvundet fra mine skuldre. Jeg har sagt op! Nej tak til arbejdsopgaver, som ingen takker mig for at jeg tager ansvar for. Nej tak til inkompetente chefer. Og nej tak til, at fortsætte med at kæmpe for at blive frisk igen på en arbejdsplads, der ikke har fleksibilitet til at tilpasse situationen midlertidigt til at jeg er på toppen igen og som ikke tager ansvar for sine fejl. Selvom det ikke føles trygt at være arbejdssøgende uden økonomisk backup, så har jeg det lidt som en åkande eller lotusblomsten, der har kæmpet sig op igennem det beskidte mudder og mørke vand for blomstrer, kunne mærke sollys og frisk luft til en forandring. Jeg føler faktisk, at jeg lever lidt mere igen….